Har institutionsanbringelser en plads i det sociale landskab?

Af Ole Steen Kristensen
Professor, ph.d., Aarhus Universitet, Psykologisk Institut

Døgninstitutioner har eksisteret i mere end 100 år. Alligevel er det først efter årtusindeskiftet, at der for alvor er kommet gang i forskningen om anbragte børn på institution. Det kan undre.

Forskningsprioriteringer er ikke altid logiske og følger lige så meget moden som andre brancher.
Døgninstitutioner er nu sat på dagsordenen i forskningsverdenen, og det må hilses velkommen, idet der uden for en snæver kreds ofte findes en ringe viden om anbragte børn på institution. Har døgninstitutioner en fremtid? Læser man barnets reform eller lytter til andre politiske meldinger, ser det ikke sådan ud. Døgninstitutioner nedlægges en efter en landet over, og man føler sig foranlediget til at rejse spørgsmålet, om det nu er en god idé.

Døgninstitutioner blev udsat for en voldsom kritik i 1970'erne, og denne kritik er ikke forstummet endnu. Baggrunden for kritikken var, at store institutioner fratog anbragtes rettigheder og initiativer.

Institutionernes behandlingsregime pålagde dem at opføre sig efter institutionens retningslinjer, og indtrykket var, at anbragte skulle tilpasse sig institutionen i stedet for omvendt. Kritikken havde store konsekvenser. Store institutioner blev udlagt, nedlagt eller forandret. På et tidspunkt skrev et ministerium for eksempel, at institutionsbegrebet var nedlagt, og mente dermed, at sammenfaldet mellem behandling og bosted, som er døgninstitutioners kendetegn, nu var en saga blot.

Mens denne debat pågik, dukkede der nye perspektiver op, og glimtvist fik man øje på, at institutioner ikke kun handlede om behandling men også om at finde steder, hvor anbragte kunne profitere af denne behandling. Dette fokus er udgangspunktet for bogen "Den komplekse anbringelse", som jeg udgav i 2013.

Der er flere og flere, der påpeger, at institutionsanbringelser har sin plads i det sociale landskab, men det er vanskeligt med ord at sige, hvornår et barn har gavn af en institutionsanbringelse.

Ole Steen Kristensen
Professor, Aarhus Universitet

Under arbejdet med denne bog er det blevet klart for mig, at man ikke kun bør fokusere på institutioners effekt; men også må besvare andre væsentlige spørgsmål: Hvordan kan døgninstitutioner fremme anbragte børn og unges behov for at høre til?

Hvad er et godt udviklingsmiljø for anbragte børn og unge? Hvordan kan døgninstitutioner bidrage til, at anbragte børn og unge senere bliver integreret i voksenlivet? De langsigtede effekter er mere interessante og fortæller en anden historie om døgninstitutioner end de kortsigtede effekter kort efter anbringelsens ophør. I bogen fremlægger jeg en lang række undersøgelser, som tilsammen giver det billede, at man risikerer at misforstå institutioner eller ignorere væsentlige sider af institutionslivet, hvis man udelukkende interesserer sig for behandlingseffekten af døgninstitutioner.

Den klassiske døgninstitution med op til 60 børn i flere forskellige afdelinger langt ude på landet findes stadig. Men det er nok forbigået de flestes opmærksomhed, at nutidens institutionslandskab har langt flere institutionsformer at byde på: Fra den mest lukkede af dem alle - sikrede institutioner - over den gamle store institution med forbindelser til lokalsamfundet til akutinstitutioner, nærmiljøinstitutioner, miniinstitutioner samt matrikelløse institutioner, der alle er tæt integrerede i det lokale samfund.

Mange 'gamle' institutioner har desuden fået andre opgaver i de seneste årtier: flere og flere døgninstitutioner tilbyder nu dagbehandling, familiebehandling og/eller efterværn, og nogle institutioner samarbejder med plejefamilier. Det er i stigende grad svært at skære institutioner over én kam.

