Det offentlige smækker døren i for tidligere kriminelle

UDSLUSNING: Det offentlige har et ansvar for at hjælpe eks-kriminelle i job, mener formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Det Kriminalpræventive Råd. Vi tager allerede et stort ansvar, lyder det fra KL.

Det er nærmest umuligt at få job i det offentlige, hvis man har en plet på straffeattesten (Linda Kastrup/Scanpix).
Det er nærmest umuligt at få job i det offentlige, hvis man har en plet på straffeattesten (Linda Kastrup/Scanpix).
Mette Pabst

Tidligere kriminelle, der skal tilbage i arbejde, skal ikke regne med et job i det offentlige. For mens private virksomheder i højere grad er begyndt at ansætte folk med en plettet straffeattest, er det nærmest umuligt for eks-kriminelle at få foden indenfor på en offentlig arbejdsplads.

Det fortæller Ole Hessel, direktør for projektet High:five, der hjælper tidligere indsatte i arbejde.

"Det er ret håbløst at få tidligere indsatte i job hos det offentlige. Vi har faktisk opgivet at bruge vores energi der, for vi har ikke succes med det," fortæller han.

Fokus på straffeattester
8-9.000 unge løslades hvert år fra fængslet. Der ikke er nogle officielle tal på, hvor mange der finder job efter udstået fængselsstraf, men High:five hjælper omkring 250 tidligere indsatte i job årligt. Stort set ingen ender i job i en offentlig virksomhed.

Det offentlige skeler i alt for høj grad til straffeattesten, også hvor det slet ikke er relevant for jobbet.

John Dybart
Formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Det Kriminalpræventive Råd samt forbundsformand i Serviceforbundet

70 procent af dem, High:five hjælper, bliver gennem job fastholdt i et liv uden kriminalitet. Det burde offentlige virksomheder hjælpe med til, mener han.  

"Offentlige virksomheder har lige så stort et ansvar for at hjælpe denne her udsatte gruppe, som private virksomheder," siger han.

En af grundene til, at offentlige arbejdspladser er lukket land for kriminelle, er det store fokus på straffeattester, som det offentlige har. Det mener John Dybart, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Det Kriminalpræventive Råd og forbundsformand for Serviceforbundet.

"Det offentlige skeler i alt for høj grad til straffeattesten, også hvor det slet ikke er relevant for jobbet," siger han.

Han opfordrer de offentlige virksomheder til at kigge mindre på fængselsstraffen og i højere grad tage ansvar for at hjælpe de tidligere indsatte tilbage i arbejde.

"Når folk har været i spjældet skal de have en chance for at komme videre i livet. Det ville klæde de offentlige arbejdsgivere at vise mere samfundssind i den forbindelse," siger John Dybart.

KL: Vi tager socialt ansvar
Kommunernes Landsforening, der er den den største offentlige arbejdsgiverorganisation i Danmark, mener, at kommunerne allerede tager et stort socialt ansvar over for udsatte grupper på arbejdsmarkedet.

"Kommunerne har naturligvis – som alle andre arbejdsgivere – et medansvar for, at tidligere straffede kan få fodfæste på arbejdsmarkedet igen. Men generelt mener jeg, at kommunerne tager et meget stort socialt ansvar," siger Michael Ziegler, formand for Løn- og Personaleudvalget i KL og borgmester i Høje-Taastrup kommune.

Kommunerne har blandt andet en betydelig større andel ansat på ekstraordinære vilkår som fleksjob og seniorjob end andre sektorer, lyder det. Han lytter dog til kritikken fra de to organisationer.

"Det er mit indtryk, at kommunerne gør en stor indsats for at hjælpe tidligere straffede i beskæftigelse. Men jeg lytter naturligvis, når vigtige aktører mener, at vi kan gøre mere," siger han.

Ole Hessel tror ikke på, at de offentlige virksomheder ændrer praksis af sig selv. Han efterlyser derfor politisk handling.

"En ændring kræver, at man fra politisk niveau forlanger, at de offentlige arbejdsgivere skal operere med en vis social ansvarlighed overfor tidligere kriminelle," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Dybart

Fhv. forbundsformand, Serviceforbundet

Michael Ziegler

Borgmester (K), Høje Taastrup Kommune, næstformand, Konservative, formand, KL’s Løn- og Personaleudvalg
cand.polyt. (DTH 1992)

0:000:00