Forsker: Konsulenter bør ikke belønnes økonomisk på handicapområdet

DEBAT: Når konsulenter belønnes for, hvor mange penge de kan finde besparelser for på handicapområdet, går det ud over borgere, der har brug for hjælp. Derfor skal der findes en anden ordning, skriver Emil Sjøberg Falster.

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

18. december kunne jeg på Altinget.dk læse, hvordan KL blåstempler anvendelsen af resultatlønnede konsulenter på handicapområdet med den begrundelse, at kommunerne og konsulenterne altid skal vægte det socialfaglige højst.

Der blev med andre ord ikke reflekteret videre over de utilsigtede virkninger, som resultatløn og økonomiske incitamenter kan have på menneskers adfærd.

Lignende styringsinstrumenter anvendes da også på en lang række af de centrale og store velfærdsområder.

Fælles for alle disse områder er, at indførelsen af markedsmekanismer og økonomiske incitamenter bygger på en række antagelser om menneskelig og organisatorisk adfærd, som har udgangspunkt i den såkaldte ”økonomiske standardmodel”.

Denne model bygger på den grundlæggende antagelse, at individet er rationelt egennyttemaksimerende med tidskonsistente præferencer, og som træffer sine valg på baggrund af fuld information.

Bedste tilbud for færrest penge
I relation hertil kan sagen om resultatlønnede konsulenter perspektiveres gennem den såkaldte principal-agent teori, der ofte anvendes til at analysere og forstå den relation, hvor en principal - i dette tilfælde kommunen - vil have en agent - i dette tilfælde konsulenten - til at udføre en bestemt opgave.

Her handler det i sin enkelthed om at opstille en incitamentsstruktur, der får agenten til at udføre opgaven på den mest tilfredsstillende måde. Det vil betyde, at borgeren får den bedste indsats/tilbud for færrest mulige penge.

Da begge parter antages at agere rationelt egennyttemaksimerende, bliver en incitamentskontrakt derfor løsningen.

Denne kontrakt muliggør en relation, hvor agenten alene aflønnes efter de resultater, som er målelige/synlige for principalen.

En resultatkontrakt skal således tilskynde agenten til en adfærd, som er i principalens interesse.

”No cure – no pay”-kontrakt
Det lyder alt sammen meget godt. Men det er alment kendt, at anvendelsen af økonomiske incitamenter kan have utilsigtede virkninger på menneskers adfærd.

I den eksisterende forskning tales der eksempelvis om såkaldt skævvridning.

Med andre ord: når agenten belønnes gennem et økonomisk incitament, der i dette tilfælde er forankret i en ”no cure – no pay”-kontrakt, fokuserer agenten ensidigt på den løsning, der resulterer i belønning, frem for det som egentlig ønskes.

Her er problemet, at den overordnede målsætning om at det socialfaglige skal vægtes højst ikke prioriteres af agenten i samme omfang som det mål, der resulterer i belønningen.

Den utilsigtede virkning i form af skrævvridning er et delelement i den kritik, som rettes mod de kommuner, der anvender resultatlønnede konsulenter.

For hvordan kan mennesker med handicap være sikre på, at de ikke får ringere hjælp og støtte, når konsulenten alene belønnes efter, hvorvidt vedkommende finder en besparelse i deres sag? 

Hvor går grænsen?
Den første indvendig kunne være, at konsulenterne reelt set er drevet af at ville mennesker med handicap og socialområdet det bedste, og at konsulenten er drevet af indre motivationsfaktorer og ikke eksterne incitamenter.

Selvom det kan være korrekt, hvordan kan mennesker med handicap så være sikre på, at konsulentens vurderinger i realiteten ikke er drevet af andre faktorer, der er ubevidste for konsulenten selv - eksempelvis det økonomiske incitament, vigtigheden af andres anerkendelse eller frygten for ens chef.

Disse faktorer kan dog ikke alene henføres til at gælde konsulenter på det private marked.

En anden indvendig kunne være, at konsulenternes vurderinger ikke har indflydelse på myndighedens afgørelse, og at der er en skarp adskillelse mellem konsulentens vurderinger og myndighedsafgørelsen.

Det afføder et spørgsmål: Hvordan giver det logisk mening at betale en konsulent for at gennemgå en række sager, hvis konsulentens vurderinger ikke indgår i afgørelsen? Hvor går grænsen? 

En tredje indvending kunne være, at kommunerne kun anvender konsulenterne til at vurdere, hvorvidt de har betalt for meget eller for noget, som deres borgere ikke har modtaget eksempelvis i et botilbud.

Spørgsmålet må her være, at hvis det socialfaglige vægtes højst, er der så tilfælde, hvor konsulenterne har vurderet, at kommunen har betalt for lidt?

Belønningsstruktur bør undgåes
Hvis der forekommer systematisk afvigelse fra antagelserne i den økonomiske standardmodel, vil økonomiske incitamenter ikke altid være den bedste løsning.

Eksempelvis som i et tilfælde, hvor kommunerne ønsker at vægte det socialfaglige højst, men hvor der opsættes et økonomisk incitament, der tilskynder konsulenten til at finde en besparelse, hvilket ikke har relation til det socialfaglige mål, men kun til at kommunen opnår en besparelse, og at konsulenten modtager en belønning.

Det burde derfor være relativt evident, at der umiddelbart ikke er sammenhæng mellem målet og det incitament, der anvendes.

Desuden kan der være grundlæggende forskel på de to parters præferencer, hvilket en incitamentskontrakt burde tage hensyn til, og hvis dette ikke er muligt, bør en sådan belønningsstruktur undgås, da det kan have negative konsekvenser for den indsats eller det tilbud, som borgeren modtager – på trods af intentionen om det modsatte.

Alternativet er at anvende en struktur, hvor det socialfaglige også er verificerbart på samme niveau som de økonomiske besparelser – eller helt at droppe kontraktformen.

Forrige artikel Anbragte: Indgribende anbringelser kræver bedre vurderingsgrundlag Anbragte: Indgribende anbringelser kræver bedre vurderingsgrundlag Næste artikel CP Danmark: Handicappolitikken er forduftet og tilbage står økonomistyring CP Danmark: Handicappolitikken er forduftet og tilbage står økonomistyring
Børnerådet får ny formand

Børnerådet får ny formand

NYT JOB: Den nuværende formand i Dansk Flygtningehjælp, Agi Csonka, er blevet udpeget som ny formand for Børnerådet. Hun afløser Mette With Hagen på posten.