Kronik: Svigt af vuggestuebørn bør forhindres med minimumsnormering

KRONIK: Antallet af veluddannet personale i vuggestuerne er afgørende for børns udvikling og fremtid. Der skal være tid til at se, høre og opleve børnene, skriver Maria Kaare Petersson.

Af Maria Kaare Petersson
Cand.pæd. i pædagogisk psykologi, analyse- og udviklingskonsulent 

De mindste i vores samfund behøver omsorg, tid og nærvær fra betydningsfulde voksne, når de begynder deres nye liv som vuggestuebørn. Desværre er dette ikke muligt i de fleste danske dagtilbud idag.

I Danmark oplever vi lige nu historisk dårlige normeringer, som betyder, at der skal prioriteres i de pædagogiske opgaver. Dette betyder helt konkret, at der er nogle ting, der bare ikke er tid til. Herunder tiden til reel voksen-barn-kontakt. For eksempel må den hyggelige snak ved puslepuden, fjolleri og overskud i legen, roen og omsorgen ved puttetid fraskæres.

Under de nuværende forhold i danske dagtilbud, er en-og-en-tiden mellem barn og voksen altså en sjældenhed og vil have stor betydning for vuggestuebørnenes udvikling og trivsel.

Udviklingsmuligheder for børn kræver tid
Danske børn tilbringer størstedelen af deres vågne timer i dagtilbud. Derfor er minimumsnormeringer et nødvendigt fokus. Det handler nemlig om, hvordan vi kan skabe de bedste udviklingsmuligheder for vores børn, når de er væk fra hjemmet – og dette kræver voksne, som på et fagligt (pædagogisk) funderet grundlag, kan tage sig af dem.

Der skal være tid til at se, høre og opleve børnene for at opnå et godt og udviklende institutionsliv. Derfor skal vi prioritere tidlig indsats. Ellers går det galt.

Manglende investering får konsekvenser
Den manglende investering i vores børns trivsel i dagtilbud vil komme til at koste i den anden ende. Men hvordan? Hvad vil dårlige normeringer i danske daginstitutioner betyde for barnets videre udvikling? Dette forsøger jeg at skitsere i det følgende. På godt og ondt.

Victor kommer til verden og ser sin mor for første gang.

Mor er alt, hvad der er trygt og godt. Mor forsikrer Victor om, at verden ikke vil ham ondt, og at det er et trygt sted at være. Med sin omsorg og kærlighed over for Victor opbygger mor en gensidig tillid. Vi ved, at denne tidlige tilknytning er vigtig for Victor og for hans videre udvikling og trivsel. Symbiosen mellem Victor og hans mor skabes naturligt og gør, at Victor føler sig tryg i verden.

Tiden går. Nu er Victor otte måneder. Victor er en glad og nysgerrig dreng, som trives. Mor skal snart starte på på arbejde igen, og Victor er klar til at erobre verden. Indkøringen i vuggestuen allerede er skrevet ind i kalenderen. Nu venter en ny base – et nyt sted, hvor Victor skal kunne føle sig tryg.

Vuggestueforløbet kan ende godt eller skidt
Her kan man forestille sig to forskellige scenarier, som begge vil have stor indflydelse på Victors videre udvikling.

Et negativt scenarie:
Victor starter i vuggestue. Indkøringen er hård for ham. Der er ikke mulighed for, at han kan få en primær voksen, da der er mangel på pædagogisk personale. Der er mange skift, afløsninger og nye ansigter, som Victor skal forholde sig til. Victor er forvirret. Det er sjældent, at han får længere tid med én fast pædagog, hvor han føler sig tryg.

Dagene, ugerne, månederne går, og man begynder at se en direkte konsekvens af den manglende tid til at skabe en tæt relation til Victor. Victor begynder at blive indadvendt og søger ikke kontakt til andre. Han er for længst stoppet med at græde og søge trøst, da hans erfaring viser ham, at den ikke kommer.

Victor har altså ikke mulighed for at udvikle sig, da han ikke har nogen, han føler sig tryg i at udvikle sig sammen med. Victor oplever omsorgsvigt i vuggestuen.

