Folkeafstemningen er stendød

Den danske folkeafstemning hænger desværre i en tynd tråd. EU er for meget ramme og for lidt indhold. Og EU har for svært ved at sætte grænser op udadtil, skrivere Altingets redaktør i sin ugentlige klumme.
Rasmus Nielsen

EU har aldrig fundet hvile i sig selv. Fremfor at tale indhold og nå politiske resultater for borgerne har politikerne og systemet brugt al for lang på igen og igen at diskutere nye institutionelle rammer.

Rasmus Nielsen
Redaktør, Altinget
EFTER AT TO af EU's hidtil trofaste grundpiller, Frankrig og Holland, har stemt nej til en moderniseret traktat for Unionens 25 medlemslande, ser det svært ud for den danske folkeafstemning 27. september.

Det er sandsynligt, at den britiske regering måske allerede mandag meddeler, at den udskyder sin folkeafstemning om forfatningstraktaten. Så er konklusionen på stats- og regeringschefernes topmøde midt på måneden næsten givet: Så må forfatningstraktaten i sin nuværende form opgives.

Herhjemme fastholder statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) af strategiske grunde, at den danske folkeafstemning skal gennemføres som planlagt. Forfatningstraktaten er trods alt godkendt i medlemslande svarende til over halvdelen af EU's befolkning, og det skal ikke være franske og hollandske vælgere, der afgør, om danskerne skal tage stilling. Fogh betinger sig dog, at topmødet beslutter at sidde ”Non” og ”Nee” overhørigt ved at fortsætte ratifikationsprocessen i medlemslandene. Det kan topmødet ikke.

Det bekommer givetvis regeringen vel, at den danske folkeafstemning hænger i en tynd tråd. Efter det fransk-hollandske nej viser samstemmende danske meningsmålinger, at også danskerne – jeg havde nær sagt traditionen tro – vil stemme nej. Hvis 62 procent af de traditionelt meget EU-loyale hollændere kunne finde på at stemme nej, kan det tænkes, at nej-procenten i Danmark vil ramme de 70. Det vil være et nederlag for de gamle partier V, S, K og R i Folketinget, som kan mærkes. Og hvorfor tage sådant et næsten forprogrammeret nederlag? Folkeafstemningen er stendød.

0:000:00