Professor og overlæge: Ny kulegravning af alkoholbehandling risikerer at ende i syltekrukken. Og den er allerede fyldt til randen

Hvad er der så kommet ud af denne endeløse række af næsten enslydende undersøgelser og evalueringer? Foreløbigt ingenting. Der er stort set enslydende resultater i de fem undersøgelser af den danske alkoholbehandling.

Men der er på intet tidspunkt i forløbet taget initiativ til at ændre de kritisable forhold. Mange af løsningerne er simple og veldokumenterede, men måske det også er naivt at forestille sig, at der kan rettes op på dette stærkt underprioriterede område uden at tilføre flere ressourcer.  

I 2023 startede 7.860 personer offentlig finansieret alkoholbehandling. Tallet skal sammenholdes med 67.000 personer, som antages at have et svært alkoholproblem, og godt 400.000 med et moderat alkoholproblem.

Et kommunelotteri

Alt peger på en betydelig grad af underbehandling, og der er en betydelig geografisk variation i søgningen af tilbuddene de enkelte kommuner imellem.

Det skyldes måske det faktum, at mange borgere er ganske uvidende om eksistensen af gratis offentlig behandling.  

Opgaven med alkoholbehandling er landet i kommuner med indbyggertal ned til cirka 20.000. Her finder man behandlingstilbud, som modtager under 50 borgere i løbet af et år. 

I mere end 15 år har der været en stor og bekymrende variation i de anvendte behandlingsmetoder. 

Ulrik Becker og Thomas Fuglsang
Hhv. professor og overlæge

I den seneste undersøgelse havde 19 procent af offentlige tilbud mindre end fem ansatte. Sagt med andre ord:

Små enheder som aldrig når den kritiske masse, der er forudsætningen for at udvikle et fagligt miljø, der kan levere alkoholbehandling af høj kvalitet. Løsningen kunne være nogle minimumskrav til kapacitet og tværfaglig bemanding, for eksempel mindst 20 behandlere per behandlingsenhed.  

Allerbedst ville det være at flytte alkoholbehandlingen til Regionerne. Herved kunne man styrke den sundhedsfaglige bemanding, øge fokus på de somatiske følgesygdomme samt koordinere med psykiatrien, som allerede har overtaget alkoholbehandlingen for de psykiatriske patienter.

En løsning der ikke udelukker opretholdelse af lokale behandlingssatellitter. 

I mere end 15 år har der været en stor og bekymrende variation i de anvendte behandlingsmetoder. Og det selvom vi siden 2006 har haft nationale anbefalinger af evidensbaserede metoder, som senest i 2023 er bekræftet ved en opdateret gennemgang af international forskning på feltet.

Alligevel er for eksempel NADA (øreakupunktur) fortsat udbredt trods manglende videnskabelig dokumentation af effekt. Disulfiram (Antabus®) er fortsat den hyppigst anvendte medicinske behandling, selvom der er ringe dokumentation af effekt, mens mere evidensbaserede medikamenter som Acamprosat og Naltrexon kun anvendes i beskedent omfang. 

En jungle af udbud

Det er på høje tid at indføre nogle bindende kliniske standarder for alkoholbehandlingen. 

Vi ved, at der er stor variation i antallet af ansatte og spredningen på faggrupper. Mange tilbud har stadig ikke en fast ansat læge, og især på private egenfinansierede behandlingssteder er der få sundhedsfagligt uddannede. Herved bliver det også svært at levere en kvalificeret sundhedsfaglig behandling.  

Evidensbaserede metoder og faglig udvikling forudsætter personale med minimum en mellemlang videregående pædagogisk, socialfaglig eller sundhedsfaglig uddannelse med relevant efteruddannelse og autorisationsordning for alkoholbehandlere.

Og for lægerne kunne det være tiltrængt med et velbeskrevet fagområde i addiktiv medicin.  

Borgerne har vanskeligt ved at finde rundt i det store udbud af offentlige og private behandlingstilbud. Indhold og kvalitet er vanskelige at gennemskue.

Fremadrettet bør alle tilbud – også de private egenfinansierede – overholde samme faglige retningslinjer som de offentligt finansierede samt underlægges de samme regelmæssige myndighedstilsyn som de offentligt drevne behandlingstilbud – hvilket ikke er tilfældet i dag.

Forslagene til forbedring af alkoholbehandlingen står som nævnt i kø. Det er derfor glædeligt, at der i Aftale om kommunernes økonomi for 2026 er skrevet ind, at regeringen og KL vil samarbejde for blandt andet at opnå en bedre behandlingskvalitet.

Kulegravningen er nu sendt til Sundhedsministeriet og Folketinget med henblik på politisk behandling. Det risikerer (igen) at blive en syltekrukke, men nu må der altså ske noget.

Revision af Sundhedsloven og udarbejdelsen af en ny Folkesundhedslov er passende anledninger hertil.