Debat: Venstre og Socialdemokratiet lader stofbrugerne i stikken

DEBAT: Det lader ikke til, at politikerne aner, hvor stor ulighed vi har i det danske sundhedsvæsen, skriver Anja Plesner Bloch. Og hverken V eller S har leveret overbevisende bud på, hvordan man tager hånd om stofbrugerne i fremtiden.

Af Anja Plesner Bloch
Formand for Brugernes Akademi og medlem af Rådet for Socialt Udsatte

Valgkampen er ovre. En valgkamp, hvor sundhed desværre har fyldt for lidt, selvom toneangivende politikere ellers var flittige til at varme op med løfter om et mere nært sundhedsvæsen. Alligevel glæder vi os hos Brugernes Akademi over, at nærhed i sundhedsvæsenet trods alt er blevet et politisk ord – så længe det ikke ender som et politisk modeord. For der er akut behov for mere nærhed, hvis vi skal gøre op med den store sociale ulighed i det danske sundhedsvæsen.

Indholdet i både Venstres og Socialdemokratiets bud på fremtidens ”nære” sundhedsvæsen giver desværre ikke anledning til hverken glæde eller optimisme efter valget på vegne af samfundets mest udsatte: stofbrugerne. Hvis du finkæmmer partiernes udspil i jagten på konkrete initiativer målrettet mod stofbrugere, spilder du din tid.

Behov for en mere ambitiøs indsats
Den eneste konkrete idé kommer fra Socialdemokratiet, der i sit udspil ’Tid til omsorg’ lufter idéen om flere socialsygeplejersker på landets hospitaler. Men for stofbrugere er der ikke meget nærhed over en sygeplejerske på et sygehus, de, som en konsekvens af deres livssituation, aldrig finder vej til. Der er behov for en langt mere ambitiøs, flerstrenget og opfindsom indsats, hvis vi for alvor skal møde stofbrugerne i øjenhøjde og sikre dem lige adgang til sundhedsvæsenet. Og skal vi ikke det?

Jeg tror desværre ikke, at den almindelige dansker – eller politiker for den sags skyld – er klar over, hvor stor ulighed vi har i det danske sundhedsvæsen. Her er virkeligheden, at en stor gruppe af samfundets svageste føler sig sat uden for døren. De møder en omverden, der er ligeglad med deres liv og helbred. Lad os starte med at slå fast, at en stofbruger ikke tager stoffer for at dø.

En stofbruger tager stoffer for at holde ud at være i live. Stofbrugen er en form for selvmedicinering, en psykisk førstehjælp, der tyes til for at lindre traumer og psykiske lidelser, som ofte stammer fra en svær barndom og opvækst. Vi ved for eksempel, at over halvdelen af de kvinder, der er indskrevet i metadonbehandling i Danmark, har været udsat for seksuelle overgreb. En fjerdedel af disse er incestuøse.

De ressourcestærkes sundhedsvæsen  
Som stofbruger er mødet med sundhedsvæsenet ofte mødet med et system, der er skabt til den ressourcestærke borger og ikke til et liv som udsat, hvor man er langt fra e-Boks og faste telefontider hos lægen mellem klokken otte og ni.

Man skal have ressourcer for at navigere rundt i et moderne sundhedsvæsen, og den slags ressourcer har udsatte per definition ikke. Finder du som udsat vej til et sygehus, opdager du hurtigt, at du skal finde vej i et hav af specialafdelinger, hvor aftaler både bookes og aflyses via digitale systemer. Et hospitalsbesøg afføder som regel en række nye aftaler på andre specialafdelinger – gerne på forskellige datoer. Og som udsat borger giver du alt for ofte op, før du overhovedet er kommet i gang.

De udsatte er sat udenfor
Som samfund kan vi ikke acceptere, at de udsatte er sat uden for sundhedssystemet. For vi ved, at eksempelvis stofbrugere lider af en lang række alvorlige sygdomme, der kræver behandling.

Mange lider af infektioner, lungebetændelse og tuberkulose. Andre ryger cigaretter, nogle endda kombineret med hash og heroin. Det giver store skader på lungerne. Derfor lider mange stofbrugere af begyndende eller alvorlig KOL allerede i 40-årsalderen. Men de er ikke i et behandlingsforløb, som andre KOL-patienter. Derfor får de heller ikke den rigtige medicin.

De få, der er i behandling, har ofte ikke råd til at lægge ud for deres medicin for senere at få pengene refunderet af kommunen. Og det der med at få søgt om et medicinkort, ja det er ikke så ligetil.

Løs problemerne på rusmiddelcenteret
Hvorfor tænker politikerne ikke de udsatte ind i al snakken om sundhedsfællesskaber og den nære sundhed? At investere i flere socialsygeplejersker på sygehusene hjælper ikke stofbrugerne. For de kommer slet ikke ned på sygehuset.

Løsningen skal findes dér, hvor stofbrugerne allerede er, nemlig på rusmiddelcentrene. Hvorfor tilbydes stofbrugerne ikke forebyggelse og behandling på de steder, hvor de i forvejen kommer flere gange om ugen? De steder, hvor personalet rent faktisk er rustet til at tage hånd om en stofbrugers sundhedstilstand.

Nogle vil sikkert indvende, at der allerede er læger på centrene. Det er korrekt, men adgangen til dem er alt for dårlig, og når en stofbruger endelig mødes med lægen, handler mødet udelukkende om medicin.

Ikke om at have ondt i ryggen og svært ved at trække vejret. Politikerne skal sikre, at alle rusmiddelcentre tilbyder et årligt sundhedstjek.

Fremskudt behandling virker
Vi har gode eksempler på, at fremskudt behandling virker – se bare på udredningen og behandlingen af hepatitis C i Region Syddanmark.

Netop hepatitis C er særligt udbredt blandt stofbrugere, og i Brugernes Akademi har vi etableret en peer-to-peer-support, hvor vi hjælper stofbrugere med deres sundhedsmæssige problemer. Et godt eksempel er vores 'Ud af C'eren'-kampagne, hvor vi tager ud blandt stofbrugere og tester for hepatitis C.

Alle, der her bliver testet positiv, hjælper vi gennem behandling, til de er kureret. Dét er nærhed for dem, der er allerlængst fra sundhedsvæsenet, og der er ikke tale om massive investeringer og ressourcekrævende forandringer, men om at etablere samarbejder og adfærdsændringer mellem de eksisterende institutioner.

Skal jeg pege på en løsning, så handler den om, at der fra politisk side er behov for beslutninger, der gør det muligt at implementere nærhedsstærke initiativer på tværs af aktører og regioner. Det er langt fra tilstrækkeligt, at de udsatte borgeres ve, vel og liv, som tilfældet er i dag, er afhængigt af ildsjæle, der gør en forskel. Som partierne spiller ud, så spiller det ikke for de udsatte borgere, for hvem nærhed er nødt til at være endnu tættere på.

Forrige artikel Lektorer: Kontrol og detailstyring er ikke garanti for kvalitet i daginstitutionerne Lektorer: Kontrol og detailstyring er ikke garanti for kvalitet i daginstitutionerne Næste artikel Aaja Chemnitz: Nok er nok – sådan stopper vi seksuelle overgreb Aaja Chemnitz: Nok er nok – sådan stopper vi seksuelle overgreb