Københavns udgifter til behandling af alkoholmisbrug eksploderer

Regningen til behandling af borgere med alkoholmisbrug vokser og vokser i København.

På bare tre år er udgifterne til behandling af alkoholmisbrug næsten fordoblet. I 2018 lød udgifterne på 16,4 millioner kroner, og i 2020 betalte Københavns Kommunes socialforvaltning fakturaer for 32,5 millioner kroner i 2020.

Det viser en ny opgørelse over udgifterne, som Altinget har fået aktindsigt i.

Samtidig frustrerer det socialborgmester Mia Nyegaard (R), at kommunen ikke ved, hvad de får for pengene.

”Jeg kan ikke sidde og beskylde nogen for noget. Men jeg har ingen mulighed for at tjekke kvaliteten, og om borgerne reelt går til alkoholbehandlingen,” siger socialborgmesteren.

Det er særligt udgifterne til private behandlingstilbud, der er i vækst og vækker frustration på borgmesterkontoret.

Her er udgifterne steget fra 13,1 millioner i 2018 til 23,7 millioner i 2020 – og tendensen ser ud til at fortsætte i år. Ved udgangen af september havde kommunen allerede betalt regninger for mere end 20,5 millioner kroner til private tilbud.

”Vi kan ikke bare blive ved med at poste penge ud i det blå, uden vi kan tjekke, hvad vi får for dem,” siger Mia Nyegaard.

Vi kan ikke bare blive ved med at poste penge ud i det blå, uden vi kan tjekke, hvad vi får for dem.

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Professor anbefaler minimumsstandarder

Kommunernes Landsforening bakker op om borgmesterens frustrationer.

”De nuværende regler gør, at kommunerne ikke har nogen som helst indflydelse på hverken kvalitet, indhold eller varighed af de private tilbud, men forventes at betale regningen. Vi ved derfor reelt ikke, om borgeren får den hjælp, de har brug for,” skriver Janet Samuel, der er kontorchef for KL’s socialpolitiske kontor, i en mail til Altinget.

I Københavns Kommune har politikerne forsøgt at imødekomme de stigende udgifter ved at afsætte 11,7 millioner kroner ekstra på det seneste budget til at imødekomme den stigende efterspørgsel på alkoholbehandling og flere private tilbud i de kommende år.

Men ifølge Mia Nyegaard er der brug for at ændre den gældende lovgivning og give bedre indsigt i, hvad kommunerne får, når de betaler for den gratis og anonyme alkoholbehandling, hvor borgerne selv kan vælge mellem offentlige og private tilbud.

”Det er ikke en kritik af de private tilbud. Det er en kritik af, at lovgivningen er uigennemsigtig, og at man ikke kan kvalitetstjekke behandlingen,” understreger Mia Nyegaard.

Ifølge professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, er udfordringerne på området en problemstilling, der gør sig gældende i alle kommuner.

Han mener, at der er behov for nogle nationale minimumsstandarder, der gør det nemmere for Socialtilsynet at vurdere, om der er den rette sammenhæng mellem kvaliteten og den pris, kommunerne betaler.

”Socialtilsynet skal vurdere, om tilbuddene har en rimelig sammenhæng mellem pris og kvalitet. Men hvis der ikke er der nogle formelle minimumsstandarder, man skal opfylde, så er det svært at sige, hvornår noget er for dårligt,” siger Per Nikolaj Bukh og fortsætter:

”Hvis der nu var nogle retningslinjer, så kunne Socialtilsynet gå ind og sige, at et givent tilbud ikke var godt nok, fordi de ikke har den faglighed, der minimum skal til.”

(Artiklen fortsætter efter grafen)

Giver mistanke om svindel

Også hos Alkohol og Samfund, der blandt andet tilbyder rådgivning til borgere med alkoholproblemer, efterlyser man strammere regler for, hvad de enkelte behandlingscentre skal kunne tilbyde.

Her har man et generelt positivt billede af de privatejede alkoholbehandlingstilbud.

"Det er grundlæggende en god ting, at flere kommer i alkoholbehandling, hvis behovet er der. Men vi ser gerne, at der kommer mere regulering og mere faste minimumsstandarder for, hvad de enkelte private aktører skal kunne tilbyde, så borgerne ved, hvad de kan forvente," siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen hos Alkohol og Samfund.

Både Per Nikolaj Bukh og Mia Nyegaard peger på, at den nuværende indretning af lovgivningen på området, åbner muligheder for svindel med skattekroner. Ifølge professoren fordi kommunen reelt set ikke har mulighed for at tjekke, om borgerne møder op til alkoholbehandlingen.

”Det er klart, at hvis det her er et marked, der ender med at fremstå en smule ureguleret, så tiltrækker du mennesker til at drive det, som egentlig ikke har forstand på det og måske ser en mulighed for at lave et overskud,” siger Per Nikolaj Bukh.

Mia Nygaard understreger igen, at hendes frustration bunder i, at hun ikke har mulighed for at tjekke kvaliteten af tilbuddene, og om borgerne reelt set møder op til den behandling, kommunen betaler for. Og det giver grobund for svindeltankerne.  

”Jeg siger ikke, at der er nogen, der snyder. Men hvad nu, hvis der er nogen, der snyder? Så er det vel min forbandede pligt at tjekke det,” siger hun.

Private efterlyser retningslinjer

Hos Selveje Danmark, der repræsenterer de selvejende non-profit alkoholbehandlingstilbud, advarer branchedirektør Jon Krog socialborgmesteren mod at lade de stigende udgifter munde ud i en ”ubegrundet mistillid” til, at Socialtilsynet og kommunerne ikke evner at tjekke kvaliteten af de private behandlingstilbud.

Han opfordrer samtidig til at undersøge de bagvedliggende årsager til de stigende udgifter.

Der ligger en mistænkeliggørelse af Socialtilsynet og de andre kommuner om, at de i realiteten bare godkender tilbuddene med bind for øjnene.

Jon Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

”Der ligger en mistænkeliggørelse af Socialtilsynet og de andre kommuner om, at de i realiteten bare godkender tilbuddene med bind for øjnene,” siger Jon Krog.

Den ”mistænkeliggørelse” påpeger Jon Krog dog samtidig, at både de ikke-offentlige tilbud og kommunerne selv har en fælles interesse i at komme af med.

Derfor opfordrer han også partierne på Christiansborg til at indføre nogle fælles, nationale retningslinjer alle skal leve op til.

”Der findes jo et sæt af nationale, kliniske retningslinjer, der beskriver hvad alkoholbehandling er. Vi efterlyser, at de gøres forpligtende. Det er et problem, at der ikke er en standard for, hvor lav barren kan være for alkoholbehandling,” siger han.

Hos KL vil man helst erstatte de eksisterende regler med en ny løsning, hvor en såkaldt ”ankerkommune” i regi af KKR får ansvaret for at indgå aftaler med de private tilbud om, hvad alkoholbehandlingen skal indeholde i en given region.

”Det vil sikre borgerens frie valg og en tilstrækkelig bred vifte af tilbud, der passer til de forskellige behandlingsbehov,” skriver Janet Samuel.