Forsker: Hav høje forventninger til børn med indvandrerbaggrund

Af Sidsel Vive Jensen
Forsker, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Ali går i første klasse, og han er i gang med sin første matematikprøve. Han er glad for matematik og synes, at prøven er spændende, men han regner og skriver langsomt.

Hans blyant knækker, så han må finde en ny. Han skriver forkert og må viske ud. Ali tæller på fingrene og lægger næsten ikke mærke til, at flere af hans klassekammerater afleverer deres prøver og går ud af klassen.

Pludselig siger Alis lærer, at der er 10 minutter tilbage af prøven. Efter to minutter er han den eneste tilbage. Læreren siger til Ali, at det er fint nok nu, han har gjort det så godt, han kunne. Nu må han godt løbe ud og lege.

Han kigger på sin lærer, da hun tager den halvfærdige prøve. Han siger ikke noget.

Ovenstående beskrivelse er en omskrevet oplevelse fra en dansk folkeskole.

Vi bør også skifte fokus i undervisningen af indvandrerbørnene herhjemme. Helt konkret kan man arbejde med synliggørelse af forventninger gennem systematisk og tydelig anerkendelse af den indsats, børnene yder, og de resultater, de opnår.

Sidsel Vive Jensen
Forsker, VIVE

Den seneste opgørelse af PISA Etnisk, som blev offentliggjort af VIVE i 2017, viste, at forskellen mellem det faglige niveau hos børn med og uden indvandrerbaggrund er større i Danmark end i de fleste andre OECD-lande.

Sammenhængen mellem indvandrerbaggrund og faglige resultater i skolen er velkendt og veldokumenteret, men vi savner stadig systematiske analyser af, hvad sammenhængen skyldes.

Er det særligt svært for indvandrere at gå i skole i Danmark? Er danske skoler ikke gearede til at undervise indvandrerbørn? Eller er indvandrerbørn bosiddende i Danmark særligt udfordrede i forhold til at lære?

Lave eller negative forventninger
Studier af indvandrerbørns vilkår i danske skoler viser, at disse børn ofte mødes med lave, ingen eller endda negative forventninger.

For eksempel beretter uddannelsesantropolog Reva Jaffe-Walter i bogen Coercive Concern om unge danskere med indvandrerbaggrund, der går ud af folkeskolen uden at nære noget håb om, at de kan videreuddanne sig og arbejde i Danmark.

I løbet af deres skolegang har de oplevet, at ingen forventer noget af dem. Vi ved fra anden forskning, at netop lærernes forventninger kan være afgørende for elevernes præstationer.

I lyset af denne forskning er det sandsynligt, at sammenhængen mellem indvandrerbaggrund og fagligt niveau delvist kan forklares ved, om der har været høje eller lave forventninger til børnene.

I Danmark har man traditionelt ment, at indvandrerbørnenes dårligere faglige præstationer skyldes sprogvanskeligheder.

Tanken er, at det er indvandrerbørnenes dårligere danskkundskaber, der bremser deres faglige udvikling.

En anden fremtrædende opfattelse er, at indvandrerforældrene ikke forstår, hvordan folkeskolen fungerer, og derfor har de svært ved at støtte deres børn i skolegangen.

Endelig kobles indvandrerbørnenes lave præstationer også ofte sammen med indvandrerfamiliernes manglende ressourcer og eventuelle sociale problemer.

Alle disse opfattelser har det til fælles, at de placerer problemet hos børnene med indvandrerbaggrund og deres familier.

Derfor sætter vi ind hos dem – med ekstra sprogundervisning og undervisning af forældrene i, hvad der forventes af dem.

Og vi udviser stor forståelse for, at indvandrerbørnene kommer med lavere sociale, personlige og økonomiske ressourcer.

Gør op med forventningsfattigdommen
De traditionelle strategier hviler alle på den samme problemforståelse, og dermed overser de det kæmpe potentiale, der ligger i, at skolen forbedrer undervisningsvilkårene for børn med indvandrerbaggrund.

Det første, skolerne kan gøre i den forbindelse, er at gøre op med den forventningsfattigdom, der hersker i forhold til børn med indvandrerbaggrund.

Vi har brug for at tydeliggøre både for os selv og for børnene, at vi forventer noget af dem: at de er interesserede i at lære, at de er i stand til at blive dygtige, at de bidrager i undervisningen, og at de får en god skolegang.

I London har man med succes været igennem sådan en udvikling i skolesystemet via reformen The London Challenge.

Et gennemgribende opgør med ”the poverty of expectations” har betydet, at lærere og skoleledere er bevidste om ikke at opgive børn på forhånd, og de arbejder målrettet med børnenes forventningsudvikling.

Vi bør også skifte fokus i undervisningen af indvandrerbørnene herhjemme. Helt konkret kan man arbejde med synliggørelse af forventninger gennem systematisk og tydelig anerkendelse af den indsats, børnene yder, og de resultater, de opnår.

For eksempel kan man belønne og understøtte, når elever er særligt motiverede, vedholdende eller bidrager positivt til læringsmiljøet.

Og selvfølgelig også når de opnår faglige eller kreative resultater. Pointen er, at vi skal få øjnene op for de succeser, der er, og nære dem, så de vokser.

Det er af afgørende betydning for alle børn og særligt for børn med indvandrerbaggrund, at de oplever anerkendelse og høje forventninger i skolen.