AskovFonden: Regeringen har glemt civilsamfundet i sin psykiatriplan 

På samme måde bidrager Askovhus, AskovFondens tilbud til børn, unge og voksne med spiseforstyrrelser og deres pårørende med højt specialiseret behandling og rehabilitering i tæt samarbejde med den regionale behandling, hvor vi løfter behovet for supplerende indsatser før, under og efter en eventuel indlæggelse.

I Dialog mod Vold er psykologer specialiserede i at hjælpe voldsudøvere og deres familie med at stoppe den voldelige adfærd, så flere børn kan vokse op med en barndom uden vold.

Og i KBH+, AskovFondens unge- og kulturhus, mødes unge med systemtræthed i en uformel ramme og får igen mod til at tage imod hjælp.

Hvis regeringen for alvor vil opnå helhedsorienterede indsatser i psykiatrien, er det nødvendigt at arbejde hele vejen rundt. 

Direktører, AskovFondens fem indsatser og administrerende direktør, AskovFonden

Her agerer vi sporhund i det nuværende system for at finde den rette hjælp til de unge, og derefter rambuk, der sparker døren ind til den hjælp, de har behov for.   

Planen misser relevant potentiale 

Civilsamfundet er ikke én størrelse. Det rummer både lavtærskeltilbud, hvor man kan komme ind fra gaden, og højt specialiserede behandlings- og støttetilbud.

I AskovFonden møder vi hver dag børn, unge og voksne, der kæmper med psykisk sygdom og psykisk sårbarhed i kombination med social udsathed, og som derfor søger vores støtte til beskæftigelse, stabilitet i hverdagen, fællesskaber og udvikling.  

Andre lider af en spiseforstyrrelse i kombination med komplekse psykiske lidelser og udviklingsforstyrrelse og har derfor behov for behandling og rehabilitering.

Vi møder også børn, unge og familier, der er belastede af langvarige skolevægringsforløb, mange skoleskift og nederlag i sociale sammenhænge, eller som oplever vold eller voldsomme konflikter i deres familie. 

Disse indsatser letter hver især – og samlet – presset på psykiatrien. Vi er med til at forebygge genindlæggelser, fordi vi blandt andet er tættere på borgernes hverdagsliv og kontekst.

Samtidig hjælper vi kommunerne med at løfte opgaver, der kræver et særligt speciale, for eksempel spiseforstyrrelser og vold i nære relationer.  

Alligevel er civilsamfundets potentiale ikke skrevet ind i konkrete målsætninger eller strukturer i planen. 

Helshedsorienteret indsats uden civilsamfundet? 

Vi vil gerne bidrage med viden, erfaring og praksis. Civilsamfundet bør være en integreret del af de tværfaglige arbejdsgrupper og fora, som nu skal nedsættes.

Hvis vi skal lykkes, skal alle relevante hænder og perspektiver i spil – ikke kun dem, der allerede er en del af systemet.

Direktører, AskovFondens fem indsatser og administrerende direktør, AskovFonden

Ikke fordi vi ønsker særstatus, men fordi vi har unik praksisnær viden og mangeårig erfaring med netop de mennesker, der er i kontakt eller i risiko for kontakt med psykiatrien.

Vi kan bidrage til at sikre kvalitet i social- og sundhedsindsatser på tværs af kommuner og regioner, så ulighed i sundhed mindskes.

Hvis regeringen for alvor vil opnå helhedsorienterede indsatser i psykiatrien, er det nødvendigt at arbejde hele vejen rundt – også strukturelt.  

Et af de mennesker, der gør brug af AskovFondens Socialpsykiatri, spurgte for nylig, hvordan psykiatriplanen forholder sig til "det hele menneske".

Spørgsmål blev stillet, fordi de mennesker, der benytter vores tilbud, savner at blive set og mødt som hele mennesker, hvor vejen til trivsel og en meningsfuld hverdag ikke kun handler om en psykisk sygdom, der skal behandles.

Det er svært at se, hvordan man vil lykkes med en "helhedsorienteret indsats", når civilsamfundet fylder så lidt.

Fælles opgave at løfte psykiatrien 

Vi ved, at relationer og fællesskaber er anerkendt som både styrkende, beskyttende og helende faktorer i menneskers liv.

Og da det netop er nogle af civilsamfundets største styrker, er det ærgerligt, hvis vi ikke tænkes strukturelt ind i en ny infrastruktur, der skal sikre en "helhedsorienteret indsats".

Vi ser det som en fælles opgave at sikre, at den nye 10-årsplan bliver et virkeligt løft – ikke kun en politisk ambition. Til syvende og sidst handler det ikke om civilsamfundet eller offentlige organisationer, men om de mennesker, vi er her for at hjælpe.

Derfor må vi samarbejde systematisk og strukturelt på tværs af regioner, kommuner, civilsamfund og andre aktører.

Hvis vi skal lykkes, skal alle relevante hænder og perspektiver i spil – ikke kun dem, der allerede er en del af systemet.

Til syvende og sidst handler det ikke om civilsamfundet eller offentlige organisationer, men om de mennesker, vi er her for at hjælpe.

Direktører, AskovFondens fem indsatser og administrerende direktør, AskovFonden

Lad de aktører, der demonstrerer gode resultater og høj kvalitet i tilbud, være dem, der er med til at løfte vores fælles opgave til gavn for de mennesker, der har brug for hjælp til et værdigt liv med mindre mistrivsel. 

Glem ikke forebyggelse  

Regeringen udtalte i forbindelse med den nye psykiatriplan, at ingen mennesker skal udskrives til ingenting. Det er vi enige i.

Men ambitionen må også være, at langt færre mennesker får behov for indlæggelse eller behandling i psykiatrien, fordi vi som samfund bliver bedre til at forebygge.

En undersøgelse fra Vive i 2025 peger på, at kvaliteten i mange daginstitutioner er alarmerende lav.

Resultaterne for daginstitutionerne viser, at kun 13 procent har god kvalitet, 49 procent har tilstrækkelig kvalitet, mens 38 procent har utilstrækkelig kvalitet, og færre end tre stuer har ringe kvalitet, hvilket er en væsentlig medvirkende faktor til senere mistrivsel og psykiske sårbarheder.

At højne kvaliteten i psykiatrien starter derfor langt tidligere. Vi skal sikre høj kvalitet i de tidlige barndomsår – herunder også i alle daginstitutioner.

Men for de mennesker, som ikke gribes, hvor livet vælter, og der er brug for indlæggelse og behandling, er det livsvigtigt, at de ikke oplever at blive udskrevet og føler, at de står alene med den svære opgave, det er at finde fodfæste i hverdagen igen.

Det vil vi i langt højere grad kunne undgå, hvis civilsamfundet strukturelt aktiveres og tænkes ind langt tidligere end i dag – både før, under og efter, at den psykiske lidelse tager over i et menneskes liv. 

I diskussionen om ressourcer og kapacitet bør vi derfor ikke glemme forebyggelsen. Vi skal i endnu højere grad sikre, at børn og unge får den nødvendige støtte, før deres udfordringer udvikler sig til psykisk sygdom.