Forsker: Danmark taber en generation af børn og unge med handicap på gulvet

Af Emil Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Offentligheden er i flere år blevet præsenteret for kontroversielle enkeltsager, hvor mennesker med handicap ikke har modtaget den fornødne hjælp og støtte.

Parallelt hermed er gruppen i mindre grad i beskæftigelse og uddannelse, og de udsættes i højere grad for diskrimination og forskelsbehandling.

Børn og unge med handicap er i højere risiko for vold og seksuelle overgreb, fire gange så mange er ikke i gang med en ungdomsuddannelse som 19-20-årig, sammenlignet med andre unge, og de overgår omkring fem gange oftere til kontanthjælp, som de også er på i længere tid.

Danmark er ved at tabe en generation af børn og unge med handicap på gulvet, hvor en ikke ubetydelig andel sidder tilbage uden hverken uddannelse eller job, og som i stedet er parkeret på kontanthjælp.

Utilstrækkelig handicappolitik
Målt på en række parametre står mennesker med handicap og deres familier tilbage som ofrene for en utilstrækkelig handicappolitik – kommunalt såvel som nationalt – der ikke har evnet at implementere og efterleve FN's handicapkonvention, såvel som landets egne handicappolitiske principper.

Måske er det på tide, at mennesker med handicap og deres familier ikke kæmper alene, og at alle vedkender sig, at selv handicapområdet vedrører de uberørte?

Emil Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

I mere end et årti er der indgået økonomiaftaler mellem de siddende regeringer og KL, der ikke har sikret den fornødne sammenhæng mellem antallet af mennesker med behov for hjælp og støtte og kommunernes økonomi.

Borgerne bliver stadigt ældre og har behov for hjælp og støtte i længere tid. Samtidig ses en stigning i antallet af mennesker med bestemte funktionsnedsættelser, for eksempel ADHD og autisme.

Det er nogle af de udviklingstendenser, der har ført til knaphed i den kommunale økonomi, hvor de lokale tilbagesvar har været effektiviseringer, spareplaner, serviceforringelser og restriktive kvalitetstandarder. Initiativer, hvor borgerne har betalt med deres levevilkår.

Lignende udvikling i store dele af EU
Bevægelsen sker ikke kun i Danmark. Som den engelske professor Dan Goodley fremhæver, forekommer der i den vestlige del af verden en generel nedprioritering af mennesker med handicap.

Der ses da også en afmontering af velfærden i store dele af EU, såvel som i Danmark.

Værst er det måske i England, hvor det engelske 'Institute for Public Policy Research' estimerer, at budgetforringelser har kostet 130.000 menneskeliv fra 2012 til 2017.

Udviklingen har fået journalist og researcher Frances Ryan til at påpege i sin nye bog 'Crippled: Austerity and the Demonization of Disabled People' fra 2019, at mennesker med handicap er udsat for en samfundsmæssig dæmonisering.

Det sker eksempelvis, fordi de udpeges som syndebukke for stigningen i de offentlige udgifter, hvilket efterfølgende anvendes til at legitimere besparelser.

Lignende eksempler ses også i Danmark, for eksempel når området bliver beskyldt for at kannibalisere på andre områder inden for socialområdet.

Nedskæringer omtales i stigende grad positivt
Tydeligst er dog den økonomiske nedprioritering.

Et aktuelt eksempel stammer fra Aarhus kommune, der i år lægger op til at spare 140 millioner kroner på det specialiserede socialområde gennem en såkaldt 'balanceplan'. Der er ikke længere kun tale om økonomiske besparelser, men også en bestemt sprogliggørelse heraf.

Førhen blev den type tiltag betegnet 'effektiviseringer' – nu frames de på en stadig mere positiv måde, for eksempel ved at anvende ord som 'aktivitetsændringer' eller 'balanceplan' – selv om det uundgåeligt kun er kommunernes økonomi, der vil opnå balance.

Resultatet bliver et liv i ufrivillig ubalance for mennesker med handicap.

En anden sag af mere principiel karakter drejer sig om den såkaldte 'svømmepige-sag', hvor en kvinde med autisme fik frataget sin ledsagelse. Her fastslog landsretten, at der ikke var belæg for at fratage ledsagelsesordningen, men at der på trods heraf ikke kunne gives erstatning.

Det betyder helt lavpraktisk, at det i sidste ende ikke har konsekvenser for kommunerne, hvis de ikke lever op til deres forpligtelser efter serviceloven. Det placerer retssikkerheden på et absolut minimum for mennesker med handicap.

Hvorfor gør vi ikke oprør? 
Handicapområdet er i økonomisk, juridisk og moralsk forfald. Det eneste spørgsmål, der står tilbage, er, hvorfor gør vi ikke oprør?

Hvordan bliver ovenstående muligt i et land, som bliver stadig rigere målt i BNP per indbygger? Det er, som om området og den solidariske tilslutning hertil kun bliver fattigere og fattigere.

En indvending kunne være, at hvis hverken jeg selv eller mit barn er berørt, hvorfor skulle jeg så interessere mig for området?

Svaret er naturligvis, at du og dit barn altid kan få et handicap. Store dele af vores liv er vilkårligt, og det kan et handicap også være.

Derfor kan tilstandene på området få betydning for dig og dine børn i morgen, hvorfor der er gode argumenter for at sikre, at det ikke er systematisk underfinansieret, men at der foreligger proportionalitet mellem de menneskelige behov og kommunernes økonomi.

Udefrastående ser stiltiende til
Så hvor lang tid skal mennesker med handicap gå på gløder? Hvorfor ser vi andre stilletiende til?

Et svar kan være, at mennesker uden handicap har en grundlæggende frygt for, at de selv vil få et handicap en dag, hvorfor mennesker med handicap står som repræsentanter for deres egen frygt.

De projicerer med andre ord deres frygt over på mennesker med handicap, hvilket uheldigvis foranlediger til, at de ubevidst afholder sig fra at engagere sig i området, for eksempel i kampen for bedre levevilkår for gruppen.

Når jeg i forbindelse med min forskning møder mennesker med handicap og deres familier, bliver jeg ofte stillet spørgsmålet: Har du selv et handicap, eller har du et barn med handicap?

Mit svar er, at jeg hverken har det ene eller det andet, og alle bliver lige overrasket hver gang.

Det er i sin enkelthed problemstillingens kerne: Mennesker med handicap og deres familier er blevet nedprioriteret i så lang tid, at de meget sjældent oplever, at andre mennesker viser interesse for deres levevilkår, hvis de ikke selv eller deres nærmeste har et handicap.

Mennesker med handicap bør ikke kæmpe alene
Med afsæt i ovenstående eksempler har kampen for bedre retssikkerhed og levevilkår for mennesker med handicap aldrig været mere påtrængende i nyere tid. Skal de virkelig kæmpe alene?

Som Dante skriver i Den guddommelige komedie:

"De varmeste steder i helvede er forbeholdt dem, der i tider med moralsk krise forbliver neutrale".

Med det in mente, er det måske på tide, at vejen til et succesfuldt handicapområde ikke kun er brolagt med gode intentioner, men konkret handling?

Måske er det på tide, at mennesker med handicap og deres familier ikke kæmper alene, og at alle vedkender sig, at selv handicapområdet vedrører de uberørte?