Det klassiske institutionsbegreb er under opblødning, og der satses i stigende grad på opgavevariation og -løsning, hvor naturlige ingredienser er barnets relationer til andre børn, individuel behandling og en behandling, der ikke isoleres fra barnets familie eller andre lokale tiltag.
Alene denne variation gør det vanskeligt at tale om institutioner, som om de er ens overalt. Omvendt bliver det også vigtigere at interessere sig for, hvad det er døgninstitutioner kan. Ved nærmere eftersyn kan man lære en del om anbragte børns behov ved at studere døgninstitutioner.

Lader det sig gøre at finde "det rigtige sted"- før anbringelsen?
I bogen fokuserer jeg på anbragte børn og unge. En anbringelse er ingen diagnose, kun et fingerpeg om, at barnets udvikling er truet; langt over det, der kan håndteres i samfundets almindelige institutioner som fx skoler, børnehaver og SFO, som ofte står magtesløse over for de komplekse problemstillinger.

Anbragte børn er en samlebetegnelse for børn med utallige problemstillinger. Selv på en og samme institution er sammensætningen af børnenes vanskeligheder ikke let at fange.
Alle signaler peger dog på en sårbar børnegruppe med forskellig sammensætning af følelsesmæssige problemer, fysisk eller verbal aggression og sociale problemer i forhold til kammerater. Forældrene til de anbragte børn er ofte dårligere stillede end andre forældre, og man finder hos forældrene ofte en overhyppighed af misbrugsproblemer, kriminalitet eller helbredsmæssige problemer.

Fænomenet "Det rigtige sted" opstår hurtigt som tankefigur i anbringelsesprocessen. Det ville være ideelt, hvis der var en klar sammenhæng mellem barnets problem og den behandling, det skal modtage. "Det rigtige sted" er det sted, hvor barnets behov kan imødekommes.

Inden beslutningen om eventuel anbringelse tages, gennemføres der grundige undersøgelser af barnet i samarbejde med familien, og der træffes beslutninger om, hvad der skal ske. Denne grundige undersøgelse har i sig selv virkninger for barnet og dets familie. Når spørgsmålet drejer sig om valg af indsats eller anbringelsessted, bliver tingene straks vanskeligere.

Lader det sig gøre at vælge "det rigtige sted"? Man kan nå langt; men må også efterlade nogle spørgsmål til de institutioner eller familier, der modtager barnet. Det er der flere grunde til. For det første skyldes det, at det er vanskeligt at sammenligne interventioner på anbringelsesområdet og på forhånd udpege et sted, der egner sig til barnet, og for det andet forudsætter valget af "det rigtige sted", at barnets problemer kan afdækkes fuldstændigt, og at valget af anbringelsessted kan udledes deraf. Det gælder kun i store træk. Ofte får man et andet billede af barnets muligheder og vanskeligheder under anbringelsen. Det rigtige sted findes kun i bakspejlet.

En af tidens strategier til at finde det rigtige sted er idéen om den effektive indsats. Har man et katalog over effektive indsatser til børns vanskeligheder, er det let at slå op i kataloget og finde et egnet sted. Grundidéen er, at den effektive indsats skal fremmes og udbredes på bekostning af andre mindre effektive indsatser. Når den effektive indsats skal identificeres, anbefales oftest lodtrækningsforsøg. En gruppe af skotske og hollandske forsker har gennemstøvet litteraturen for at finde eksempler på lodtrækningsforsøg, hvor institutionsanbringelser indgår, men fandt ingen.

Det er der både etiske og faglige grunde til. For det første er der et etisk problem i at sende et barn i familiepleje, hvis man godt ved, at en institutionsanbringelse er bedst. For det andet er en institutionsanbringelse en kompliceret størrelse uden éntydigt mål. For det tredje ændrer døgninstitutioner sig hele tiden, bl.a. i kraft af nye opgaver og nye love og bekendtgørelser. Lodtrækningsforsøg vanskeliggøres bl.a. af det, der kaldes selektions-bias. Børn, der er anbragt på institution, har flere og andre problemer, end børn i familiepleje har. Derfor kan institutionsanbringelser og familiepleje ikke uden videre sammenlignes.

