Direktør: Det er på tide at fremtidssikre det frivillige sociale område

Hvorfor er denne diskussion overhovedet relevant, vil nogen måske spørge sig selv? Det er den, fordi mange sociale foreninger hvert år kæmper en brav kamp for at finansiere sit vigtige programvirke og inddække omkostninger til nødvendig innovation og organisatorisk udvikling.

For mange foreninger og organisationer på socialområdet med et relativt enstrenget indtægtsgrundlag af offentlig finansiering er det en nærmest umulig opgave.

Det skyldes blandt andet kortsigtet og projektspecifik finansierings fra offentlige puljer og fondsbevillinger. Og den kamp ser ud til at blive forværret af coronakrisen.

En undersøgelse fra Civilsamfundets Brancheforening viser, at en tredjedel af de landsdækkende sociale foreninger forventer, at deres indtægter vil blive reduceret i andet halvår af 2020.

Den før omtalte kortlægning af innovationen på socialområdet under forårets nedlukning viser, at 14 procent af de sociale foreninger forventer, at deres økonomiske situation vil være markant forandret i fremtiden.

Coronakrisen udstiller de kroniske udfordringer med økonomisk bæredygtighed, som kendetegner store dele af det sociale område.

Det er forhold, som udgør en markant barriere for en bredspektret forsyningssikkerhed med passende innovationshøjde i tilbudsviften på det frivillige sociale område over en længere periode, som coronakrisen ellers har vist, er helt afgørende for samfundets sårbare grupper.

Strategiske partnerskaber er vejen frem
Der er altså i den grad brug for "Build Back Better" på socialområdet. Spørgsmålet er hvordan?

Er det overhovedet muligt at tænke sig andre rammevilkår på det frivillige sociale område – rammer som fremmer økonomisk stabilitet og innovation i de sociale organisationer og kan sikre mere bæredygtig samskabelse med andre aktører for eksempel kommuner omkring udsatte grupper?

Svaret er entydigt ja. Man kan sagtens forestille sig andre rammevilkår. Vi behøver ikke kigge længere end fra Holmens Kanal til Asiatisk Plads for at hente inspiration.

I Udenrigsministeriet har man nemlig gennem flere år opereret med flerårige strategiske partnerskabsaftaler (SPA’er) med danske NGO’er inden for humanitær bistand og udviklingsarbejde.

Jeg ser et tilsvarende behov for, at Social- og Indenrigsministeriet indgår flerårige strategiske aftaler med sociale organisationer. Som det er tilfældet med SPA’erne kunne en model på socialområdet også blive opbygget efter objektive tildelingskriterier vedrørende organisatorisk kapacitet og strategisk relevans i forhold til de socialpolitiske behov og prioriteter.

Underliggende kriterier kunne være geografisk (og digital) dækning, efterlevelse af "good governance", målgruppeinvolvering, samarbejder med kommuner og erhvervsliv. Ligeledes skulle der indarbejdes en innovationsfacilitet i de midler, som uddeles, for at fremme sektorens løbende udvikling og afprøvning af nye ideer, løsninger og partnerskaber.

De mindre sociale foreninger må ikke glemmes
En indvending mod strategiske partnerskaber på socialområdet ville være, at de risikerer at tilgodese mellemstore og store landsdækkende organisationer på bekostning af de mindre. Det behøver ikke være tilfældet. Og bør ikke blive det.

Igen kan udviklingsområdet tjene til inspiration, da man her har indlejret et pulje-forvaltningsmandat hos organisationen CISU, Civilsamfund i Udvikling, på vegne af mange mindre danske udviklingsaktører.

Derfor ville en vigtig suppleringsmodel til SPA’erne være at indgå en tilsvarende strategisk aftale med en knæsat legitim aktør på det sociale område, og bemyndige denne efter en nærmere udviklet demokratisk model til at forvalte uddelinger fra de mange forskellige ministerielle puljer, som i dag præger socialområdet.

Nu skal forsyningssikkerheden på dagsordenen
Man kan naturligvis også forestille sig andre modeller for rammeaftaler, som fremmer økonomisk bæredygtighed og forsyningssikkerhed på det sociale område.

Både handicapområdet, ungdommen og idrætten har deres unikke modeller for forvaltning af støtte- og udviklingsmidler på vegne af den sektor, de repræsenterer.

Det afgørende er, at vi ikke tager forsyningssikkerheden på det sociale område for givet. På lige fod med opmærksomheden omkring forsyningssikkerhed inden for sundhed, energi og IT er der omvendt behov for investeringer og fremtidssikring, så vi sikrer ordentlige rammevilkår og bedre betingelser for effektiv og innovativ, borgerrettet socialt arbejde.

I den bevægelse slår jeg et slag for, at vi delegerer mere ansvar til den frivillige sociale sektor gennem flerårige strategiske partnerskaber.

Regeringen har allerede vist en positiv reformiver på socialområdet under coronaen ved blandt andet at etablere tre strategiske partnerskaber under Social- og Indenrigsministeren og senest indlede en dialog med relevante sociale fonde for at styrke koordinering og videndeling.

Det er innovative tiltag, som understreger, at coronatid også er reformtid for regeringen. Sikring af forsyningssikkerheden på socialområdet bør være det næste reformtiltag for fortsat at holde hånden under en sektor, som er så afgørende for at holde en endnu større hånd under vores mest udsatte medmennesker.