Forening: Statens puljemillioner skaber et farligt monopol på behandling af senfølger 

Fanget i flaskehalse

Hjælpen er ikke længere styret af borgernes behov for forskellige faglige tilbud, men af en puljekultur, der glemmer behovet for forskelligartede faglige tilgange.

Men hvordan sikrer vi, at midlerne fremadrettet bliver bedre fordelt mellem forskellige tilbud?

Da man politisk i sin tid sikrede midler til senfølgeområdet, var intentionen klar: Der skulle være en mangfoldighed af tilbud.

Målgruppen er så differentieret, at én størrelse aldrig vil kunne passe alle. Nogle har brug for CSM's rammer, mens andre har brug for andre faglige metoder og specialisering, som findes hos de andre aktører, der nu lades i stikken.

Ved at snævre feltet af behandlere ind til kun at omfatte ét system, skaber staten farlige flaskehalse.

Helle Cleo Borrowman
Forperson, Landsforeningen Spor

Ved at snævre feltet af behandlere ind til kun at omfatte ét system, skaber staten farlige flaskehalse.

Konsekvensen er fatal: Hvis et offer ikke finder sig til rette i én type tilbud, ender vedkommende ofte i psykiatriens generelle pakketilbud eller helt uden hjælp.

Det er et direkte opgør med den politiske arv, hvor man anerkendte værdien af forskellige tilbud. Sagen handler ikke kun om empati; det handler om benhård samfundsøkonomi.

Ubehandlede senfølger af barndomsovergreb fører til misbrug, selvskade og overrepræsentation i psykiatrien. Alligevel fortsætter vi med at finansiere området gennem puljer, der skal finansiere den stigende efterspørgsel på specialiseret behandling.

Behov for differentieret hjælp

Det er uansvarligt, når man lader specialiserede tilbud i stikken og efterlader tusindvis af borgere i uvished, fordi en puljetildeling har favoriseret én model frem for en masse andre.

Vi har i dag over tusinde mennesker på venteliste til behandling, mens midlerne samles på så få hænder, at diversiteten forsvinder. Vi har brug for, at Folketinget og regeringen genbesøger visionen om en bred, permanent finansiering.

Hjælpen skal følge mennesket; mennesket skal ikke tvinges ind i ét monopol. Svigtet i fortiden må ikke erstattes af et nyt, systemisk svigt i nutiden.

Det er et uacceptabelt dobbelt svigt, når ofre, der endelig rækker ud efter hjælp, møder en mur.

Helle Cleo Borrowman
Forperson, Landsforeningen Spor

Det er et uacceptabelt dobbelt svigt, når ofre, der endelig rækker ud efter hjælp, møder en mur af utilgængelighed og et behandlingssystem, der er blevet for småt til at favne diversiteten i mennesker.

Er løsningen mon den nye grundfinansieringsmodel af civilsamfundet?

En model der blandt andet har til hensigt at skabe stabilitet, gennemsigtighed og kvalitet i tilbuddene, men som nu er sat på pause på grund af folketingsvalget. Vi savner en regering, så arbejdet med grundfinansieringen kan komme i gang igen. Og nogle ansvarlige politikere, der vil sikre, at der fremover afsættes midler til området, som afspejler senfølgeramtes behov for differentieret specialiseret hjælp.