Børnerådet, De Anbragtes Vilkår og Børns Vilkår: Her er, hvad vi skal gøre for at få flere plejefamilier

Samtidig bliver plejeforældrene ældre. Mange af dem, der bærer opgaven i dag, er altså også dem, der snart går på pension. Tilbage står børn og unge, der har brug for en plejefamilie.

Heldigvis vil man på Christiansborg gøre sit for at løse problemet ved de kommende forhandlinger om nye rammer for plejefamilier.

Her skal fokus være på, hvordan vi får de rigtige voksne til at blive plejeforældre. Og til at blive, når de er der.

Tre pejlemærker bør stå urokkeligt.

1. Børn skal inddrages 

Vi skal sikre, at opgaven for plejefamilierne er tydelig. Det er et særligt livsvalg at blive plejefamilie, og det må være i centrum.

Kun når vi finder de voksne, der vil det, kan vi leve op til det, børnene har ret til og det, der er intentionen i den politiske aftale om Børnene Først.

Vi skal sikre alle børn trygge hjem, hvor de mødes af voksne, de kan regne med, og hvor de inddrages og støttes i alle overgange og faser.

Det er ikke plejefamilien, der skal gøres til et system. Det er systemet, der skal blive professionelt omkring plejefamilien.

Bente Boserup, Fransiska Mannerup, Rasmus Kjeldahl
Forperson, Børnerådet, forperson, De Anbragtes Vilkår og direktør, Børns Vilkår

Her er matchningen et helt centralt pejlemærke. Det rigtige match er en forudsætning for, at barnet kan få ro til et godt børneliv. Det gavner barnet, men giver også plejefamilien de bedste betingelser for at lykkes.

Børnene skal derfor inddrages mere systematisk, når der matches, og systemet skal tage højde for barnets vigtigste relationer: søskende og familie, skole, fritid og netværk.

Et godt match forebygger sammenbrud og nye skift. Og skift er der alt for mange af: Næsten halvdelen af alle anbragte børn og unge har været anbragt to eller flere steder.

Hver gang man bliver flyttet, er der risiko for tab af relationer. Det er en sikker vej til mere utryghed for børn, der i forvejen har været igennem meget.

2. Et professionelt bagland

Gennem mange år har fokus været på professionalisering af plejefamilierne. Intentionen er god, og et stærkt medmenneskeligt engagement i et plejebarn står ikke i modsætning til professionalisme – tværtimod.

Men vi skal vende blikket det rigtige sted hen: Det er ikke plejefamilien, der skal gøres til et system. Det er systemet, der skal blive professionelt omkring plejefamilien.

Det, der risikerer at tage pusten fra familierne, er nemlig mangel på opbakning og ensomhed i opgaven.

For vi skal ikke gøre plejeforældre til terapeuter, jurister og sagsbehandlere. Vi skal sikre, at de har et professionelt bagland, når barnet har brug for mere, end en familie kan bære alene.

Det betyder hurtig adgang til sparring og supervision. Tydelige handlemuligheder. Specialiseret hjælp, når barnets behov ændrer sig. Og et sikkerhedsnet, der er synligt og til at få fat på – før problemerne vokser.

3. Økonomien skal ud af børneværelset

Det tredje pejlemærke er enkelt, men afgørende: Økonomien må ikke være noget, barnet kan mærke.

Børnerådet har talt med børn, der fortæller, at de gør sig dårligere, end de er, for at øge chancen for at få ungestøtte eller for at sikre, at plejeforældrene kan få de bedste vilkår for at støtte dem.

Når økonomiske forhandlinger ligger tæt på barnet, flytter vi voksensystemets logik ind i hjemmet. Det skaber uro. Og uro skaber distance. Det er det modsatte af det, plejefamilien er til for.

Derfor skal reformen skabe mere ro, forudsigelighed og gennemsigtighed. Uden at økonomi bliver en ekstra konfliktlinje.

Åbn dørene igen

Vi mister mere end 2.000 plejefamilier de næste 15 år. 2.000 døre, der lukker sig for børn, der allerede står i en udsat position, og som har brug for voksne, der bliver.

Derfor er vejen klar: Find de rigtige voksne og styrk børns rettigheder og inddragelse, så vi matcher rigtigt fra start.

Giv plejefamilier et professionelt bagland. Og flyt økonomien ud af børneværelset, så der bliver plads til familien.

Så kan vi åbne dørene igen. Og vigtigst: holde dem åbne.