Hver dag, mange timer om dagen, har han vænnet sig til ikke at blive set eller hørt. Han føler sig ikke tryg og skal på daglig basis forholde sig til andre, som han har en usikker relation til. Hvad vil det betyde for Victor på længere sigt? Hvilken adfærd kan man forvente at se fra Victor i fremtiden? Victor søgte ro, men fandt det ikke. Victor søgte trøst, men måtte vente. Victor søgte tryghed i sine nye omgivelser, men er bange. Der manglede en voksen.

Et positivt scenarie:
Victor starter i vuggestue. Allerede i indkøringen sammen med mor er der en fast pædagog tilknyttet i forbindelse med hans opstart. Victor bruger meget tid med denne pædagog, og det øvrige personale er klar over, at denne tid er særlig for Victor.

Victor er ked af det i starten. Han savner mor og har svært ved at vænne sig til de andre børn og voksne. Victor finder trøst i sin primære pædagog og føler sig set og forstået. "Hun er sød ved mig", tænker Victor.

Han begynder at få det bedre og åbne sig op. Stille og roligt søger han de andre børn og voksne, og hvis det bliver for meget, ved han, hvor han skal gå hen: til sin primære pædagog. Relationen til hende er nemlig tæt, ægte og vigtigst af alt tryg. Han behøver ikke at være bange. Victor udvikler sig og trives i vuggestuen. Han skaber nemt og hurtigt relationer til de andre børn og voksne.

Den tidlige indsats er afgørende
Begge scenarier er set og oplevet ude i praksis. De enkelte vuggestuers betingelser er forskellige, og det er ikke alle, der har ressourcerne til at skabe det bedste for en dreng som Victor.

Hensigten ved at opstille disse to scenarier over for hinanden er at tydeliggøre, hvad tidlig indsats helt konkret kan betyde for vores kommende vuggestuebørn – hvor vigtigt det er at have viden omkring, hvordan værdifulde relationer skabes mellem den professionelle og barnet, og ikke mindst et indblik og en forståelse for, hvad de små rent faktisk gennemgår i skiftet fra baby til vuggestuebarn.

Når Victor i det negative scenarie begynder at udvise anderledes adfærd og blive indadvendt, er det er tydeligt tegn på manglende voksenkontakt. Han mangler simpelthen nogen at kunne henvende sig til – og føle at sig tryg i at gøre det.

Når problemet altså her allerede har udviklet sig – hvad så?

Hvis man "lader stå til" og ikke er opmærksom på de faresignaler, som Victors adfærd udviser, vil man opleve, at Victor vil få det svært – både i resten af sit vuggestueliv, men også videre i børnehaven og skolen. Dette, fordi han simpelthen ikke stoler på, at andre vil ham det godt. Skabes trygheden ikke fra start, vil det blive en hård kamp for Victor at række hånden ud til andre voksne og børn på sin videre rejse i livet.

Nok personale kan varetage basale behov
Hvis man vil forsøge at forebygge omsorgsvigt i danske dagtilbud, er svaret minimumsnormeringer.

At der er personale nok til at varetage børnenes basale omsorgsbehov. Først derefter kan man begynde at tale om pædagogisk kvalitet i vores dagtilbud.

Normeringerne er historisk lave i Danmark lige nu, og konsekvenserne af denne form for svigt vil vi opleve i de kommende år. Der skal handles nu – en vision om forbedret kvalitet i danske daginstitutioner er ikke nok.

Hvad der behøves her er et løfte – et løfte om, at vuggestuen er et trygt sted at være.

Et sted, hvor der er tid til Victors (og de andre børns) udviklingsbehov. Dette skal og må prioriteres, da manglen på omsorg og reelt nærvær fra en voksen betyder, at barnet kan miste chancen for at lykkes i livet. Om vi tilbyder et trygt og godt vuggestueliv kan koges ned til spørgsmålet om, hvorvidt vi har tid og overskud til at være sammen og derved skabe relationel værdi.

Lad os derfor prioritere omsorgen i vuggestuen. For Victors skyld.