Selvfølgelig skal der tages stilling til, om og hvordan institutioner virker, men spørgsmålet - og det deraf følgende svar - kan let komme til at skurre i ørerne. Spørgsmålet, om institutionsanbringelse virker, kommer derfor let til at svare til at spørge en læge, om kirurgi virker! Tiden er inde til at overveje, hvad der gør institutioner til gode udviklingsmiljøer for udsatte børn og unge, og hvad der kendetegner en god institution. Der er mere brug for at vide, hvad der virker og ikke kun, om det virker.

Hvordan kan døgninstitutioner fremme anbragte børn og unges behov for at høre til?
Nyere amerikanske undersøgelser peger på, at eksklusion af børn allerede i børnehaven kan spores i børnenes skolegang 8-10 år efter.

Børns tilhørsforhold er altså afgørende for barnets udvikling, og et brud på dette tilhørsforhold har stor betydning for barnets udvikling. Virkningerne er dokumenteret rigeligt, men det er fortsat vigtigt at påpege, at eksklusionen i sig selv har negative konsekvenser for barnet. Eksklusioner kan gradbøjes fra at blive ignoreret, afvist og isoleret over at møde antipati, aggression, chikane eller at blive bagtalt til at blive svigtet, at opleve skyld og skam eller blive fjernet. Eksklusion er forbundet med en væsentligt større risiko for mental og psykisk sygdom, større aggression og mindre prosocial adfærd.

Anbragte børn har ofte oplevet eksklusion i flere omgange, mest radikalt ved selve anbringelsen, og det gør det relevant at overveje, om tilhørsforhold kan bringe barnet tilbage på udviklingssporet.
Tilhørsforhold er barnets følelse af at være accepteret, værdisat, inkluderet og anerkendt af andre samt følelsen af at være en vigtig del af gruppens liv. Der er mange sider af dette: barnets oplevelse af at høre til, den voksnes støtte til eller konflikt med barnet, kvaliteten af venskaber, børnehierarkier (barnets position i hierarkiet), og accept af kammerater, samt ikke mindst stabilitet i barndommen.

Lykkes det at skabe en stabil opvækst for det anbragte barn? Forskellige undersøgelser peger på, at mellem 20% og 52% af børnene oplever ustabile forløb - skift mellem at bo hjemme hos forældre og på institution - og at mange børn oplever tre eller flere anbringelser. Omstændighederne er vanskelige at sammenligne, og procenttal er nok mere afhængige af lokale omstændigheder end udtryk for det, der kan ske for anbragte institutionsbørn. Nyere forskning viser, at der findes fire former for stabilitet under en anbringelse: fra den simple med en anbringelse af lang varighed til den komplekse med mange anbringelser af kort varighed, og at disse former for stabilitet er forbundet med forskellige risikofaktorer. Noget tyder på, at de fire former for stabilitet også præger barnets liv som voksen.

Alle unge mennesker har brug for hjælp og støtte i overgangen til voksenalderen. Mens de fleste unge får hjælp og støtte fra familien, har tidligere anbragte børn og unge ikke samme muligheder. Anbragte unge kommer ofte tidligere ud i en situation, hvor det forventes, at de skal klare sig selv. Ikke nok med at anbringelsen har medført udfordringer; overgangen til voksenlivet fordobler udfordringerne. I "Den komplekse anbringelse" har jeg fremlagt en række undersøgelser, der ikke nødvendigvis er de bedste, hvad angår forskningsdesign og -metode, men det er de bedste til at skabe antagelser eller en teori om, hvilke forhold der gør overgangen lettere for tidligere anbragte unge.

Der foreligger mange enslydende informationer om, at overgangen fra institution til selvhjulpen tilværelse er vanskelig for børn og unge, der har været anbragte. Det går ud over beskæftigelsesgraden som voksen, uddannelsesniveauet og den støtte, de unge oplever at få under overgangen. Der findes en øget risiko for psykosociale og sociale problemer som voksne.
Uanset om vi taler om institutionsanbringelse, familiepleje eller slægtsanbringelse er det afgørende, hvordan de enkelte miljøer tager imod barnet og skaber opvækstvilkår, som barnet kan leve med. Ikke sjældent møder man unge, tidligere anbragte udtale:

"Jeg bærer meget nag til institutioner, jeg har boet på. Jeg tror faktisk ikke, der var nogen af de voksne, der kunne lide mig. Altså, jeg ved godt, jeg var en møgunge, men når man er så svigtet og ked af det, kan man godt reagere voldsomt. (...) Der jeg kom hen senere, var det helt anderledes. Der var mere frit, og pædagogerne talte til mig, som om jeg havde et ansvar".

