Knud Aarup: Civilsamfundet skal drive frit-valgsordninger til dem, der har særlige behov

Jeg tror, at mange pårørende som mig indimellem tænker: "Her mangler i den grad pædagoger" eller "sådan vil jeg ikke behandles, når jeg bliver gammel."

Derfor er et velfærdssamfund med større valgmuligheder et nærliggende svar. Valgmulighed fremmer forskellighed og det øger muligheden for at lære af de forskelligartede institutioner.

Frit valg har på den anden side igennem de sidste 40 år været et mantra for borgerlige politikere og været knyttet til privatisering og tilbud til de bedre stillede. Men behøver det at være det? Er der en mulighed for at få større valgmulighed i velfærdssamfundet uden yderligere at skubbe til ulighed og utryghed i Danmark?

Det tror jeg, og jeg tror svaret skal findes i civilsamfundet.

Frit valg uddyber et ulige samfund

Indledningsvist er det vigtigt at anerkende, at bag ved et ønske om større valgmulighed ligger det frie individs ret til selvbestemmelse. Den personlige frihed og retten til selvbestemmelse er en afgørende samfundsværdi og en af grundpillerne i det danske demokrati.

I en politisk argumentation indgår som oftest, at det frie valg skal stå mellem offentlige og private velfærdstilbud eller klarere formuleret: Man skal kunne fravælge det offentlige tilbud og tilvælge det private.

Hvis flere vælger private tilbud – privathospitaler, privatskoler, private plejehjem – bliver presset på de offentlige institutioner mindre. På den måde får hele samfundet gavn af flere private tilbud, fordi antallet af servicetilbud i samfundet forøges.

Hvis man oven i medproduktionens velfærdssamfund indfører yderligere frit-valgs ordninger, kan det kun gå helt galt med uligheden

Knud Aarup
Debattør

Den begrundelse for frit valg er både faktuelt forkert og samfundsmæssigt ødelæggende. Tag bare udviklingen på grundskoleområdet hvor andelen, som går i privat eller friskoler de sidste 10-12 år, er øget fra 12-13 procent til omkring 18 procent uden, at folkeskolen af den grund har fået det bedre.

Frit valg forudsætter nemlig, at vi lever i et velfærdssamfund, hvor alle nyder godt af den skatteyderbetalte velfærd, og hvor det ligger som noget indbygget i velfærdsinstitutionerne, at de gennem det daglige arbejde sikrer en lige mulighed for alle uanset baggrund, stilling og formue. Men sådan et velfærdssamfund er Danmark ikke i dag.

Adgangen til de skattebetalte velfærdsydelser bliver først og fremmest og i overflod brugt af den store brede middelklasse. De rigeste 20 procent har markant større chance for at overleve en hvilket som helst kræftform end de fattigste 20 procent.

Børn af forældre med videregående uddannelse går på skoler med de dygtigste 25 procent af lærerne. Børn af mødre med videregående uddannelse klarer sig på alle målbare forhold meget bedre end børn af mødre uden ungdomsuddannelse.

Velfærdsinstitutionerne fremmer den store brede middelklasses interesser, og forklaringen er måske, at institutionerne forudsætter, at familierne og de pårørende bygger oven på de fagprofessionelles indsats.

Velfærdsinstitutionerne og de fagprofessionelle forudsætter en art "medproduktion" fra familien og de pårørende. Det gælder ikke kun i Danmark, men også i de øvrige nordiske lande. En tendens, som professor Tina Rostgaard beskrev i en kommentar her i Altinget i april.

Jeg vil gå så langt som at sige, at konkurrencestatens velfærdssamfund er blevet et "medproduktionens" velfærdssamfund. Uligheden i velfærdssamfundet forstærkes igennem institutionernes inddragelse af familien og de pårørende. Det er måske en af forklaringerne på, hvorfor ulighederne er forstærket i velfærdsinstitutionerne de sidste 30-40 år.

Hvis man så oven i medproduktionens velfærdssamfund indfører yderligere frit-valgs ordninger, kan det kun gå helt galt med uligheden. Opbygning af en stor privat velfærdssektor med supplerende privatbetaling og overskud til ejerne kan vi se i lande som England, Irland, New Zealand, Australien og USA.

Her er uligheden så stor, at desperationen hos den dårligt stillede gør det nødvendigt for middelklassen for dog at føle sig lidt tryg, at lukke sig inde i "gated and guarded communities", det vil sige boligområder omkranset af hegn og med vagter.

Sverige er også gået i den retning og en lang række svenske velfærdskoncerner er enten allerede i Danmark eller står på spring for at etablere sig, hvis frit-valg tankegangen for alvor vinder fodfæste.

Jeg forestiller mig faktisk, at civilsamfundets organisationer i fremtiden skal til at drive 10-15 procent af alle børneinstitutioner, skoler og ældreinstitutioner

Knud Aarup
Debattør

Den offentlige sektor kan ikke levere mulighedslighed, og frit valg vil alt andet lige trække yderligere ressourcer ud af den offentlige sektor. Det vil enten ske ved, at pengene følger borgerne, det vil sige, at de vil gå til frit-valg institutionerne eller ved at borgere ikke både vil betale for private institutioner og samtidigt betale høj skat.

Resultatet bliver en accelererende udhuling af velfærdssamfundet, som vi har det i dag, med deraf følgende yderligere samfundsmæssig social nød og uretfærdighed.

Civilsamfundet kan give valgmuligheder

Hvorfor ikke begynde at tænke civilsamfundet og dets organisationer ind som dem, der skal levere valgmuligheder i velfærdssamfundet? Vi ser det allerede i dag i form af frivillige mennesker, som stiller op i forhold til mennesker med særlige behov, som ikke bliver dækket af velfærdssamfundets institutioner.

Forleden uddelte Kronprinseparret deres årlige priser. Den sociale stjernedryspris gik til Social Sundhed. Det er en civilsamfundsorganisation som både støtter hjemløse i deres møde med sundhedsvæsnet og uddanner fremtidens sundhedsfaglige personer.

Det sker konkret ved, at fremtidens læger og sygeplejersker er frivillige ledsagere og bisiddere, når udsatte menneskers skal mødes med sundhedssystemet for eksempel ved at gå til læge, tandlæge eller møde op på sygehuset.

I Social Sundhed kompenserer frivillige for sundhedsinstitutionernes manglende tagen hånd om mennesker i udenforskab.

På samme måde prøver Ungdommens Røde Kors gennem lektiehjælp og sommerlejr at støtte børn og unge i at komme igennem uddannelsessystemet. Mødrehjælpen eller Askov Fonden kompenserer for kommunernes manglende fokus på familier med vold i hjemmet.

Der er mange eksempler på, at civilsamfundets organisationer kan noget, som de offentlige institutioner og de ansatte fagprofessionelle ikke magter: nemlig at holde fokus på alle dem, som har særlige behov.