Flertal ønsker ny ordning for nedslidte ældre

EFTERLØN: Et flertal af danskerne støtter ideen om en ny ordning målrettet de arbejdsnedslidte over 60 år i stedet for efterlønnen, viser en ny måling. Især borgerlige vælgere er tilhængere af en ny ordning, men Venstre afviser idéen.
Statsministeren fastslog i sin nytårstale, at efterlønnen skal afskaffes. Et flertal af danskerne ønsker en ny ordning for de nedslidte over 60.
Statsministeren fastslog i sin nytårstale, at efterlønnen skal afskaffes. Et flertal af danskerne ønsker en ny ordning for de nedslidte over 60.Foto: DR.dk
Morten Øyen

Vi lægger ikke op til, at der skal laves en ny ydelse, men til at bruge de ydelser, som allerede findes. Og det er førtidspension og fleksjob, jeg her tænker på.

Ulla Tørnæs
Arbejdsmarkedsordfører, Venstre
Fakta

Arbejdsmarkedskommissionen, som blev nedsat af regeringen i 2007, skønner, at 29 procent af de nuværende efterlønsmodtagere ikke er i stand til at passe et ordinært arbejde. Det vil sige knapt 41.000 personer.

Regeringen skønner derimod, at gruppen udgør mellem 10-15 procent af efterlønsmodtagerne, hvilket svarer til 14.000-21.000 personer.

Størstedelen af befolkningen vil have en ny ordning målrettet de nedslidte over 60 år i stedet for efterlønnen. Det viser en ny meningsmåling foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk.

Flere end halvdelen af de adspurgte svarer, at de ønsker en ny ordning målrettet de nedslidte over 60 år. 31 procent vil ikke have ændret efterlønsordningen, mens 15 procent mener, at førtidspensionen alene skal opsamle de nedslidte.

V: Der er rigeligt med ydelser
Hos Venstre ser man med glæde på tallene, som ifølge partiets arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, viser, at befolkningen er klar til at afskaffe efterlønnen. Regeringspartiet afviser dog idéen om en ny ordning til nedslidte ældre.

"Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få efterløn. Den er ikke en nedslidningsordning, for vi har andre ordninger, der kan favne den gruppe," siger hun. 

Ulla Tørnæs understreger samtidig, at alt vil stå mere klart, når regeringen i næste uge har fremlagt sit tilbagetrækningsudspil og forklaret befolkningen, hvorfor der ikke skal laves en ny ordning.

"Vi lægger ikke op til, at der skal laves en ny ydelse, men til at bruge de ydelser, som allerede findes. Og det er førtidspension og fleksjob, jeg her tænker på," siger hun.

Borgerlige vælgere ønsker ny ordning
Ser man på målingens undertal, viser det sig, at særligt de borgerlige vælgere ønsker en ny ordning i stedet for efterlønnen. 60 procent af de vælgere, der foretrækker Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, mener, at der skal indføres en helt ny ordning, som målrettes de nedslidte over 60 år.

Og det kommer ikke bag på De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Helle Sjelle.

"Vi skal sikre gode forhold for de nedslidte. Det er også derfor, vi har sagt, at der skal være en sammenhæng mellem efterløns- og førtidspensionsreformen," siger hun og tilføjer, at hun er overbevist om, at der vil blive fundet en løsning for de nedslidte.

DF og S: vi står ved forlig
Målingen gør ikke det store indtryk på Dansk Folkeparti, som kan komme til at få en afgørende rolle, når der skal forhandles om en efterlønsreform.

"I Dansk Folkeparti står vi ved efterlønsforliget. Vi kan ikke se nogen grund til at afskaffe efterlønnen. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan gøre ordningen mere smidig, så det bliver nemmere at kunne gå fra og til efterløn," siger DF's  arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, som dog ikke vil udstede en garanti for, at partiet fastholder standpunktet, hvis velfærdsforliget bliver opsagt.

Også hos Socialdemokraterne, der er en del af velfærdsforliget, som indbefatter efterlønsordningen, afviser man en ny ordning for nedslidte ældre.

"Vi står ved forliget fra 2006. Det skal der ikke ændres ved. Langt de fleste efterlønnere er medlemmer af LO's fagorganisationer. Og det er ikke folk, der bruger efterlønnen på golf eller rejser langt væk. Vi synes ordningen er rimelig," siger arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen.

Dokumentation

Spørgsmål:
I forhold til efterlønsdebatten, hvilken ordning mener du der skal være for arbejdsnedslidte over 60 år?

Blandt alle adspurgte:

Efterlønsordningen skal bevares 100% 31,1
Førtidspension 15,2
En ny ordning målrettet denne gruppe 51,1 
Ved ikke  3,6

Fordelt på statsministerkandidater: 

Kandidat Efterløn bevares 100% Førtidspension Ny ordning 
Lars Løkke Rasmussen 8,5 29,1 59,5 
Helle Thorning Schmidt 49,3 5,5 42,0 

A&B-målingen er foretaget på nettet i perioden 6. januar til tirsdag den 11. januar på basis af 1.379 repræsentativt udvalgte svarpersoner. 

Grafik: Anne Hedeager Bentsen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

Torben Hansen

Borgmester (S), Randers Kommune, fhv. MF
lærer (Skive Seminarium 1989), MPA (2017)

Bent Bøgsted

Fhv. MF (DD)
maskinarbejder, Aalborg Tekniske Skole 1976, oversergent (Avedøre Rekrut- og Sergentskole 1977), våbenmekaniker (Nørrejyske Artilleriregiment 1977)

0:000:00