Kronik: Handicappede er 1930'ernes kvinder på arbejdsmarkedet

KRONIK: Regeringens forslag om, at 13.000 flere personer med handicap skal ud på arbejdsmarkedet, er en god ide. Men der er behov for opgør med fordomme om handicappede og holdninger til værdiskabelse i virksomheder, skriver handicapkonsulent.

Af Jacob Yoon Egeskov Nossell
Handicapkonsulent og kommunikationschef i Enactlab S/I – født med Cerebral Parese.

Alt for mange personer med handicap står uden job. Regeringen har netop sat sig som mål, at 13.000 flere handicappede skal i job frem til 2025 via en ny satspuljeaftale i november-måned.

Det er tankevækkende i sig selv, at omtrent halvdelen af alle personer med handicap i den beskæftigelsesdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet i Danmark. Det viser tal fra Handicapbarometret med Institut for Menneskerettigheder som afsender.

Fordomme fylder meget
Langt mere tankevækkende er dog de fordomme og holdninger, der stadigvæk hersker, når det kommer til handicap og beskæftigelse.

Stereotype fraser og tvivlende spørgsmål som ”hvilken merværdi tilfører de egentlig?”, ”vi kan jo ikke lave alting om for én medarbejder” og ”de er for mærkelige og ustabile”, er alle sætninger, der ofte cirkulerer rundt på chefgangene i danske virksomheder og organisationer, når snakken falder på handicap og beskæftigelse.

I manges henseender anses vi til stadighed for at være for bøvlede og for svære til at få ind på det danske arbejdsmarked.

Tragikomisk tilstand fra 30’erne gentages
Det tragikomiske og foruroligende er, at det er præcis de samme fraser og skeptiske spørgsmål, som kvinderne blev mødt med, da de tog deres første spæde skridt ud på arbejdsmarkedet i begyndelsen af 1900-tallet.

Dengang anså man også kvinder som værende omkostningstunge, bøvlede og en del lettere psykiske ustabile.

Det er de samme overbærende fraser og spørgsmål, som mange personer med handicap bliver mødt med i dag. Blot uden den samme respons og afstandtagen, som kvinderne i det store hele får i dag, hvis nogle fremlægger de samme fraser og spørgsmål om kvinder i dag.

Diskrimination af handicappede accepteret
Her må spørgsmålet være, hvorfor ser vi ikke den samme folkelige opstandelse, når personer med handicap bliver mødt af skepsissen i mødet med arbejdsmarkedet?

Især når man tænker på, at feminisme og fokus på andre typer af diskrimination har fået en markant plads i samfundet. Hvorfor så ikke handicappede?

Hvorfor hænger demonstrerende feminister og andre kulturradikale ikke fra lygtepælene og kæmper for et retfærdigt og tilgængeligt arbejdsmarked? Hvorfor ingen stor debat? Hvorfor ingen højlydte kampe?

Svaret er ret enkelt: Vi har stadigvæk en overordnet holdning og fortælling i samfundet om, at personer med handicap ikke kan yde det samme som andre normale mennesker.

Vi har stadig en overbevisning om, at det er for svært at huse handicappede medarbejdere i koncernen. Vi har stadig en mistro om, at det er for bøvlet at ansætte handicappede i de danske virksomheder.

Med andre ord: Det er stadigvæk okay at diskriminere handicappede – ligesom kvinderne i gamle dage.

Kapital er ikke den eneste værdi i virksomheder
Lad mig være den første til at indrømme, at jeg til tider har nogle drabelige diskussioner om økonomisk værdi i den organisation, jeg selv har været med til at opstarte.

Mine co-foundere prøver at overbevise mig om, at jeg går for meget op i økonomisk værdi. Eller ærligere sagt, hvad jeg selv er værd i kroner og øre.

Hvis man tager højde for min interesse for godt gammeldags købmandskab, ligger der også en kronisk og latent frygt for, at jeg ikke yder det samme i økonomisk værdi som andre på grund af mit handicap.

Med hjælp fra mine co-foundere er jeg dog ved at få øjnene op for, at der er andre typer af kapital eller værdier, jeg kan bidrage med i kraft af mit handicap.

For det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er med til at øge diversiteten samt mangfoldigheden – og dermed også rummeligheden i den organisation, hvor jeg sidder.

Fremmer forstående kultur
For det behøver ikke at være så perfekt det hele. Det er nærmest umuligt for mig ikke at spilde et glas vand i ny eller næ – selv til de vigtige møder.

Eller når jeg skal have hjælp til at arrangere frokosttallerken. Det hele gør, at det er med til at fremme en kultur, hvor det er okay at være sig selv - og hvor det er okay at fejle, tænke kreativt og spørge om hjælp i organisationen.

Evne til at bede om hjælp og mod til at fejle
Selvfølgelig advokerer jeg ikke for, at man skal ansætte handicappede, blot fordi de er gode til at fejle og skal have hjælp. Overhovedet ikke.

Det er dog også et faktum, når jeg ser tilbage på min uddannelse og karriere indtil nu, så er det også disse tre ting, der har båret mig frem.

Modet til at fejle og lære af det, finde nye veje, da man ikke kan gå hovedvejen – og evnen til at bede om hjælp til at blive stærkere af det.

Noget som jeg anser som noget, enhver medarbejder i enhver virksomhed eller organisation kan lære noget af.

Behov for holdningsløft til handicappede
Nogle gange er det rigtigt bøvlet at have et handicap, hvad enten det er fysisk og psykisk.

Både for den, der har det, og omgivelserne.

Ikke desto mindre, tror jeg, at personer med handicap har et enormt potentiale for det danske arbejdsmarked, hvis vi lærer ikke kun at se på den rene økonomiske værdi, vi kan levere.

Men også på den kulturelle og sociale værdi, vi kan levere på de danske arbejdspladser. Ligesom det er blevet almen viden i dag, at mænd og kvinder godt kan bestride de samme job, hvis arbejdsmarkedet er skruet sammen derefter.   

Det kræver et markant holdningsløft både fra arbejdsgivere og arbejdstagere. Især skal vi med handicap blive bedre til at pege på alle tre kapitalformer overfor arbejdsgiverne, hvor vi kan levere en værdi. Det er godt gammeldags købmandskab.

Jeg hilser regeringens mål og initiativer til at 13.000 flere personer med handicap skal ud på arbejdsmarkedet frem til 2025 velkommen.

Forrige artikel Danmarks Brydeforbund: Foreninger og frivillige bliver ladt i stikken af politikerne Danmarks Brydeforbund: Foreninger og frivillige bliver ladt i stikken af politikerne Næste artikel LOS: Det mindst mulige indgreb er ikke nødvendigvis bedst for barnet LOS: Det mindst mulige indgreb er ikke nødvendigvis bedst for barnet
  • Anmeld

    Morten Nielsen · selvstændig, Network Communication A/S

    Vi er alle lige...skæve

    Fantastisk artikel Jacob. Jeg har selv en datter på 28 med samme diagnose som dig og må gang på gang lægge ører til folks fordomme - 'sagt i al fortrolighed'. De par direktører, der har fortalt mig, at de desværre ikke kunne tage min datter i jobpraktik har alle haft issues som gør dem mindst lige så handicappede som min datter, de har bare ikke en diagnose. Lad os være åbne og se fordelene i ethvert menneske og blive beriget af hinandens skævheder.