Kommentar af 
Birgitte Arent Eiriksson

Den digitale forvaltning overser en befolkningsgruppe

For de ikke-digitale borgere medfører den digitale myndighedskontakt ikke kun øget besvær, men også en betydelig retssikkerhedsmæssig risiko.

Der skal mere fokus på, hvordan vi behandler de ikke-digitale borgere i en digital verden, skriver Birgitte Arent Eriksson, som er vicedirektør i Justitia. 
Der skal mere fokus på, hvordan vi behandler de ikke-digitale borgere i en digital verden, skriver Birgitte Arent Eriksson, som er vicedirektør i Justitia.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Birgitte Arent Eiriksson
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De af Altingets læsere, der er hinsides deres første ungdom, kan sikkert huske tiden før digitaliseringen med rudekuverter, lange køer på posthuset og offentlige myndigheder, der kun havde åbent for henvendelse tirsdag og torsdag fra 10 til 12.

De frustrationer er fortid takket være netbank, e-Boks og diverse offentlige digitale selvbetjeningssystemer, der lader os ordne bankforretninger og myndighedskontakt, når det passer ind i hverdagen.

Det har ført til et nemmere liv for de fleste. Men desværre ikke for alle. En del af borgerne er så ikke-digitale, at de slet ikke ved, at de har e-Boks, mens andre ikke får den tjekket regelmæssigt eller reageret rettidigt.

Hertil kommer de borgere, som ikke er digitalt parate til at betjene sig selv i den offentlige forvaltning. For de ikke-digitale borgere medfører den digitale myndighedskontakt ikke kun øget besvær, men også en betydelig retssikkerhedsmæssig risiko.

Hvis en borger eksempelvis forholder sig passivt til en bøde, der er fremsendt til e-Boks, men måske hverken læst eller forstået, kan sagen behandles af domstolene som en tilståelsessag. Det betyder, at borgeren kan blive dømt i en sag, som vedkommende slet ikke har kendskab til og måske er uenig i.

Ligeledes kan straffesager med op til seks måneders ubetinget fængsel behandles ved domstolene uden borgerens tilstedeværelse, hvis borgeren ikke har reageret på indkaldelsen til retten, der sendes til e-Boks uden reel sikkerhed for, at den bliver læst.

De retssikkerhedsmæssige udfordringer ved en kombination af svært forståelige juridiske processer og en rent digital kommunikation kan i princippet ramme os alle, men borgere med begrænsede personlige, sociale og økonomiske ressourcer er særligt udsatte.

Hvis vi skal kunne høste fordelene ved digitaliseringen uden at skabe mistillid til det offentlige system og grave en endnu dybere kløft mellem befolkningsgrupper, er det på tide, at vi fokuserer mere på, hvordan vi behandler disse borgere i en digital verden

Birgitte Arent Eriksson, kommentarskribent

Det er ikke kun på det strafferetlige område, at borgernes manglende digitale deltagelse kan få alvorlige konsekvenser.

Overalt i den offentlige forvaltning og ikke mindst i kommunerne opleves en stigende digitalisering og automatisering med digitale selvbetjeningssystemer, som er obligatoriske at anvende.

For en del af befolkningen kan det betyde, at de reelt afskæres fra at reagere på vigtige henvendelser eller til selv at ansøge om hjælp. Disse borgere er de store tabere i den digitale forvaltning, fordi de ikke er i stand til selv at gøre deres ret gældende, og deres retssikkerhed i vidt omfang er lagt over på dem selv i de digitale processer.

En del af disse ikke så digitale borgere vil sikkert også have vanskeligheder ved at begå sig i de manuelle sagsbehandlingsprocesser. Her er der dog en personlig kontakt mellem borger og sagsbehandler, som gør det nemmere at få øje på og hjælpe de borgere, der har behov for det. De kan få vejledning, når de er faret vild i lovgivningen eller forvaltningen og derfor søger om en forkert ydelse eller henvender sig det forkerte sted.

Der er brug for at tænke disse borgere ind allerede i designfasen af nye digitale systemer, så vi sikrer deres rettigheder og retssikkerhed. Regler om fritagelse fra elektronisk post eller digitale selvbetjeningsløsninger er ikke tilstrækkeligt, blandt andet fordi det skal ske for hvert enkelt system.

I nogle tilfælde kan det måske give mening at sikre digital hjælp på herberger og andre opholdssteder eller at følge ubesvarede digitale henvendelser op med personlig kontakt.

I andre tilfælde kan det være nødvendigt med en mere håndholdt indsats, hvor borgere kan få den nødvendige digitale træning eller sikres en manuel sagsbehandling på tværs af den offentlige forvaltning.

Hvis vi skal kunne høste fordelene ved digitaliseringen uden at skabe mistillid til det offentlige system og grave en endnu dybere kløft mellem befolkningsgrupper, er det på tide, at vi fokuserer mere på, hvordan vi behandler de ikke-digitale borgere i en digital verden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgitte Arent Eiriksson

Vicedirektør, Justitia, advokat, medlem, Dataetisk Råd, medlem, SIRI-Kommissionen 4.0
cand.jur. (Københavns Uni. 1996), Master of Public Governance (CBS, igangværende)