
Landslederen af Tuba, Henrik Appel, stopper i organisationen efter et årti på posten.
Det skriver Blå Kors i en pressemeddelelse.
Tuba er en selvejende organisation under Blå Kors Danmark, der tilbyder gratis hjælp til børn og unge, hvis forældre er stof- eller alkoholmisbrugere. Siden Appel overtog lederskabet i Tuba er antallet af afdelinger vokset fra 12 til 34.
"Min ambition var at skabe synlighed om Tubas sag. Børn fra familier ramt af alkoholmisbrug skal ikke selv stå med ansvaret for deres forældres problemer. De skal ikke kæmpe med senfølger efter en opvækst, der har givet dem ar. Mit ønske har derfor været at få sat Tuba på dagsordenen," udtaler den afgående formand.
Tubas bestyrelse og Blå Kors Danmark takker Henrik Appel for hans markante lederskab.
"Vi vil gerne benytte lejligheden til at sende Henrik Appel en stor og varm tak for hans store engagement og den store indsats, han har ydet for at hjælpe unge, der er vokset op i hjem med misbrug," fortæller Christian Bjerre, der er generalsekretær i Blå Kors Danmark og næstformand for Tubas bestyrelse.
I 2021 modtog 3600 unge mellem 14 og 35 år terapi eller rådgivning i en af Tubas afdelinger. I Tuba arbejder både frivillige og lønnede terapeuter, der foruden terapiforløb tilbyder online rådgivning og aftenarrangementer med undervisning og socialt indhold.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Se kortet: 79 kommuner bruger knap tre milliarder kroner mere på socialområdet
- Alle sociale tilbud bør arbejde med bæredygtighed. Sådan har vi gjort på Kofoeds Skole
- Socialrådgiver til DH: Hvordan kunne det tage jer så lang tid at reagere på omstridt radioprogram?
























