DH: Reform må ikke ramme udsatte

Af Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Det fremgår af tal fra Social- og Indenrigsministeriet, at kommunerne i 2007 brugte 29.071 mio. kr. på voksenområdet. Tallet dækker over de udsatte voksne og voksne med handicap. Til sammenligning er tallet i 2014 vokset til 29.189 mio. kr.. Med andre ord er der ikke tale om en voldsom udgiftsstigning på området. Handicaporganisationerne mener derfor, at udgangspunktet for reformen er forkert.

Og når udgangspunktet er forkert, er der stor risiko for, at løsningerne ikke bliver de rigtige. Opgaven er at finde løsninger, der sikrer, at mennesker med handicap bliver inkluderet og får mulighed for at bidrage til samfundet.

Eksempelvis får ordningen Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) ofte skyld for at være ’ustyrbar’. Det har vi set i kommunale sparekataloger. Men ordningen er ikke ustyrbar. Den er bare dyr. Antallet af personer med BPA har i mange år ligget stabilt på omkring 2200 personer på landsplan. Udgifterne til ordningen har derfor også ligget stabilt.

Det er ikke serviceloven, der forhindrer kommunerne i at skabe en helhedsorienteret indsats. Det er ofte den kommunale organisering, der gør, at borgeren skal være sin egen koordinator både inden for og på tværs af forvaltninger.

Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Nuvel, det er en dyr ordning for kommunerne, men ordningen sikrer, at mennesker med omfattende fysisk handicap kan leve et selvstændigt liv og bidrage til samfundet bl.a. ved at gå på arbejde og betale skat.

Det er forståeligt, at den enkelte kommune kan føle sig presset økonomisk af dyre ordninger. Men løsningen er ikke at give kommunerne lov til at forringe ordningen. Løsningen er snarere en solidarisk finansiering af de dyre ordninger, så den enkelte kommune ikke rammes unødigt hårdt.

Tiltag vil føre til besparelser
Et andet forslag, der indgik i det tidligere lovforslag, var at indføre en tilbudsvifte. Her samledes flere ydelser i serviceloven i en paragraf, og kommunerne fik mulighed for at substituere mellem ydelserne.

Fx mulighed for at erstatte et tilbud om beskyttet beskæftigelse med begrundelsen, at borgeren kan passe sig selv eller bruge et samværstilbud i stedet. I den konkrete sag vandt borgeren i Ankesystemet, fordi borgeren havde ret til tilbuddet. Dette ville ikke have været udfaldet, hvis kommunen havde lov til at substituere tilbuddet med et andet.

Argumentet for viften lød dels, at det ville give borgeren en helhedsorienteret indsats, dels at det gav kommunerne bedre mulighed for at styre økonomien. Jeg mener ikke, at viften og substitutionsprincippet vil føre til en mere helhedsorienteret indsats, men den vil helt sikkert føre til besparelser.

Udgangspunkt i borgerens behov
Det er ikke serviceloven, der forhindrer kommunerne i at skabe en helhedsorienteret indsats. Det er ofte den kommunale organisering, der gør, at borgeren skal være sin egen koordinator både inden for og på tværs af forvaltninger. Der står ingen steder i loven, at en socialrådgiver ikke må behandle flere paragraffer og koordinere den samlede indsats for borgeren.

Derfor er løsningen på en usammenhængende indsats ikke at fratage borgere rettigheder ved at indføre et substitutionsprincip, men en ændret kommunal organisering. Heldigvis ser vi også kommuner, der afprøver nye organiseringsformer med succes. Det bør politikerne på Christiansborg være med til at fremme - ikke fratage borgerne retten til beskyttet beskæftigelse og muligheden for at få en meningsfuld hverdag.

Jeg mener derfor, at der skal ses på de samfundsmæssigt bedste løsninger, når serviceloven reformeres. Med udgangspunkt i borgerens behov for en sammenhængende indsats bør der gives den nødvendige støtte og kompensation, som servicelovens mange gode indsatser allerede i dag giver mulighed for. Reformen skal ikke, tage udgangspunkt i en såkaldt ’ustyrbar’ økonomi. Kommunerne har allerede bevist, at de godt kan styre økonomien.