Debat

BUPL: Hjælp unge med at drikke mindre

DEBAT: Mange unge følger de voksnes alkoholvaner og får derfor tidligt et afslappet forhold til det. De voksne bør derfor have en mere kritisk tilgang til deres alkoholvaner, skriver Lars Søgaard Jensen, faglig sekretær i BUPL.

Der er brug for, at vi ser kritisk på, hvilken alkoholkultur vi opdrager vores unge til, og der er brug for, at vi tager deres nødråb alvorligt og hjælper dem med at klare sig uden alkoholen som krykke, skriver Lars Søgaard Jensen, faglig sekretær i BUPL.
Der er brug for, at vi ser kritisk på, hvilken alkoholkultur vi opdrager vores unge til, og der er brug for, at vi tager deres nødråb alvorligt og hjælper dem med at klare sig uden alkoholen som krykke, skriver Lars Søgaard Jensen, faglig sekretær i BUPL.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Søgaard Jensen
Faglig sekretær i BUPL

Danske unge drikker både tidligere, mere og oftere end andre unge europæere. Det er en kedelig rekord og en god anledning til at se på, hvordan vi kan få de unge til at udskyde alkoholdebuten og drikke mindre, for unge, der tidligt starter med at drikke, er i højere risiko for at udvikle et alkoholproblem senere hen.

Men hvorfor drikker danske unge så meget, og hvad kan vi gøre ved det? Sundhedsstyrelsens alkoholundersøgelse fra 2015 forklarer baggrunden ganske klart: der ligger sociale årsager bag – et ønske om at komme i stemning til en fest, en måde at dæmpe usikkerhed og en vej til at komme i kontakt med andre unge. Alt sammen ganske naturlige ønsker for en teenager, men også en usund og kortsigtet genvej til de sociale relationer med store bivirkninger.

De unge ved godt, at alkoholen ikke løser deres problemer, for det er den aldersgruppe, hvor flest oplever negative konsekvenser af alkoholforbruget, viser Sundhedsstyrelsens undersøgelse. Når de drikker, betyder drukturen nogle gange, at de unge kommer til at gøre skade på sig selv, eller at de ikke kan huske, hvad der er sket aftenen før, og alkoholen går ofte ud over deres skolearbejde eller job.

Det er alvorlige problemer, men det er positivt, at de unge godt selv kan se de negative konsekvenser. Så er vi kommet et langt stykke ad vejen, men den helt store synder er den danske alkoholkultur, som de unge blot viderefører, og det kræver en meget stor vilje at sige nej til alkohol og risikere at være udenfor.

Det går den rigtige vej
Alkohol er en integreret del af mange af vores traditioner og vores levemåde, og det at være ung forbindes med at prøve grænser af, eksperimentere, gå til fester og drikke sig fuld. Og det starter for manges vedkommende allerede i folkeskolealderen, hvor de unge imiterer de voksne ved at drikke alkohol. De spejler således de vaner, de ser deres forældre og andre voksne have, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan vi som voksne taler om alkohol og omgås det i hverdagen.

Den glædelige nyhed er, at udviklingen går i den rigtige retning. Danske unges alkoholforbrug er faldende og særligt blandt unge mænd.

Lars Søgaard Jensen
Faglig sekretær i BUPL

Den glædelige nyhed er, at udviklingen går i den rigtige retning. Danske unges alkoholforbrug er faldende og særligt blandt unge mænd. Samtidig vil flere af de unge gerne drikke mindre – de ved altså godt, at den er gal. Gennemsnitsalderen for alkoholdebut er også faldet lige siden 1984, og særligt fra 2010 er det gået den rigtige vej. Meget tyder altså på, at de tiltag, der er taget herhjemme for at gøre noget ved de unges alkoholforbrug, har virket, herunder forhøjelsen af aldersgrænsen for køb af alkohol.

Men den hellige grav er ikke velforvaret, for vi har stadig den højeste europæiske andel af 15-årige, der har prøvet at drikke sig fuld, så der er alt mulig grund til at holde fast og give de unge nogle gode alternativer til at drikke sig fulde hjemme på teenageværelserne. Lige nu skærer vi i ungdomsklubberne i stedet for at opprioritere de steder, hvor de unge kan komme i kontakt med andre unge, dyrke deres interesser og være sammen om noget andet end alkoholen.

Der er også brug for, at vi ser kritisk på, hvilken alkoholkultur vi opdrager vores unge til, og der er brug for, at vi tager deres nødråb alvorligt og hjælper dem med at klare sig uden alkoholen som krykke. For tallene viser, at de unge faktisk gerne vil have hjælp til at drikke mindre. Det synes jeg, vi skal give dem. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Søgaard Jensen

Faglig sekretær, forretningsudvalgsmedlem, BUPL
pædagog (Odense børnehave og fritidspædagog seminarium 1987)

0:000:00