Debat

KD: Regeringen vil lære børn om frihed under tvang

DEBAT: Den nyligt indgåede aftale, der tvinger børn i belastede boligområder i pasningstilbud, vil lære børnene om frihed og dansk demokrati. Men aftalen er både u-fri og u-dansk, skriver Isabella Arendt (KD).

Jeg kan godt forstå forældres modvilje mod en stat, som tager deres børn fra dem til tvungen pasning, skriver Isabella Arendt.
Jeg kan godt forstå forældres modvilje mod en stat, som tager deres børn fra dem til tvungen pasning, skriver Isabella Arendt.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jenny Emilie Bendix Becker
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Isabella Arendt
Næstformand, Kristendemokraterne

Regering har sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet indgået en aftale om, at et-årige i belastede boligområder skal tvinges i institution for at lære om dansk kultur.

Dette er så lidt dansk og så lidt kristendemokratisk, som noget kan være.

Børn på bare et år skal for det første ikke undervises. De skal have lov til at være børn. For det andet, så skal de have lov at være hos deres forældre eller i den form for pasning, som forældrene selv har valgt. Der er sjovt nok ikke forskel på børns behov, uanset om de bor i Risskov eller Gellerup.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Børn har brug for tryghed og omsorg. De har brug for at blive set og hørt. De har brug for at udvikle deres empatiske evner og knytte sig til deres forældre og nærmeste voksne. De har slet, slet ikke brug for undervisning.

Tvang er ikke dansk
Derudover er det ikke dansk kultur at tvinge børn væk fra deres forældre. I hvert fald ikke i det Danmark, som jeg kæmper for.

Regeringen anser åbenbart rige forældre som gode forældre med ret til frihed - og fattige forældre som dårlige forældre, hvis børn ejes af staten. 

Isabella Arendt
Næstformand for Kristendemokraterne

I Danmark har vi frihed til at vælge selv. Og frihed til at vælge, om vi vil gå hjemme med vores børn eller sende dem i pasning. Og vi har frihed til at vælge lige netop den form for pasning, som vi selv synes er bedst. For børn i Danmark tilhører deres forældre - ikke staten.

Regeringen vil sikre, at børnene tidligt får den rigtige start på livet som danske borgere. Og det er der jo ikke noget galt i. Spørgsmålet er, hvordan man forstår "den rigtige start på livet".

For mig handler det om et godt og trygt liv, hvor børnene kan udvikle sig som mennesker. Et liv, hvor de forstår, at de har uendelig værdi - uanset deres hudfarve eller sprog. Et liv med fokus på frihed under ansvar og på oplyste valg. Men for regeringen er dansk sprog åbenbart så vigtigt, at de vil ofre det frie valg.

Forældrenes børn - ikke statens
Det er ikke fordi, at jeg som kristendemokrat har noget som helst imod, at børn sendes i institution i 25 timer om ugen. Slet ikke. Jeg har tillid til vores dygtige pædagoger og personale i institutionerne - de gør et godt stykke arbejde. Så det handler egentlig ikke om, hvor de et-årige bruger tiden. Det handler om, hvorfor de gør det.

Hvis forældrene tvinges til at give slip på deres børn og sende dem i pasning, som de ikke vil have - ja, så er børnene passet på det forkerte grundlag. Du kan ikke lære mennesker om frihed ved at tvinge dem til det.

Desuden kan jeg godt forstå forældres modvilje mod en stat, som tager deres børn fra dem til tvungen pasning og dermed også siger, at de ikke har samme frihed som andre danskere - bare fordi de har en "forkert" adresse. Det er direkte diskrimination af fattige og nydanskere.

For et-årige skal ikke tvinges i institution, hvis ikke deres forældre tjener mange penge. Regeringen anser åbenbart rige forældre som gode forældre med ret til frihed - og fattige forældre som dårlige forældre, hvis børn ejes af staten. Det er helt skørt!

Respekten og det frie valg
Jeg kæmper for frihed under ansvar og for oplyste valg.

Både rige og fattige, brune og hvide danskere skal have et reelt frit valg til at vælge pasning af deres børn. Hjemmepasning, privat eller offentlig er for mig lige godt - bare forældrene selv har valgt det. Derudover skal valget ske på et oplyst grundlag.

Vi skal sikre, at alle forældre får gode informationer om fordele og ulemper ved de forskellige former for pasning. At de forstår barnets behov for omsorg og vigtigheden af gode normeringer.

De skal have præsenteret både private og offentlige muligheder. Både dem med halalkød og dem med frikadeller. Både dem med rundkredse og dem med skolebøger. Og ud fra den oplysning skal forældre i hele Danmark have lov til at frit at vælge den pasning, de ser som bedst for barnet.

Det er frihed under ansvar. Det er dansk. Og det bygger på respekten for, at børn tilhører deres forældre og ikke den danske stat.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Isabella Arendt

Senior public affairs rådgiver, Landbrug og Fødevarer, familiepolitisk rådgiver, Tænketanken Prospekt
BA i Statskundskab (Københavns Uni. 2017)

0:000:00