Forskere: Folk frygter alderdommen og manglende pleje

Af Tine Rostgaard og Mads Matthiessen
Forskere, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Hver anden dansker – nærmere bestemt 54 procent – frygter, at der ikke vil være tilstrækkelig pleje og hjælp, når de bliver gamle. Det viser en ny undersøgelse fra TrygFonden, hvor mere end 6.000 personer over 40 år har deltaget. Til sammenligning frygter 23 procent af de adspurgte terror, og 19 procent frygter at blive fyret.

Hvorfor optræder ældreplejen øverst på danskernes liste over ting, de er bekymrede over? Den danske velfærdsmodel er jo kendetegnet ved, at alle borgere har samme og gode sociale rettigheder, og ved at kvaliteten i serviceydelserne er høj. Ydermere er en kerneydelse som hjemmehjælpen ganske gratis; noget, vi ikke ser i andre lande, heller ikke engang i Sverige og Norge.

Bekymringen skyldes nok især udviklingen mod et aldrende samfund, som presser kommunerne til at overveje, hvordan de kan sikre det samme serviceniveau. Tilpasningen er allerede i gang: Siden kommunesammenlægningen i 2007 er der år for år blevet færre ældre, der modtager hjemmehjælp – og det på trods af, at der bliver flere ældre i samfundet: Siden 2008 er antallet af hjemmehjælpsmodtagere over 65 år faldet med 33.000, og samtidig er antallet af ældre i befolkningen i denne aldersgruppe vokset med 200.000.

Her er den tydelige tendens, at færre og færre ældre over tid får hjælp af hjemmehjælpen, og det uanset om de har én eller flere funktionsnedsættelser.

Tine Rostgaard og Mads Matthiessen
Forskere, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Det svarer til, at 18 procent af de ældre over 65 år modtog hjemmehjælp i 2008, i dag er det kun 12 procent. Dette kan også tydeligt aflæses i de kommunale ældreudgifter, som gennemsnitligt er faldet med 3.352 kr. per borger over 65 år siden 2008.

Flere ældre bliver selvhjulpne
Hverdagsrehabilitering er et af de redskaber, som kommunerne bruger til at reducere udgifterne på ældreområdet. Hverdagsrehabilitering indebærer, at kommunerne vurderer, om borgeren ved hjælp af daglig træning kan blive selvhjulpen i sine hverdagsaktiviteter. Rehabilitering har været afprøvet i kommunerne siden slutningen af 00’erne og blev indført ved lov i 2015.

Man er med andre ord gået fra at tilbyde en passiv til en mere aktiv pleje, hvor hjemmehjælperen i samarbejde med for eksempel en ergoterapeut skal motivere og hjælpe borgeren til selv at kunne udføre opgaverne. Det er derved blevet sværere at blive visiteret til almindelig hjemmehjælp.

Siden da er det lykkes mange ældre borgere at generhverve deres uafhængighed ved hjælp af nye rutiner, hjælpemidler og fysisk træning. Det gælder hverdagsaktiviteter som selv at kunne komme ud af sengen, i tøjet og på toilettet, og også de mindre populære opgaver, som selv at kunne støvsuge og vaske gulv igen.

En evaluering fra det tidligere SFI (nu VIVE) viser, at 20 procent af de ældre borgere, som har modtaget rehabilitering, efterfølgende vurderes til helt at kunne stoppe med at modtage hjemmehjælp. Potentialet er derfor stort, og kommunerne har ikke overraskende taget ideen til sig. Mange af dem har allerede justeret budgetterne derefter, i nogle tilfælde før vi rigtig har set resultaterne af rehabilitering folde sig ud.

Indførelsen af rehabilitering afspejles i kommunernes kvalitetsstandarder. Her henviser man ofte til, at netop denne indsats kan gøre borgerne selvhjulpne og øge deres livskvalitet. En opgørelse fra Ældre Sagen viste til gengæld før sommeren, at det daglige bad, som blev så flittigt debatteret op til Folketingsvalget i 2015, ikke optræder i de kommunale kvalitetsstandarder.

