Kampen mellem varme og kolde hænder i kommunerne

Der er dermed tale om en række forskellige tendenser, der samlet fører til, at praktikerne med den direkte borgerservice bliver reduceret år for år. Men vel at mærke uden det er et ønske fra borgerne eller et formuleret ønske fra det politiske system.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget.dk

Bor du i en kommune, der prioriterer ressourcerne til hjemmepleje, skoler og daginstitutioner højest, hver gang de kommunale budgetter skal lægges? Eller bor du tværtimod i en kommune, der skærer i den borgernære velfærd, mens den ansætter flere chefkonsulenter og procesmedarbejdere?

Svaret vil for langt de fleste danskere være "ved ikke", for de færreste har et overblik over, hvordan kommunen anvender ressourcerne. Meget få af os ved, om besparelser på et borgernært område skyldes svigtende skatteindtægter, stramninger fra staten - eller simpelthen er udtryk for, at kommunens ledelse i højere grad er begyndt at satse på akademisk og teoretisk funderet arbejdskraft frem for praktikerne i felten.

Det er et demokratisk problem, at så få har et overblik, hvordan kommunerne forvalter personaleressourcerne. For netop det spørgsmål er afgørende for velfærden i praksis og burde naturligt ligge i toppen af den kommunale valgkamp. Men sådan er det ikke.