Debat

Kristendemokraterne: Barsel forhandles i dobbeltsengen – ikke i Bruxelles

DEBAT: Der bør ikke være øremærket barsel til hverken mænd eller kvinder. For beslutningen om, hvordan barslen fordeles, skal udelukkende træffes i hjemmet, mener Isabella Arendt, næstformand i Kristendemokraterne.

Det vigtige er, at der er forældre, som tager sig af deres børn. Ikke om det er mor eller far, skriver Isabella Arendt. 
Det vigtige er, at der er forældre, som tager sig af deres børn. Ikke om det er mor eller far, skriver Isabella Arendt. Foto: Jacob Schou Nielsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Isabella Arendt
Næstformand, Kristendemokraterne

EU varsler, at de vil blande sig endnu mere i familiernes private beslutninger.

Der skal nu være to måneders øremærket barsel til mænd. Åbenbart mener EU, at hvis man ikke tvinger forældrene, så vil de ikke prioritere tid med deres børn. Jeg håber og er ret overbevist om, at EU tager fejl.

Endnu engang blander EU sig i ting, som ikke kommer dem ved. Det vigtige er, at der er forældre, som tager sig af deres nyfødte børn. Det vigtige er ikke, om det er mor eller far, som gør det.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

I nogle familier er det helt naturligt, at mor tager al barsel, og at far måske kun tager en måned. I andre familier er det det smarteste, at mor og far deler barsel ligeligt mellem sig. Nogle forældre vælger at holde barsel samtidig og så måske sende barnet tidligt i institution. Andre forældre vil have barnet hjemme så længe som muligt og holder barsel i forlængelse af hinanden.

Dertil kommer de familier, hvor der af forskellige årsager ikke er både en mor og en far.

Studier viser desuden, at den primære årsag til, at mænd ikke tager mere barsel, er, at kvinderne insisterer på at tage det hele og endda tror, at barslen først og fremmest er deres.

Isabella Arendt
Næstformand, Kristendemokraterne

Med øremærket barsel betyder det, at i familier uden en far, så er der bare to måneders barsel, som ikke bliver brugt til noget.

Det samme er i øvrigt tilfældet med de tvungne 14 uger til mor, som EU allerede har bestemt. Hvis der ikke er en mor i familien, så forsvinder ugerne bare, og barnet må leve uden.

Barsel er ikke for forældrenes skyld
Jeg anerkender til fulde, at barsel er noget, som vi skal diskutere. Bare ikke i EU.

Barsel er noget, som vi skal snakke om derhjemme ved spisebordet og ude på arbejdspladserne. Det er mellem forældre og mellem medarbejder og chef, at barsel er et emne. Det er her, vi skal blive enige om, hvem der skal gå hjemme ved de små børn.

Jeg så da meget gerne, at mænd tog mere barsel. Gerne mere end den gennemsnitlige måned, som de tager nu. Men det skal altså være noget, som de selv vælger – ikke noget som magthavere i EU tvinger dem til.

Studier viser desuden, at den primære årsag til, at mænd ikke tager mere barsel, er, fordi kvinderne insisterer på at tage det hele og endda tror, at barslen først og fremmest er deres.

Så her må jeg lige slå én ting fast: Barslen er barnets!

Barsel er noget, som vi giver til forældre for barnets skyld. Desuden er langt den største del af barslen allerede i dag noget, som forældrene frit kan dele mellem sig.

Så det er ikke mors barsel, som far tager noget af. Det er deres fælles barsel, som de sammen skal fordele. Jeg tror, at den største udfordring for, at mænd tager mere barsel, ligger meget langt fra Bruxelles. Den største forhindring for mænds barsel, tja, det er de kvinder, som de ligger ved siden af i dobbeltsengen.

Derfor er det også netop i hjemmet og ikke i EU, at forhandlingen skal finde sted.

Tillid til familierne
Derfor er jeg meget imod øremærket barsel. Punktum.

Og Kristendemokraterne er det eneste parti i Danmark, som er imod det. De andre blå partier påstår, at de også er imod, men det er de ikke, når det kommer til stykket.

De er imod øremærket barsel til mænd, fordi de betragter det som et indgreb i frie menneskers frie valg og families frihed.

Åbenbart ser de ikke øremærket barsel til kvinder som samme indgreb, eller også betragter de bare ikke kvinder som lige så berettigede til et frit valg som mænd.

Hos Kristendemokraterne er der ligestilling og frihed. Vi vil helt af med den øremærkede barsel. Vi har tillid til, at familierne selv kan træffe beslutninger om barsel. Til gengæld mener vi, at barslen skal sættes op til 18 måneder i alt, så forældrene har mulighed for både at holde barsel sammen og vente med at sende barnet i pasning uden for hjemmet, til det er fyldt et år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Isabella Arendt

Senior public affairs rådgiver, Landbrug og Fødevarer, familiepolitisk rådgiver, Tænketanken Prospekt
BA i Statskundskab (Københavns Uni. 2017)

0:000:00