Antropolog til ny regering: Der er mange problemer, men fattigdom skal øverst på dagsordenen

Politiken bragte for nyligt en reportage fra Kolding, hvor man blandt andet kunne møde mor til to, Dina Jensen, der står uden arbejde og snart sættes ud af sin bolig.

Dina får 10.000 kroner udbetalt om måneden og kan ikke få enderne til at mødes. Hun har svært ved at finde et sted at bo, der er til at betale, og har dårligt råd til dagpleje, tøj og mad.

Denne økonomiske utryghed har voldsomme konsekvenser for ikke bare Dina, men også hendes ældste søn, Oliver. Han har stort set ikke været i skole hele efteråret, fordi han er så bekymret for familiens økonomi.

Som Dina siger: "Hans base smuldrer, og han spekulerer: Får vi en god jul? Får vi noget at bo i? Han kan ikke overskue skolen. I stedet gemmer han sig hjemme bag sin computer. 'Så tænker jeg ikke så meget,' siger han."

Fattige børn spiser mindre

Desværre er Dina og Olivers hjerteskærende historie langt fra enestående. Red Barnet melder om familier, som undlader at købe nødvendig medicin til deres børn. Om forældre som afleverer de mindste tidligere i institution om morgenen, så de kan få havregryn dér. Og om mødre, som fortæller deres børn, at de allerede har spist aftensmad, fordi der ikke er råd til, at de kan spise med.

At et stort – og stigende – antal danskere på denne måde lider basale afsavn, er totalt uacceptabelt

Kjartan Sveistrup Andsbjerg
Antropolog

Disse erfaringer afspejler virkeligheden for tusindvis af danskere. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2020 cirka 240.000, der levede i fattigdom herhjemme, herunder cirka 60.000 børn.

Det er naturligvis ikke alle disse mennesker, der har det lige hårdt, men blandt dem findes altså folk, der lider store afsavn som i ovenstående eksempler. Og hos størstedelen af dem betyder den galopperende inflation et forringede levevilkår.

Mødrehjælpen beretter om 40 procent flere ansøgere om julehjælp end sidste år. Hos Dansk Folkehjælp er hver femte ansøger til julehjælp i år førstegangsansøger. Og Egmont Fonden har vist, at 90 procent af trængte børnefamilier angiver, at deres økonomiske situation er forværret sammenlignet med for et år siden, samt at børnene i 58 procent af familierne får mindre mad end for et år siden.

Krisen kradser i den grad på samfundets bund.

Politisk vilje er alt, der mangler

At et stort – og stigende – antal danskere på denne måde lider basale afsavn, er totalt uacceptabelt. Fattigdom er aldrig fortjent og kan ikke forsvares, hvis den kan undgås. Og det kan den. Men det kræver politisk vilje.

Fattigdom er et komplekst fænomen med lige så mange forskellige årsager, som der er mennesker. Derfor findes der ikke nogen snuptagsløsning på problemet. Tværtimod kræver det, at man politisk sætter ind på alle fronter samtidig og systematisk. At man hæver de laveste ydelser. At man får de folk, der kan, i job. At man investerer i psykiatrien, uddannelsessystemet og støtten til udsatte familier.

Vi kan altså sagtens løfte samfundets bund, hvis bare vi er villige til at omfordele mere mellem os

Kjartan Sveistrup Andsbjerg
Antropolog

Alt dette koster selvfølgelig. Heldigvis har vi råd. Danmark er et af verdens rigeste lande og rigere, end vi nogensinde har været før.

Ifølge Fagbladet 3F har de 100 rigeste danskere til sammen en formue på 995 milliarder kroner. Og ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har de rigeste 10 procent af danskerne en indtægt på næsten 700.000 kroner om året efter skat.

Vi kan altså sagtens løfte samfundets bund, hvis bare vi er villige til at omfordele mere mellem os.

Jeg ved godt, der er masser af andre problemer, der står i kø for at blive håndteret. Der er klimaet. Der er økonomien. Der er sundhedssystemet. Alt dette kræver fokus. Alligevel vil jeg opfordre den nye regering til at sætte fattigdomsbekæmpelse øverste på deres dagsorden.

For hvad kan i grunden være vigtigere? Hvad skal vi bruge al vores velstand til, hvis ikke til at hjælpe de fattigste? Og hvad er en velfærdsstat værd, hvis ikke den griber dem, der har mest brug for det?

I et land, hvor nogle har alt, skal ingen mangle det basale. Det bør være grundstenen for samfundet og for den nye regering.