Debat

Coop og Røde Kors: Civilsamfundet er den sociale vaccine mod ensomhed

DEBAT: Coronakrisen har skabt en decideret ensomhedsbølge, der rammer alle uanset alder. Civilsamfundet kan med dets fællesskaber være den sociale vaccine, skriver Lasse Bolander og Anders Ladekarl.

Ensomhed rammer bredt og hårdt under coronakrisen. Civilsamfundets fælleskaber skal derfor række ud og være hjælpepakken til ensomme, mener Lasse Bolander og Anders Ladekarl.
Ensomhed rammer bredt og hårdt under coronakrisen. Civilsamfundets fælleskaber skal derfor række ud og være hjælpepakken til ensomme, mener Lasse Bolander og Anders Ladekarl.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lasse Bolander og Anders Ladekarl
Formand for Coop og generalsekretær for Dansk Røde Kors 

Er du ved godt helbred, har du et godt netværk, og er du på arbejdsmarkedet, så er du sikkert kommet godt igennem coronanedlukningen.

Det har været en besynderlig tid, men du kan rejse dig, gå videre og genoptage dit liv stort set som tidligere. Men for nogle mennesker er situationen en helt anden.

For mennesker i risikogruppen og for mange udsatte har coronakrisen forstærket de problemer, som de stod midt i, før pandemien ramte os. 
 
Hver femte er ensom
Er du i risikogruppen på grund af kronisk sygdom, din alder eller andre årsager, kan det være svært at komme videre nu, hvor samfundet er ved at åbne igen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I dag svarer mere end hver femte dansker, at de føler sig ensomme, og hver fjerde mener ikke, at de selv er i stand til at håndtere de problemer, de står over for.

Det viser en undersøgelse, Aarhus Universitet har foretaget, om danskernes situation ovenpå flere måneders nedlukning af store dele af samfundet.

Mens vi alle venter på den medicinske vaccine, så kan vi sammen gøre meget ved de sociale konsekvenser af coronakrisen, som ser ud til at blive lige så omfattende som de sundhedsmæssige konsekvenser.

Lasse Bolander og Anders Ladekarl
Formand, Coop og generalsekretær, Dansk Røde Kors

Vi står altså midt i en decideret ensomhedsbølge.

Ensomhedsbølgen rammer alle
Er det så et problem, at nogle er ensomme?

Ja, det er et alvorligt problem, for ensomhed kan nedbryde mennesker både psykisk og fysisk.

Ensomme mennesker har øget risiko for at få forhøjet blodtryk, stress og søvnproblemer og en øget dødelighed.

Ensomhed kan ramme både unge og gamle, og ensomheden og de medfølgende problemer kan bide sig fast, og konsekvenserne eskalere, hvis man ikke gør noget ved den.

Den gode nyhed er, at her består hjælpen ikke i økonomiske hjælpepakker eller testkits, som er dyre og besværlige at få igennem.

Den består i høj grad og nu og her af, at vi aktiverer civilsamfundets ressourcer, de mange foreninger, vi har i Danmark, og det store frivillighedskorps, som de fleste af os er del af.
 
Fællesskaber er kuren
Ensomhed handler om at føle sig ekskluderet og sat uden for fællesskabet. Det betyder, at vi kan modvirke mistrivsel med nye fællesskaber, hvor vi inviterer ind.

Vi er altså alle i stand til at gøre noget for at afhjælpe problemet, og mange af os vil gerne hjælpe.

En anden undersøgelse Røde Kors har foretaget viser, at halvdelen af alle danskere allerede har hjulpet andre under krisen, og et stort flertal svarer, at de gerne vil hjælpe andre fremover.

Vi kan selvfølgelig ikke afhjælpe eller løse alle udfordringer med mistrivsel og ensomhed i kølvandet på coronakrisen.

Fordi mange har også brug for professionel hjælp, men vi kan sætte en bevægelse i gang.

Den sociale vaccine
I Coop startede vi som et lille fællesskab, der har vokset sig stort, men også har en stærk lokal tilknytning mange steder, hvor vi engagerer lokalsamfundet.

Og i Røde Kors er vi vant til at sætte ind lige der, hvor fællesskabet og rammerne er udfordret.

Derfor rækker vi nu hånden ud både til de mange ensomme mennesker og til dem, der gerne vil hjælpe, med en konkret opfordring.

Motivationen til at hjælpe kommer nemlig, når vi bliver spurgt om hjælp, og når vi konkret ved, hvad vi skal hjælpe med.

Derfor inviterer Røde Kors i samarbejde med Coop til 15 folkemøder i hele landet for at finde en social vaccine mod coronakrisen.

En fælles indsats
Så er du medlem af en organisation, der også gerne vil være med, eller møder du bare op som dig selv, så er du mere end velkommen.

Formålet med møderne er at samle alle gode idéer til, hvordan vi kan få de mest udsatte og ensomme mennesker på benene igen. 

For mens vi alle venter på den medicinske vaccine, så kan vi sammen gøre meget ved de sociale konsekvenser af coronakrisen, som ser ud til at blive lige så omfattende som de sundhedsmæssige konsekvenser.

Hidtil har staten fyldt meget i hele coronaforløbet, og det har været nødvendigt, men nu er det civilsamfundets tur til at sende en hjælpepakke.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Ladekarl

Generalsekretær, Dansk Røde Kors
cand.polit. (Københavns Uni. 1989), ba.mag. i historie (Aarhus Uni. 1984)

Lasse Bolander

Bestyrelsesformand, Coop og dagbladet Information, KHR Architecture, fhv. koncernchef, Berlingske Media
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00