Blandt de 26 kommuner, som oplyser, hvor ofte man kan tilbyde et bad, er der ingen, der tilbyder et dagligt bad. Man er som hjemmehjælpsmodtager kun garanteret at kunne komme i bad én gang ugentligt. En væsentlig grund til at blive selvhjulpen kan således være, at man så ikke længere er afhængig af kommunens kvalitetsstandarder. Netop dét fremhævede en visitator i en af KORAs (nu VIVEs) nylige undersøgelser af rehabilitering, som et argument for at motivere borgeren til at blive selvhjulpen.

Mere afhængige af nære pårørende
Men er faldet i antallet af hjemmehjælpsmodtagere ikke bare den gode historie om, at flere ældre i dag er mere sunde og raske og derfor klarer sig uden hjælp, netop som det er intentionen med rehabilitering? Både ja og nej. Vi lever ganske rigtig længere i dag uden skavanker og sygdomme, men vi har stadig behov for pleje og omsorg i vores sidste leveår. Rehabilitering har potentiale til at mindske dette behov, men de foreløbige resultater tyder på, at vi nok også skal kigge os omkring efter andre løsningsmodeller såsom en øget forebyggende og tidlig indsats.

Vi skal også have fokus på, at det kan have nogle utilsigtede konsekvenser for borgerne, når hjemmehjælpen bliver omlagt: Det begrænser borgerens mulighed for at få hjælp – og det begrænser retten til ikke at være afhængig af familien.

Vores analyser af den landsdækkede spørgeskemaundersøgelse Ældredatabasen tyder på, at der siden 2002 og 10 år frem er sket et skift i, hvem der hjælper de svageste ældre. Vi har set på de ældre, der angiver, at de ikke selv kan udføre en række hverdagsopgaver, såsom rengøring, at komme i tøjet og i bad eller at kunne gå rundt i hjemmet uden hjælp. Det er med andre ord ældre, der har en betydelig funktionsnedsættelse, og som er afhængige af hjælp i det daglige.

Her er den tydelige tendens, at færre og færre ældre over tid får hjælp af hjemmehjælpen, og det uanset om de har én eller flere funktionsnedsættelser: I 2002 fik 28 procent af de ældre med én funktionsnedsættelse hjælp af hjemmehjælperen, i 2012 er det faldet til 15 procent. Samme udvikling ses for de ældre, der har to eller flere funktionsnedsættelser. Her var det i 2002 35 procent af de ældre, der fik hjælp af hjemmehjælperen – i 2012 var det kun 24 procent.

DIAGRAM: I 2012 fik de svage ældre langt mindre hjælp af hjemmehjælperen (angivet ved de grå pile) og langt mere hjælp af ægtefællen (angivet ved de blå pile), sammenlignet med i 2002 (Kilde: Ældredatabasen og VIVE)

Vores tal viser også, at dette til dels kompenseres af, at ægtefællen træder til (se figuren). Eksempelvis er det 35 procent af de ældre med to eller flere funktionsnedsættelser, som i 2012 fik hjælp af ægtefællen, mod 17 procent i 2002. Der er ikke tilsvarende ændringer i, hvor mange ældre der får hjælp fra venner, anden familie eller privat købt hjælp. Tallene viser med andre ord, at selv ældre med et betydeligt behov for hjælp oplever nedskæringerne i hjemmehjælpen. Omsorgen for de svage ældre er i stigende grad blevet et anliggende for den nære familie.

Tilbage står spørgsmålet: Hvordan har udviklingen været blandt dem uden ægtefælle? De oplever i stigende grad at stå uden hjælp, da der ingen ægtefælle er til at tage over for hjemmehjælpen.

Vi får her i december nye tal fra næste runde af Ældredatabasen. Men indtil da er udviklingen for 2002-2012 en påmindelse om, at en så omfattende omlægning af en kerneydelse som hjemmehjælpen kan have store konsekvenser, for såvel den ældre som den nære familie.