Hvad er et godt udviklingsmiljø?
Allerede i 1970'erne blev der talt meget om barnets kontekst. Dette ord er blevet så indarbejdet, at de færreste opdager, at man taler om vidt forskellig ting. I desperation over tingenes tilstand skrev den amerikanske community-forsker, Edison Trickett, at kontekst er det vand, vi fisk svømmer i. Dermed rammer han meget godt den forvirring, der opstår, hver gang nogen taler om kontekst.
Indretningen af vores institutioner gør nogle sider af barnets adfærd og reaktioner tydeligere, mens den skjuler andre sider.

Det lyder indlysende, at der er spilleregler for, hvad man må og ikke må, men pudsigt nok har man ikke i særlig stor udstrækning interesseret sig for, hvad disse spilleregler betyder for barnets udvikling. I sportens verden kender man dette samspil, ganske godt endda. Efter hver superligarunde er der næsten altid en fodboldtræner, der udtaler, at man ikke er bedre, end modstanderen tillader. Og har man prøvet at være fodbolddommer, ved man, at det står i dommerens magt at gøre en kamp let eller svær at dømme.

Men der er mere end det. Kulturen omkring foldboldholdet kan være præget af disorganisering eller endnu værre underminering af spillernes præstationer. Omvendt kan det gode foldboldhold integrere nye spillere og få dem til at fungere optimalt i en helhed. Med dette peger jeg på institutionslivets Janus-ansigt: At grupper eller institutionskulturen kan fremme eller hæmme børns udvikling.

Forældrene er i starten i en perifer position. Adskillige undersøgelser viser, at et konfliktuelt forhold til forældre eller et oppositionelt forhold mellem forældre og institution kan gøre det vanskeligere for barnet at komme videre. Når et barn bliver anbragt uden for hjemmet, bliver dets forældre som regel chokerede. Men to år senere vil deres forældreidentitet være transformeret, og en større indsigt i egen evne til at drage omsorg for deres barn er opnået; de vil have udviklet personlig tillid og re-etableret en tæt kontakt til deres barn. Flere undersøgelser er nødvendige for at afklare, hvilken betydning familieinvolvering har for den unge efter endt behandling. Ændringer i forældrenes forhold til børnene er afgørende for et godt forløb. Det viser sig, at barnet profiterer af:

• at forældrene har mulighed for at deltage i behandlingen, at forældrene dermed kan udvikle nye relationer til deres barn (eller børn, hvis forældrene har flere børn anbragt) og
• at der opstår en mulighed for at forældrene kan udvikle deres fornemmelse for deres barn/børns behov

En børnegruppe er både et fællesskab for børnene og en hård kamp om positioner i børnehierarkiet. Dette indebærer muligheder og umuligheder for barnet. Her er det især vigtigt at holde sig for øje, hvad der sker i børnegrupper, og hvordan børnegrupper fremmer eller hæmmer barnets adfærd. Børn profiterer af

• at være en del af et fællesskab,
• at håndtere positionskampe mellem børnene og
• at børnene kan tilegne sig sociale kompetencer, og at børnene dermed bliver forberedt til voksenlivet

De ansatte har deres forpligtelser og udvikler i fællesskab med andre ansatte et sæt af regler og normer for den omsorg, som barnet er modtager af. Institutionens forhold til ansatte handler om, hvordan ansatte dels beskytter barnet, dels drager omsorg for det og samtidig beskriver de antagelser, som man mener virker i forhold til at bringe barnet videre. Hvad tænker de ansatte om programmet? Forskningserfaringer viser, at erklærede og klare behandlingsfilosofier forbedrer behandlingen. Børn profiterer bl.a. af

