Efterværn – nødvendighed eller luksus

Vi lever i en tid, hvor vores børn bliver boende hjemme længere og længere. Ofte er de langt inde i tyverne, før de forlader hjemmets trygge arne og flytter hjemmefra. De nyder godt af støtten og opbakningen - både økonomisk og socialt. Det synes både de og vi er rigtig godt.

Men der er en gruppe unge, hvor logikken - eller måske snarere manglen på logik - peger i en anden retning. Det er nemlig de unge, der oftest har de dårligste forudsætninger for at klare sig på egen hånd - de anbragte unge. Vi ser i disse år i stigende omfang eksempler på udsatte unge, der allerede som 15-16-årige skal klare sig på eget værelse eller i et opgangsfællesskab med et minimum af støtte.

Afbrudte forløb
Det forsvares ofte med, at det er for dyrt, at de unge er trætte af pædagoger og vil klare sig selv, eller at de stikker af fra anbringelsesstederne. Det er også rigtigt i nogle tilfælde, men i mange tilfælde afbrydes et velfungerende udslusnings- eller efterværnsforløb til stor skade for den unge.

Nogle gange er begrundelsen, at den unge klarer sig "så godt", at der ikke er grund til fortsat tilknytning til anbringelsesstedet eller til at yde fortsat støtte fra anbringelsesstedet. Det afslører i mange tilfælde en afgrundsdyb uvidenhed om, hvordan de unge i virkeligheden slås med sig selv og deres fortid for at fremstå lige som alle andre. Som nogen, der bare kan det der med at overleve - at klare sig selv. Prisen er ofte endog meget stor, så stor, at den unge knækker nakken i forsøget.

Vi ser i disse år i stigende omfang eksempler på udsatte unge, der allerede som 15-16-årige skal klare sig på eget værelse eller i et opgangsfællesskab med et minimum af støtte.

Geert Jørgensen
Direktør i LOS

Afslutning af indsatsen
Det er så meget mere uforståeligt, når man ved, at man i mange tilfælde har brugt mange millioner på at hjælpe de unge frem til der, hvor de er, for så at nægte dem den sidste støtte. Den støtte der skal hjælpe dem med at tage det sidste skridt ud i livet.

Det svarer til at lave en smuk havebænk i fyrretræ, men ikke give den nogen form for træbeskyttelse. Hvis den skal stå ude i vind og vejr, vil det være tåbeligt ikke at afslutte det gode arbejde på en ordentlig måde.

Når det gælder anbringelser, er der lige så stort behov for at afslutte indsatsen på en ordentlig måde. Hvis man undlader det, skal man i hvert fald ikke bagefter komme og sige, at der kan man se; anbringelser nytter jo alligevel ikke noget. Så må de ansvarlige påtage sig deres del af ansvaret.

De anbragte børn og unge har så vidt det er muligt, krav på en omsorg, der kommer tættest muligt på den, vi giver vores egne børn. Alt for mange af dem får det ikke i dag - det bør vi alle tage vores del af ansvaret for at gøre bedre.