Center for Boligsocial Udvikling: Når vi taler om udsatte unge, skal vi sætte mennesket før systemet

Tidlig forebyggelse er en vigtig del af løsningen, når det gælder børn og unge i udsatte positioner, der er i risiko for på sigt at stå uden for uddannelse. Men vi må ikke glemme de unge, der ikke er blevet hjulpet videre af de eksisterende indsatser, og som er i risiko for at gå under radaren.

I størstedelen af de udsatte boligområder er det hver fjerde ung mellem 18 og 29 år, der har grundskolen, som højeste fuldførte uddannelse og ikke er i gang med en uddannelse.

Det svarer til dobbelt så mange som i befolkningen generelt. Når først de unge har forladt grundskolen er det usikkert, hvem der har øje på dem og støtter op – en udfordring, der forstærkes, når de fylder 18 år.

Mange af dem nærer en dyb mistillid til systemet

Ulrik Lerbech Vinther og Kathrin Houmøller
Hhv. konsulent og specialkonsulent, Center for Boligsocial Udvikling

På baggrund af vores igangværende undersøgelse af unges perspektiver på overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse i to udsatte boligområder, efterlyser vi et fokus på de unge over 18 år.

Størstedelen af de unge, vi har interviewet, afsluttede grundskolen for adskillige år siden, har et til flere afbrudte uddannelsesforsøg bag sig, og er aktuelt ikke under uddannelse. Jo længere tid der er gået, des sværere bliver det for dem at se sig selv på en uddannelse igen.

Det er unge, som ofte bærer på negative erfaringer fra grundskolen og fra deres møder med ’systemet’ i form af lærere, uddannelsesvejledere, sagsbehandlere, politiet med flere. De deler en oplevelse af udenforskab og fortæller, at de i deres møder med systemet ikke oplever, at der er plads til at sige sin mening, fordi "de har allerede lagt en plan for dig".

Hvad siger de unge selv?

Vi har brug for en diskussion af, hvordan vi bedre støtter op om de unge i tiden efter grundskolen, og at vi i langt højere grad indretter systemet med udgangspunkt i det, de unge oplever og efterspørger.

Hvad siger de unge selv? Hvilken støtte er meningsfuld set fra deres perspektiv? Og hvad kræver det, som professionelle at opspore og engagere de unge, som ikke nødvendigvis er synlige for systemet og derfor kan være svære overhovedet at finde?

Det er ikke usædvanligt, at medarbejderne må bruge tid på at hjælpe de unge med at få NemID, sygesikringskort eller adgang til e-Boks

Ulrik Lerbech Vinther og Kathrin Houmøller
Hhv. konsulent og specialkonsulent, Center for Boligsocial Udvikling

Som Reformkommissionens formand, Nina Smith fremhæver i et interview til Mandag Morgen, er der allerede gode erfaringer at hente fra den måde, man generelt arbejder på i de udsatte boligområder. Det er især den helhedsorienterede tilgang og den relationsbaserede tillidsskabelse, der trækkes frem.

I et af de udsatte boligområder, hvor vi i en periode på tre måneder har mødt unge og professionelle i en lokal ungeindsats, har man da også formået at gøre sig relevant for mere end 50 unge over 18 år.

Det er en bedrift, eftersom mange af de unge er hjemmeboende og selvforsørgende – og derfor i overhængende risiko for at gå under radaren i det almindelige kommunale system. Samtidig nærer mange af dem en dyb mistillid til ’systemet’.

De unge beskriver, hvordan de medarbejdere, de møder i indsatsen, er anderledes end dem, de ellers møder: "De er mere venner, end de er kommunen". Relationsarbejdet er en afgørende forudsætning for det helhedsorienterede arbejde. Det handler om tilgængelighed og vedholdenhed.

For de professionelle handler det om at ’smage mindst muligt af system’. Det kræver tid og troværdig tilstedeværelse at udvikle den relation, som gør, at de unge kan vise deres sårbarhed og spørge om hjælp til det, der også fylder i et ungdomsliv; hvor tager man hen på en date? Hvad kan jeg blive til?

Mennesker frem for systemer

Men vi oplever også, at når medarbejderne i indsatsen lykkes med at hjælpe de unge ad uddannelsesvejen, så er det til tider på trods og ikke på grund af den måde, systemet er indrettet på.

De boligsociale- og kommunale medarbejdere, vi har fulgt, forsøger at lukke huller i et system, der ikke altid har blik for, at mange af de unge har brug for en betydelig anderledes støtte efter grundskolen end et brev i e-Boks fra en uddannelsesvejleder, de aldrig har mødt.