Bliv abonnent
Annonce
Debat

Kandidat til næstformandspost: DH skal gøre handicappolitik til en folkesag

Vi skal blive bedre til at stå sammen med de organisationer, der ser verden og handicapsagen på samme måde som os, skriver Simon Toftgaard Jespersen.
Vi skal blive bedre til at stå sammen med de organisationer, der ser verden og handicapsagen på samme måde som os, skriver Simon Toftgaard Jespersen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
25. september 2025 kl. 03.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De fleste husker nok H.C. Andersens eventyr om kejseren, der ifører sig de "nye klæder" og går gennem byen. Kejseren har formået at overbevise sig selv om, at han har tøj på, men alle andre kan se selvbedraget.

Sådan har jeg det på mange måder med mange af vores politikere herhjemme og den handicappolitik, de fører.

De taler om, at de løbende skaber forbedringer, men alle med en smule indsigt i området ved, at der er tale om det modsatte.

Debatserie: Formandsopgør i DH

3. oktober skal der vælges et nyt formandskab i paraplyorganisationen Danske Handicaporganisationer.

Og der er lagt op til kampvalg.

Frem mod valget bringer Altinget Social indlæg fra de fire formands- og næstformandskandidater:

  • Sif Holst, næstformand i DH. Stiller op til formandsposten
  • Thorkild Olesen, formand i DH. Genopstiller til formandsposten
  • Janus Tarp, formand for Polioforeningen og Ulykkespatientforeningen, stiller op til næstformandsposten
  • Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden, stiller op til næstformandsposten

Jeg har i hvert fald svært ved at forstå, hvis forligskredsen bag rammeaftalen på handicapområdet fra 2024 virkelig tror på, at de arbejder for forbedringer. Det er jo også derfor, at FN's Handicapkomité i fjor ikke lagde fingre imellem i deres kritik.

På den anden side har socialministeren netop udtalt sig i forhold til et-årsdagen for kritikken: "Vi fortsætter nu med flere initiativer, som jeg er overbevist om kommer til at forbedre hverdagen for mennesker med handicap i Danmark," siger hun.

Inddrag flere allierede 

Imens vi kan diskutere, hvem der i virkeligheden har tøj på eller ej, så kan vi konstatere, at noget er nødt til at ske. Vi befinder os i en handicappolitisk krise.

Som Danske Handicaporganisationer (DH) er vi spydspidsen i den kamp. Men vi er ikke alene.

Nuvel har vi fået mindre sejre, men der er for langt i mellem. Derfor er vi nødt til at finde alle de alliancer, vi kan.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden, kandidat til næstformandspost i DH

Som borgere, som #enmillionstemmer, som individuelle organisationer og som DH spiller vi hver vores rolle i at kæmpe for et samfund, hvor mennesker med handicap ikke skal slås eller være heldige for at få de muligheder, andre tager for givet.

Sammen er vi en bevægelse, og vores samspil og individuelle roller er jeg meget bevidst om.

Det er imidlertid op ad bakke at stoppe blødningen på handicapområdet. Nuvel har vi fået mindre sejre, men der er for langt i mellem.

Derfor er vi nødt til at finde alle de alliancer, vi kan. Internt i bevægelsen, men i særdeleshed også udenfor.

Vi skal blive bedre til at stå sammen med de organisationer, der ser verden og handicapsagen på samme måde som os.

Samtidig skal vi blive bedre til at få en større del af den generelle befolkning til at forstå, hvorfor sagen er vigtig. 

En folkesag 

Handicapsagen bør være en folkesag. Befolkningen bør betragte det som det naturligste i verden, at også mennesker med handicap kan leve et liv med selvbestemmelse over alt fra dagligdag til livets grundlæggende rammer.

Et samfunds ageren over for mennesker med handicap siger alt om dets værdier. Det er jeg bange for, at mange glemmer.

Derfor er jeg stolt af i bestyrelsen at stå medfadder til en række nye initiativer om at skabe bedre folkelig opbakning.

Læs også

Om at lancere en handicappolitisk tænketank, der skal bidrage med nye løsninger og formulere fremtidsvisioner for området. Og om at nedsætte en handicapgruppe i Folketinget, der samler de mennesker, der vil os, så vi i endnu højere grad kan trække i samme retning.

Alliancer, folkelig opbakning og stærkere kontakt til centrale aktører er alle skridt i den rigtige retning.

Vi skal være der, hvor beslutningerne træffes. Og vi skal være en aktør, der er svær at komme udenom – ikke fordi vi råber højt, men fordi vi siger det rigtige, på det rigtige tidspunkt, til de rigtige mennesker.

Vi skal være tydelige i vores visioner – og bedre til at sætte ord på, hvornår noget er en sejr.

Vi har brug for en ny retning i Danmark – en regering, der sætter mennesker over regneark. I øjeblikket ser vi det stik modsatte.

Det bliver aktuelt illustreret af regeringens forslag om at reducere de varige midler i reserven til finansiering af specialeplanlægningen.

Bøj ikke nakken for nederlag

Specialeplanen er i dag det eneste reelle håndtag, vi på kort sigt kan se frem mod, hvis vi skal sikre, at faglighed og viden kommer til at veje tungere end kommunal kassetænkning i afgørelserne.

Vi skal ikke være bange for at sige fra.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand for Muskelsvindfonden, kandidat til næstformandspost i DH

Den er et redskab til at beskytte de mest udsatte borgere mod det kommunelotteri, der i årevis har præget handicapområdet.

At skære i de midler undergraver selve fundamentet for, at vi kan få en mere retfærdig og fagligt baseret indsats på tværs af landet. Regeringens forslag råber derfor til himlen og er en del af tendensen.

Vi skal ikke være bange for at sige fra over for den slags. Det skylder vi både os selv og dem, vi repræsenterer.

Nederlag på nederlag må aldrig få os til at tvivle på vores berettigelse og vores kamp. 

For når vi kæmper for mennesker med handicap, kæmper vi ikke kun for "dem der". Vi kæmper for os alle sammen – for et samfund, hvor der er plads og muligheder for alle, uanset livsvilkår. 

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026