Børnesagkyndige: Skilsmissebørn betaler prisen for, at støttet samvær falder mellem to lovgivninger

Der kan være tale om en forholdsvis lille indsats, der kan have stor betydning for det enkelte barn. Alligevel er det en indsats og en hjælp, som ikke alle får. Ikke fordi man skønner, at hjælpen ikke vil være til barnets bedste. Men alene fordi det er uklart, hvem der skal give den.

Problemet er opstået, fordi to lovgivninger, forældreansvarsloven og barnets lov, på dette område ikke tydeligt nok er blevet reguleret i forhold til hinanden, hvilket for nylig er påpeget i en fagartikel fra adjunkt og ph.d. Maria Fonseca på Aalborg Universitet.

Det er jævnfør barnets lov tydeligt, at kommunerne har pligt til at støtte anbragte børns samvær med deres forældre, når det er til barnets bedste. Men kommunernes forpligtelse i forhold til at støtte samvær, hvor barnet ikke er anbragt, er ikke lige så tydeligt.

Også selvom konsekvensen for børn i realiteten kan være, at de kan miste kontakten med den forælder, de ikke bor hos.

Kommunerne vil ikke altid støtte op

Det drejer sig ofte om ulykkelige sager, hvor forældre er i højkonflikt med hinanden, og både forældre og børn er meget påvirkede af situationen.

Årsagerne kan være meget forskellige. Forældre, der før klarede forældreskab og familieliv sammen, kan – for en tid – helt miste evnen til at samarbejde, fordi stærke følelser forstyrrer den tidligere tillid forældrene imellem.

Svære samlivsforhold og brud kan gøre det umuligt for forældre at være trygge ved børns samvær med den anden forælder, inden forholdene forældrene imellem er enten bearbejdet eller afklaret.

Og endelig kan forældres uenigheder få en tidsmæssig så langstrakt karakter, at især små børn vænner sig så meget til forholdene i det ene hjem, at det andet hjem begynder at blive mere uvant og fremmed for dem.

Vi står lige nu der, hvor vi i et system udtaler os om kuren, men det andet system siger, at medicinen ikke er tilgængelig.

Marie Elbinger Gramstrup og Birgitte Ørnstrup
Børnesagkyndig psykologer

I det familieretslige system hjælper børnesagkyndige psykologer forældre og dommere med at belyse barnets perspektiv, når forældre er i konflikt med hinanden, herunder når en sag er endt i et brud i barnets kontakt til den ene forælder.

Det familieretslige system kan afgøre, at der skal være korte forløb med overvåget samvær i Familieretshuset, så det kan belyses hvilken hjælp, der eventuelt skal iværksættes i forhold til det fremadrettede samvær.

Men selvom hele baggrunden for det nye Familieretshus-system var at skabe et større samarbejde og kontinuitet imellem det familieretslige system og det kommunale hjælpesystem, så er det på nuværende tidspunkt ikke altid sådan, at kommuner vil støtte op om, at samværet også kan fortsætte udover et afgrænset forløb i Familieretshuset.

Barnets lov bør ændres

Vi står reelt lige nu i den situation, at fagligheden i det familieretslige system kan vurdere, at det vil være til et barns bedste at bevare kontakten til begge sine forældre, og at samværet med den forælder, barnet ikke bor med, skal støttes for en kortere eller længere periode.

Men når forældre så, endda i enighed, beder deres kommune om den hjælp, de har fået at vide fra det familieretslige system, der er brug for, kan de risikere, at kommunen ikke nødvendigvis vil hjælpe samværet videre.

Vi står lige nu der, hvor vi i et system udtaler os om kuren, men det andet system siger, at medicinen ikke er tilgængelig.

Ankestyrelsen har til os oplyst, at kommunerne har mulighed for at yde støtte til samvær i skilsmissesager efter barnets lov paragraf 32, hvis samværet ikke kan finde sted uden støtte, og det er til barnets bedste, at samvær kan finde sted. Kommunerne er dog ikke forpligtede til at yde støtte til samværet.

Vi mener, at det bør fremgå tydeligt af barnets lov, at kommunerne er forpligtede til at yde støtte til samvær i skilsmissesager, når samvær er til barnets bedste, men ikke kan foregå uden hjælp.

Børn bør ikke miste kontakten til en forælder på grund af uklar lovgivning.