Debat

Forslag: Nedsæt en ulighedskommission

DEBAT: Formanden for Vidensråd for Forebyggelse, professor Morten Grønbæk, opfordrer den kommende socialminister til at nedsætte en ulighedskommission, der skal sætte konkrete mål for at reducere den sociale ulighed i sundhed.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af professor Morten Grønbæk,
formand for Vidensråd for Forebyggelse. 

Selvom danskerne lever længere, er der fortsat stor social slagside, når det gælder sundhed, sygelighed og middellevealder. Uligheden har været stigende i de sidste 20 år, for eksempel lever de bedst stillede mænd 10 år længere end de dårligst stillede. Hos kvinder er forskellen 6 år. Og dette er til trods for, at vi i Danmark har en relativ lav økonomisk ulighed og principielt lige og let adgang til sundhedsydelser.

Sundhedsstyrelsen har for nylig offentliggjort en omfattende rapport om ulighed i sundhed, der tydeligt dokumenterer, at vores sundhed skabes i et kompliceret samspil mellem vores biologiske arv, sociale position og livsstil. Den sociale ulighed i sundhed kan derfor ikke nedbringes af sundhedssektoren alene. For eksempel har uddannelse, sociale forhold, arbejdsmarkedstilknytning, boligforhold, miljø og arbejdsmiljø stor betydning for den enkeltes sundhed.

Sundhed i socialsektoren
Mange sundhedsproblemer ender i socialsektoren, ligesom mange sociale problemer ender i sundhedsvæsenet. Det er derfor nødvendigt med en fælles indsats på tværs af de to sektorer, hvis uligheden i sundhed skal mindskes. Socialsektoren løser med afsæt i serviceloven en lang række sundhedsrelaterede opgaver. Det gælder for eksempel handicapområdet, socialpsykiatrien, rehabilitering, ældrepleje og misbrugsbehandling.

Fakta

Bland dig i debatten:
Hvis du har lyst til at give dine råd til den kommende socialminister, så kontakt redaktionen ved at skrive til: [email protected]. Det er en fordel, hvis du repræsenterer en faggruppe eller en interesseorganisation.

Desuden har socialsektoren kontakt til ressourcesvage borgere, som ofte også døjer med dårlig sundhed, misbrugsproblemer og sygdom. Det er derfor oplagt at arbejde for, at sundhed bliver en integreret del af ydelserne i socialsektoren.

Ofte kan sundhedsproblemer som alkoholmisbrug eller svær overvægt være en barriere for at hjælpe borgeren videre i arbejde eller uddannelse. Derfor giver det rigtig god mening, at sundhed og den sociale indsats i langt højere grad end i dag tænkes sammen. Og det gælder på både statsligt, regionalt og kommunalt niveau.

Foto:

Nedsæt en ulighedskommission
Der har været talt og skrevet meget om ulighed i sundhed i de senere år. Men det har knebet mere med konkrete politiske bud på løsninger. Forebyggelseskommissionen foreslog en række initiativer til at gøre danskerne sundere, men tog ikke særskilt fat på social ulighed i sundhed.

Det bør den kommende regering råde bod på. Jeg vil foreslå, at der etableres en tværministeriel ulighedskommission med socialministeren for bordenden og med deltagelse af Sundhedsministeriet. En sådan ulighedskommission skal opstille ambitiøse mål for reduktion af den sociale ulighed i sundhed og pege på konkrete løsninger. Kun på den måde kan vi bryde den "sociale arv i sundhed" og gøre det gamle mundheld "hellere rig og rask end syg og fattig" til skamme.

Vidensråd for Forebyggelse står gerne til rådighed med viden og inspiration i arbejdet med at reducere den sociale ulighed i sundhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Grønbæk

Direktør, Center for Sundt Liv og Trivsel, formand, Karen Elise Jensens Fond
cand.med. (Københavns Uni. 1988), ph.d. (Københavns Uni. 1996), dr.med. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00