Sammenbrud i anbringelser af udsatte unge

Kommunerne kan kun leve op til deres del af ansvaret for de anbragte børn og unge, hvis de begynder at skabe tilstrækkelig gode arbejdsvilkår for de socialrådgivere, der arbejder med disse børn og unge.

Geert Jørgensen
Direktør, LOS

Af Geert Jørgensen
Direktør, LOS - Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud.

Man hører fra mange kommuners side, at det ikke kan betale sig at anbringe unge, idet man henviser til SFI-rapporten "Sammenbrud i anbringelser af unge", hvoraf det fremgår, at 44 procent af de anbragte unge oplever, at en eller flere anbringelser bryder sammen.

Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det ifølge rapporten er "systemfaktorer", der signifikant øger risikoen for sammenbrud. Nemlig sagsbehandlerskift og finansielle restriktioner i kommunen.

Populært sagt viser undersøgelsen, at to af kommunernes rigtig store udfordringer i disse år er meget afgørende for anbringelserne: Kan kommunen fastholde socialrådgiverne i børne- og ungeforvaltningerne, og kan/må socialrådgiverne placere de unge i de tilbud, de fagligt finder matcher de unges behov, eller skal de finde et billigere tilbud. På landsplan er personaleudskiftningen i socialforvaltningerne uhyggelig stor - mange anbragte børn og unge skifter sagsbehandler op til flere gange om året - og de kommunale udmeldinger om nedskæringer på området læser vi om dagligt.

Institutioner og opholdssteder har selvfølgelig også deres del af ansvaret. Ifølge undersøgelsen drejer det sig især om opståen af parallelverdener på institutioner, "smittefare" når de unge lærer af de andre unge og situationer, hvor anbringelsesårsagen bliver udsmidningsgrund, det vil sige når de unge smides ud for at gøre de ting, de i første omgang blev anbragt for at gøre.

Kommunerne kan kun leve op til deres del af ansvaret for de anbragte børn og unge, hvis de begynder at skabe tilstrækkelig gode arbejdsvilkår for de socialrådgivere, der arbejder med disse børn og unge. Der er behov for et loft over antallet af sager således, at man kan stille krav om en høj kvalitet i sagsbehandlingen, herunder udarbejdelse af grundige handleplaner og undersøgelser af de udsatte børn og unge. Det handler om muligheden for at kunne finde det rigtige tilbud, der matcher den enkeltes behov, uanset det er et dagtilbud, lokalt døgntilbud, familiepleje, opholdssted eller døgninstitution.

Jeg har stor forståelse for, at kommunerne for tiden føler sig presset på økonomien og gerne vil have styr på deres udgifter, men hvis ikke alle, både kommuner og anbringelsessteder, gør alt hvad de kan for at yde en ordentlig indsats, vil det være til stor skade for de udsatte børn og unge. Folketinget har netop gennemført Barnets Reform, der taler om større kontinuitet i indsatsen, men det er ikke netop det, vi oplever for tiden. På længere sigt kan besparelserne vise sig at være dyre, både for den enkelte unge og for samfundet som helhed. Efter den sidste nedskæringsrunde i starten af 90'erne med hjemtagelser, anbringelsesstop, lokale løsninger og "Family First" opstod der store problemer mange steder i lander, og der var en meget markant stigning i antallet af anbringelser fra 1997 og en række år frem. Hvis vi ikke passer på, vil vi se historien gentage sig - til stor skade for de udsatte børn og unge.