Ågerup: Indkald til trepartsforhandlinger om inklusion

Af Martin Ågerup
Direktør i CEPOS

Den danske model har en grim skyggeside, nemlig eksklusionen af en stor gruppe borgere, der ikke er så produktive, at de kan oppebære en løn på 120 kr. i timen. Det er ikke anstændigt. Og det er ikke holdbart.

Problemet skal løses. Thorning-regeringen forsøgte at indkalde til trepartsforhandlinger om at øge arbejdstiden med 12 minutter. Det gik ikke godt, men måske skulle man forsøge igen. Denne gang for at få skabt et nyt lavtlønsarbejdsmarked, hvor der ikke alene skabes mulighed for at arbejde til lavere lønninger, men også slækkes på regulering og uddannelseskrav, så det bliver lettere for blandt andre indvandrere og ufaglærte at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og derved opbygge kompetencer i jobbet.

Et sådant arbejdsmarked ville ikke i nævneværdig grad presse lønningerne for dem, der allerede er i beskæftigelse, men derimod skabe helt nye jobs til gavn for de udstødte.

Et voksende problem
Fraværet af et lavtlønsarbejdsmarked for blandt andre handicappede og ufaglærte i det moderne samfund ekskluderer store grupper fra en meningsfuld og selvforsørgende tilværelse.

Lad os tage de synshandicappede som eksempel. Kun 32 procent af Dansk Blindesamfunds medlemmer har en tilknytning til arbejdsmarkedet, hvoraf kun 11 procent var ansat på ordinære vilkår. Ifølge Blindesamfundet var stort set alle synshandicappede i den erhvervsaktive alder i beskæftigelse for 50 år siden. Denne eksklusion er tankevækkende, deprimerende og uacceptabel.

Ved at sætte et par ekstra trin på lønstigen gør vi det muligt for flere overhovedet at komme op på stigen. Dermed får de også chancen for at tilegne sig kompetencer via jobbet, som gør dem i stand til at tage nogle trin op ad stigen og hen ad vejen få en højere løn.

Martin Ågerup
Direktør i Cepos

”Udenforskabet”, som svenskerne kalder det, fører til fornedrelse og sygdom. 

I Danmark er vi oppe på, at godt 10 procent af befolkningen svarende til 450.000 personer i den arbejdsduelige alder helt eller delvist er på offentlig forsørgelse som følge af dårligt helbred. Det er 170.000 flere end i 1985. Og det er markant flere end i lande som Sverige og Tyskland.

IT-løsninger nytter ikke med mindstelønnens begrænsninger
Ny teknologi og international konkurrence har bidraget til, at ufaglærte job enten er blevet automatiseret eller flyttet til udlandet. 

Men hvorfor skulle sådanne globale tendenser skabe større problemer med eksklusion i Danmark end i andre lande? Er vi mere skravlede end svenskerne og tyskerne? Næppe. Og netop de synshandikappede har de seneste årtier om nogle fået bedre vilkår for at udføre ordinært arbejde, takket være IT, der automatisk omsætter tekst til tale, giver mulighed for distancearbejde osv.

En nærliggende forklaring kunne være, at vi i Danmark har meget høje mindstelønninger. Reelt arbejder voksne danskere ikke til lønninger under ca. 120 kr. i timen. Niveauet i Sverige ligger omkring 90 kr.

Lønstigen skal have flere trin
Umiddelbart virker det sympatisk med en høj mindsteløn, men omkostningerne er store. Vi har sat det første trin på lønstigen så højt, at nogle aldrig kommer op på stigen. Det er alle dem, der ikke fra dag nummer 1 er så strømlinede og produktive, at de kan levere værdi til deres arbejdsgiver svarende til 120 kr. i timen.

Hidtil har vi forsøgt at bekæmpe udenforskab med formel uddannelse. Og det er en god og nødvendig ting, men det kan ikke stå alene. 

Mange lærer mere ved at passe et job end ved at sidde på en skolebænk. De sidste 15 år har andelen, der ikke får en ungdomsuddannelse ligget på omkring 16-18 procent uden nogen klar faldende trend. Heller ikke ordninger som fleksjob har formået at løse problemet. Tværtimod har det ført til endnu flere på passiv forsørgelse.

Ved at sætte et par ekstra trin på lønstigen gør vi det muligt for flere overhovedet at komme op på stigen. Dermed får de også chancen for at tilegne sig kompetencer via jobbet, som gør dem i stand til at tage nogle trin op ad stigen og hen ad vejen få en højere løn.