Socialrådgivere om handicapområdet: Politikere skal ikke sende aben videre til kommunerne

Da TV 2 for et par år siden viste dokumentarserien 'Daginstitutioner bag facaden', satte det ild til diskussionen om kvalitet i danske daginstitutioner. Det endte med en politisk aftale om at afsætte milliarder til minimumsnormeringer i samtlige kommuner. 

For nylig udkom en rapport fra Advokatrådet om handicapområdet. Konklusion: 37 procent af klagerne om handicapkompenserende ydelser bliver enten hjemvist (29 procent) eller ændret (otte procent) af Ankestyrelsen.

For børn med handicap gælder det i flere end halvdelen af sagerne. Politikernes reaktion? Ekspertudvalg, straf til kommunerne og flytning af området. Ingen taler om ressourcer. 

Det er desværre ikke noget nyt. Som forsker Emil Falster for nylig beskrev i Altinget, har politikerne altid behandlet handicapområdet stedmoderligt:

"De har altid luftet deres gode intentioner, men når det kommer til stykket, da har det været andre områder og grupper, der er blevet reformeret og fået tilført midler".  

Det mærker både de mennesker, der på grund af et handicap har brug for hjælp og støtte, og de socialrådgivere, der arbejder på området.

I en rundspørge fra Dansk Socialrådgiverforening svarer ni ud af ti af de socialrådgivere, der arbejder med børn med handicap, at de oplever et "højt" eller "meget højt" arbejdspres, mens syv ud af ti "indimellem" eller "ofte" oplever, at økonomi trumfer deres faglige vurdering af, hvad der er bedst for barnet. 

Politikere sender aben videre til kommunerne 
Når den årlige opgørelse over antallet af fejl i sager om handicap bliver offentliggjort, er det som i filmen 'Groundhog Day', hvor Bill Murray til sin store frustration oplever den samme dag i sit liv igen og igen.

Alle forarges, politikerne skælder kommunerne ud og truer med bål og brand. Og så går det lidt i sig selv indtil næste års opgørelse. 

Problemerne med fejl og manglende retssikkerhed i handicapsager skyldes nemlig ikke kun kommunale svigt. De er først og fremmest udtryk for en fundamental nedprioritering af området

Mads Bilstrup, Ditte Brøndum
Formand og næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

De seneste år har borgergrupper formået at skubbe handicapområdet længere op på dagsordenen, ligesom opråb fra socialrådgivere har sat fokus på de grundlæggende problemer. Men vi savner stadig politikere, der tør tale højt om dem frem for at sende aben videre til kommunerne. 

Problemerne med fejl og manglende retssikkerhed i handicapsager skyldes nemlig ikke kun kommunale svigt. De er først og fremmest udtryk for en fundamental nedprioritering af området både politisk og økonomisk, der ikke løses ved at flytte hele området fra kommunerne – selvom en specialeplanlægning, som vi kender den fra sundhedsområdet, vil gavne de mest specialiserede indsatser. 

Som borgerrådgiver i København Johan Busse skrev forleden i Altinget: "Men er løsningen at flytte noget væk fra kommunerne? Man kan frygte, at vi ender det samme sted, bare i en borgerfjern styrelse. Og dilemmaet mellem retssikkerhed og økonomisk hovedpine følger jo med på den ene eller den anden måde".

De svære spørgsmål 
Når kommunerne begår fejl, siger politikerne på Christiansborg, at de skal overholde lovgivningen.

Formelt udstikker Folketinget gennem loven rammen for den kommunale service blandt andet ved at sikre borgerne en række rettigheder.

Reelt fastsætter regeringen serviceniveauet i forhandlingerne om kommunernes økonomi. Derfor er det for nemt for politikerne at henvise til loven uden samtidig at påtage sig ansvaret for de økonomiske rammer. 

Markante forbedringer af handicapområdet kan ikke gennemføres uden et markant løft af økonomien generelt. Og det er Folketingets ansvar

Mads Bilstrup, Ditte Brøndum
Formand og næsteformand, Dansk Socialrådgiverforening

Findes der kommuner, som kunne prioritere anderledes, ændre arbejdsgange, rekruttere bedre ledere? Selvfølgelig, og det skal vi påpege og kritisere. Og vi skal rose, når kommuner sætter en fornuftig kurs, som eksempelvis Aarhus har gjort med projektet 'Tættere på familien'.

Her har socialrådgiverne fået ansvar for færre børn med handicap og deres familier og dermed mere tid til hver enkelt familie. Som en forælder i projektet fortæller: "De kendte ikke mit barn, men efter vi er kommet med i projektet, så ser de jo mit barn (...) Du ved, at hun kender dit barn. Du ved, hun har tid. Så du ved også, at hun bedre forstår dit barn".

Men behovet for hjælp og støtte til mennesker med handicap er vokset kraftigt i mange år, og det samme er udgifterne. Markante forbedringer af handicapområdet kan ikke gennemføres uden et markant løft af økonomien generelt. Og det er Folketingets ansvar. 

Frem for at diskutere, hvilken offentlig instans der skal have ansvar for området, bør vi tale åbent og ærligt om det grundlæggende: Hvordan sikrer vi mennesker med handicap en rimelig og ligeværdig tilværelse med samfundets hjælp, og hvor mange ressourcer vil vi afsætte til det? 

Det er svære spørgsmål, men er det ikke netop de svære spørgsmål, so. vi har valgt politikerne til at debattere og løse? 

I 'Groundhog Day' slipper hovedpersonen først ud af sit fangenskab, da han ser virkeligheden i øjnene og begynder at hjælpe sine medmennesker med at løse deres problemer.

Det er tid til, at politikerne gør det samme.