Italiens store problem med partnerdrab er lige så meget Danmarks
Et drab på en ung kvinde har rystet Italien og skabt debat om landets generelle syn på kvinder og mænds vold mod dem. Men partnermord på kvinder er ikke et større problem i Italien, end det er herhjemme. Tværtimod, skriver Rikke Viemose.
Rikke Viemose
Journalist, forfatter, kommunikationsrådgiverFor godt en måned siden blev den 22-årige universitetsstuderende Giulia Cecchettin brutalt myrdet af sin jævnaldrende eks-kæreste, og mordet har med god grund skabt både sorg, vrede og oprør overalt i Italien.
Det har vist sig, at ekskæresten overvågede, opsøgte og forfulgte Giulia, men også at han truede hende med at begå selvmord og på den måde holdt hende i en følelsesmæssig skruestik indtil den dag, han mødte hende med en kniv og slog hende ihjel.
TV 2's korrespondent Eva Ravnbøl har beskrevet, hvordan drabet på den 22-årige Giulia nærmest har lammet Italien, og DR's Europa-korrespondent Anna Gaarslev beretter, at det har vakt en bred bevægelse for forandring.Giulia var den 53. italienske kvinde, der i år er blevet dræbt af en nuværende eller tidligere partner, og antallet har chokeret italienerne.
Kvindemord er på alles læber. Italienerne taler nu om, at de har en giftig maskulin kultur, hvor vold mod kvinder undskyldes og er hverdag. De er gået på gaden i fakkeloptog, tusindvis mødte op til begravelsen, og overalt på uddannelsesinstitutioner har man holdt et minuts stilhed til ære for den myrdede unge kvinde.
Ved begravelsen talte hendes far for forandring og appellerede til, at alle italienske mænd tager affære: "Vi skal vise, at vi er agenter for forandring mod kønsbaseret vold", sagde han.
I Danmark har der i en årrække i gennemsnit været ét partnerdrab om måneden
Rikke Viemose
Samtidig hyldes den afdødes søster for, at hun gik imod italienske mediers sympatiske omtaler af gerningsmanden ved at fortælle, hvor manipulerende og kontrollerende han har været.
Hun mener, at alle italienske mænd bærer et ansvar for at nedbryde den giftige kultur, der gennemsyrer landet. Kvindemorderne er "børn af patriarkatet"; af en voldtægtskultur, hvor giftig maskulinitet er normaliseret, mener hun.
Også politikerne er oprørte. Landets første kvindelige premierminister, Giorgia Meloni, har udtrykt sin forargelse over Italiens lange historie med vold mod kvinder fra partnere og ekspartnere.
Og lederen af det største italienske oppositionsparti, Elly Schlein, har talt for en samlet indsats mod kvindevold. For at udrydde "den giftige patriarkalske kultur", der handler om at have "kontrol over kvinders kroppe og liv", har hun foreslået, at undervisning i relationer og respekt bliver obligatorisk i skolerne.
Det er bemærkelsesværdigt, så stor en bevægelse for forandring, mordet på Giulia har skabt. I danske medier er sagen blevet dækket som om, at det er overraskende, at italienerne ikke har indset deres problem med kønsbaseret vold tidligere.
På TV2.dk lød overskriften til en artikel om sagen: "Opsigtsvækkende drab på ung kvinde har udstillet Italiens store problem".
Men "Italiens store problem" kan lige så godt betegnes som "Danmarks store problem". Hvis vi sammenligner antallet af kvindemord i Italien med Danmark, så er der langt flere kvinder i Danmark, der bliver slået ihjel af nuværende eller tidligere partnere.
I Danmark har der i en årrække i gennemsnit været ét partnerdrab om måneden, altså 12 drab årligt. Det ville svare til, at der i Italien, som har en befolkning, der er ti gange så stor som Danmarks, ville være 120 partnerdrab om året. Men mordet på Giulia var "bare" nummer 53.
Vi har masser af viden om, hvorfor og hvornår partnerdrab finder sted. Det farligste tidspunkt for en kvinde i et voldeligt forhold er, når hun afbryder det. Præcis som det var tilfældet for Giulia.
Hvor mange partnermord, der skal til her i Danmark, før der rejser sig en bred, folkelig bevægelse for forandring
Rikke Viemose
Lige nu lever tusindvis af danske kvinder i angst for at blive slået ihjel af deres (eks)partnere. Tal fra Rigspolitiet viser, at der over de seneste år har været en stor stigning i antallet af brud på de tilhold, som voldelige mænd har fået.
På TV 2 Kosmopol kan du læse om en af de kvinder, der lever med den angst. På DR.dk kan du se Anders Aggers rystende reportager fra et krisecenter, hvis du vil vide, hvad de her kvinder er oppe imod.
Man kan godt undre sig over, hvor meget vold og hvor mange partnermord, der skal til her i Danmark, før der rejser sig en bred, folkelig bevægelse for forandring.
Hvor er den politiske leder, der tør tale om, at vi skal have udryddet vores "giftige patriarkalske kultur", at vi skal opdrage vores drenge til at respektere kvinder?
Hvor er den folkelige bevægelse af fædre og brødre og sønner, der tager bladet fra munden og står side om side med de mange voldsramte kvinder? Hvor er fakkeltogene og de mange minutters stilhed? Hvad skal der til?