Elever med autisme: Vi er før blevet tabt på gulvet. Med ny reform risikerer vi at blive tabt igen

Tallene taler for sig selv

Vi mener, ligesom politikkerne bag reformen, at alle unge skal have lov til at gå på en ungdomsuddannelse, der passer til dem. Der står, at der med reformen ønskes, at "alle unge efter grundskolen har mulighed for at starte på en gymnasieuddannelse i nærheden af deres bopæl, hvor der er et stærkt ungdomsmiljø, og som åbner dørene til videre uddannelse."

Så selvfølgelig skal det også gøre sig gældende for unge med en autisme diagnose. Og det kræver nogle bestemte rammer og nogle særlige hensyn. Rammer, der allerede eksisterer i form af ASF-klasserne, og rammer, der virker.

Det ses tydeligt i en evaluering af ASF-klasser og andre særligt tilrettelagte klasser foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut i 2022.

Evalueringen viser, at klasserne løfter unge som os og bringer flere unge gennem uddannelsessystemet. Sandsynligheden for, at en ung med autisme gennemfører gymnasiet i en ordinær klasse, er 58 procent, mod 70 procent i en ASF-klasse.

Hvis der ikke bliver plads til en ASF-linje i den nye reform, risikerer vi at tabe en masse ressourcestærke og talentfulde unge mennesker på gulvet. 

Chris Arly Bærentzen, Sophie Katrine Agertoft Jørgensen & Vera Ytournel Vestergaard

ASF-klasser kræver flere ressourcer og er selvfølgelig dyrere at have. Men på sigt er der økonomiske fordele i ASF-klasser.

Evalueringen viser også, at flere unge med autisme starter på en videregående uddannelse inden for to år efter afsluttet ungdomsuddannelse, hvis de har gået i en ASF-klasse.

På sigt betyder det, at de kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet, og her skal man ikke glemme, at unge med autisme, foruden nogle særlige udfordringer, også kan have nogle særlige evner.

For slet ikke at nævne det menneskelige aspekt. For et ungt menneske har det indgribende konsekvenser, hvis man må falde fra undervejs – personligt, socialt og fagligt.

Stor efterspørgsel

Der skal være noget, der minder om HF ASF, fordi vi kan se, det virker, men også fordi efterspørgslen er enorm. I år har 69 sårbare unge søgt ASF-linjen på KVUC, med 24 pladser til rådighed. Det vil sige tre gange flere har søgt, end der er plads til. Og 45 unge mennesker bliver afvist.

Hvad skal der blive af dem? Vi tør ikke tænke på det. 

Vi søgte selv ASF-linjen uden nogle reelle alternativer. Hvor vi havde været i dag, hvis vi ikke var kommet ind på KVUC’s ASF-linje, er ikke til at vide. En ting er dog sikker: Det havde ikke været et godt sted, for vi var udbrændte og utrygge efter ni år i et folkeskolesystem, der ikke kunne rumme os.

Nogle af os ville måske kunne gennemføre en ungdomsuddannelse i en ordinær klasse. Men vi ville virkelig ikke have haft det godt.

Overstimulerende klassemiljøer, uforudsigelighed og manglende støtte havde sandsynligvis sendt os ud i mistrivsel. Vi ville ikke kunne udfolde os - hverken fagligt, socialt eller personligt. Vi ville ikke kunne trivedes. Men det bør vi, og det gør vi i ASF-klassen.

Kommer du ud af en ungdomsuddannelse med en overbelastning, er videre uddannelse måske ikke en del af planen foreløbig. Men vi forlader ASF-klasserne til sommer styrkede og med nysgerrighed og lyst til læring, som vi tager med os videre. 

Rammer som passer netop til vores behov

Da vi startede på KVUC, var vi ikke i trivsel. Men det er vi kommet. Ærligt talt; vi har det smaddergodt. Men hvad er det, der gør det?

Nogle af os ville måske kunne gennemføre en ungdomsuddannelse i en ordinær klasse. Men vi ville virkelig ikke have haft det godt.  

Chris Arly Bærentzen, Sophie Katrine Agertoft Jørgensen & Vera Ytournel Vestergaard

Vi er alle sammen unge med autisme. Det lægger grunden for vores fantastiske klassefællesskab, hvor vi både kan grine og hygge os, men også kan dele de svære ting og have en off-day.

Det er også det, der gør, at vi for eksempel er enige om, at lysstofrørene i vores klasselokale er lige lovligt lyse, og derfor har vi med fælles indsats skaffet lamper fra diverse kælder- og storskraldsrum. 

Antallet af elever bidrager også til det. Vi lærer hinanden rigtig godt at kende, det sociale er overskueligt og der er mindre risiko for at blive overstimuleret, når vi kun er 12.

Vi har nogle virkelig søde og forstående lærere.

De taler ind i vores ønske om at lære, er nysgerrige på, hvordan det fungerer bedst for os, og justerer undervisningen, når der er brug for det. De er kompetente og har viden inden for autismeområdet. Og når filmen knækker, så har vi en fantastisk mentor til at gribe os. 

Netop mentorstøtten er altafgørende.

Vores mentor er koblet op på klassen og kan derfor understøtte klassen som helhed, samt tage med på ture og være til stede i klassen frem for på et abstrakt kontor.

Tilstedeværelsen gør, at det føles okay at bede om hjælp. Mentorstøtten giver desuden en tryghed – der er altid en til at gribe en, og man skal ikke arrangere et møde to uger i forvejen. 

Det giver også kun mening, at ASF-klasserne ligger på de gymnasielle ungdomsuddannelser med stærke studiemiljøer. For vi er også bare unge mennesker, der gerne vil deltage i fredagsbarer og skolefester. Det, at vi har stamklassen, giver os en nødvendig tryg base. 

På lige netop HF er der også nogle ting, der fungerer godt, især for autister.

Fraværet af årskarakterer fjerner et pres og et kompliceret, konkurrencepræget skolemiljø, så man kan koncentrere sig om at lære. Derudover gør det dagene mere simple og forudsigelige, når vi kun har to forskellige fag om dagen.

Vi frygter, at de 45 unge mennesker, der i år bliver afvist bare fra vores skole, ender i mistrivsel i en ordinær klasse. 

Chris Arly Bærentzen, Sophie Katrine Agertoft Jørgensen & Vera Ytournel Vestergaard

Krav på en værdig uddannelse

Hvis der ikke bliver plads til en ASF-linje i den nye reform, risikerer vi at tabe en masse ressourcestærke og talentfulde unge mennesker på gulvet.

Vi frygter, at de 45 unge mennesker, der i år bliver afvist bare fra vores skole, ender i mistrivsel i en ordinær klasse. Eller ender helt uden for uddannelsessystemet.

Det er en skam, for blandt dem er der med sikkerhed virkelig mange kloge, smukke unge mennesker, der står det samme sted, som vi gjorde for to år siden – med samme håb om fællesskab og faglighed.

Hvis vi sørger for, at unge med autisme har mulighed for en værdig ungdomsuddannelse, sikrer vi på samme tid friheden til at kunne tage en uddannelse på lige fod med andre, og så sikrer vi en styrket ungdom.

Derfor vil vi til slut udtrykke et inderligt håb om, at der vil være de samme muligheder for unge med autismediagnoser i fremtiden.

For vi er vanvittigt taknemmelige for, hvor vi står i dag, hvor drømmene om universitet, job og familie ikke længere virker uopnåelige.