• Ansatte, der beskytter mod overgreb eller angreb (oplevelse af tryghed),
• Ansatte, der udvikler en præcis behandlingsfilosofi, der for det første giver børn mulighed, at institutionen giver børn mulighed for at udfolde sig og vise, hvad de kan, for det andet gør det muligt for børnene at deltage i væsentlige beslutninger, og for det tredje skaber muligheden for at børnene kan tilegne sig færdigheder og leve et selvstændigt liv som voksne

Der stilles forholdsvis få krav til indholdet af institutioners behandling. Det er i høj grad overladt til fagfolk, og sådan skal det også være. Imidlertid fylder behandling kun en lille del af livet på en institution, måske en time om dagen, så hvordan med de 23 andre timer i døgnet? Når et barn anbringes på døgninstitution, placeres det samtidig i et særligt praksisfællesskab. Således skabes institutionens hverdag gennem dynamiske processer, hvor individer og grupper interagerer ud fra forskellige positioner og motiver.

Undersøgelser viser endvidere, at barnet (og dets familie) gennemgår fire faser under en anbringelse. Første fase er adskillelsesfasen, hvor et behandlingsbehov identificeres, som regel før anbringelsen finder sted. I anden fase konstrueres samværet med andre på ny: efter adskillelsen etableres et andet forhold til forældrene, og i den nye børnegruppe indgår barnet i fællesskabet og hierarkiet. I tredje fase etableres en ny diskurs, som regel på initiativ af det professionelle personale, og i fjerde fase integreres barnet i nye fællesskaber efter endt ophold på døgninstitution.

For børn, som er anbragt for nyligt, dominerer to processer deres første tid på institutionen. For det første skal de finde deres plads i en ny gruppe af børn, og for det andet skal de og deres forældre vænne sig til det nye adskilte forhold. Pædagogikken, og den pædagogisk ønskede udviklingsproces, synes for mange børn sekundært i starten. Efterhånden skifter disse elementer for mange børn plads. Når man har opnået en anerkendt social placering i børnegruppen, og når forældre og børn har vænnet sig til adskillelsen, begynder mange børn at interessere sig mere for pædagogikken og spille med på de pædagogiske incitamenter til en anden udviklingsproces.

Den udsatte familie må finde en ny balance, efter at et medlem af familien nu er underlagt andre myndigheders beslutninger. Professionelle må finde en måde at håndtere barnet på i hverdagen. Barnet bliver placeret i en ny gruppe af børn og må søge at integrere sig selv her. Institutionen, der modtager barnet, må forholde sig til gældende politik og strategi.

Institutionsanbringelse har en plads i landskabet men hvilken?
De eksisterende sociale tiltag indeholder så bred en vifte af indsatser, at det gør det vanskeligt præcist at beskrive, hvilken indsats der passer til hvilken målgruppe. Der er flere og flere, der påpeger, at institutionsanbringelser har sin plads i det sociale landskab, men det er vanskeligt med ord at sige, hvornår et barn har gavn af en institutionsanbringelse. De få undersøgelser, der findes af institutioners effekt, afkræfter forestillingen om institutioners negative virkninger, men det er samtidig vanskeligt med den eksisterende viden at give en entydig beskrivelse af, hvad der adskiller børn og unge på institution hhv. i familiepleje.

Når anbragte børn udvikler fællesskaber med andre børn, kan det udvikle sig positivt såvel som negativt. Hvis børnene bliver en del af et positivt fællesskab, øges muligheden for en vellykket overgang til voksenlivet. I det nye institutionslandskab har døgninstitutioner mange facetter at spille på og kan bidrage til, at børnene bliver en del af et konstruktivt fællesskab. Det kræver bl.a. en pædagogisk indsats, der bekæmper de ekskluderende sider af et fællesskab og opbygger gode inkluderende fællesskaber for anbragte børn. Gode fællesskaber handler for anbragte børn om et fællesskab med både andre børn på institutionen og med deres forældre. Lykkes dette, opstår muligheden for, at børn kan lære færdigheder, som de får brug for ved en vellykket overgang til voksenlivet.