Forrige artikel Forskere:  Akademias interne magtinteresser spænder ben for vigtig viden om dagtilbud Forskere: Akademias interne magtinteresser spænder ben for vigtig viden om dagtilbud Næste artikel V-borgmester: Nu går det fremad på førtidspensions-området i København V-borgmester: Nu går det fremad på førtidspensions-området i København
  • Anmeld

    Ole Damsgård Gisselmann · Cand.scient.pol

    Afskaf vuggestuer

    Jeg synes, det er en forbrydelse mod børn under 2 år, at de skal opbevares i vuggestuer. Jeg synes forældrene skal tage vare på deres børn, indtil de er to år.

  • Anmeld

    P. Hansen

    Vi får meget snart en flugt...

    Tak for dit debatindlæg, Maria.
    Jeg er meget enig i, at børnene i vuggestuer især har dybt kritisable opvækstvilkår med de nedprioriterede normeringer af fagligt kvalificeret og antalsmæssigt dygtige pædagoger.
    Mange institutioner er ved at segne under byrden, for både pædagoger og ledere går ofte både i arbejds-og fritiden med en evig dårlig samvittighed overfor børn og forældre, fordi de ved der skal meget mere nærhed og kvalitetstid til til hvert enkelt barn.
    Jeg kender dygtige pædagoger og ledere, som overvejer at stoppe og finde anden beskæftigelse, fordi de ikke længere kan påtage sig ansvaret for de utilstrækkelige normeringer og økonomiske forhold, der hersker nu og har gjort det siden årtusindeskiftet.
    Tænk at vi risikerer at tabe flere årgange af små nye verdensborgere på gulvet. Det er skamfuldt og skandaløst i så økonomisk et velstillet land som Danmark.
    Husk næste gang I stemmer, hvem der vil velfærd - det er der blikket og krydset skal rettes hen.

  • Anmeld

    Ole Damsgård Gisselmann · Cand.scient.pol

    Velfærd

    Maria, alle skriger efter flere penge til velfærd, men der er ikke flere. Halvdelen af vores BMP bruges af det offentlige. Ved du hvor pengetræerne groer? Velfærdssamfundet er ved at bryde sammen, og godt for det. Farvelfærd.

  • Anmeld

    Danielle Mercier · Pædagog. Cand mag i pædagogik.

    Minimumsnormeringer er ikke det, pædagoger går efter.

    Minimumsnormeringer lyder godt, men det er IKKE godt nok, som forslaget er stillet nu, med tre medarbejdere til hhv 18 børnehavbørn/9 vuggestuebørn.
    For man GLEMNER HELT, at disse normeringer kommer til at gælde et par gange om ugen, mellem 9-12! Og det er IKKE NOK, til at give 18 børnehavebørn eller 9 vuggestuebørn den støtte, til deres udvikling og trivsel, som de har behov for!

    At det aktuelle forslag om minimumsnormeringer således er ubrugeligt for småbørn, skyldes, at der IKKE gives møder, pædagogisk planlægning, sygdom, ferie eller afspadsering. (Kun i ydertimerne, hvor der ellers kun vil være en medarbejder til de 18bh.børn/9 vuggestuebørn.

    Møder, ferie, planlægning og sygdom er en realitet flere gange om ugen i en daginstitution, og da disse ikke personaledækkes, skjuler forslaget om minimumsnormeringer på kritisabel vi, at der stadig vil være en normering i daginstitutionerne, som gør det umuligt for os pædagoger at leve op til dagtilbudslovens formålsbestemmelse, nemlig at give hvert barn den støtte og omsorg det behøver til dets trivsel og udvikling.

    Bare kig til Norge!
    Og det norske Barnehageoprør2018 på facebook.
    Her kæmper pædagogerne en brav kamp for at gøre de norske politikere opmærksomme på, at det nys vedtagne forslag ( identisk med det danske), er et forslag man som profession ikke kan bruge til noget som helst, og på det kraftigste afviser.

  • Anmeld

    Krister Meyersahm

    Betal noget mere selv.

    Forældrebetalingen udgør ca. 30 % af prisen på en institutionsplads, resten udreder det offentlige. Sæt forældrebetalingen op - pengene kan let findes ved at spare på andre ting.

  • Anmeld

    Poul B. · Pensionist, iagttager

    Det store der: Victor starter i vuggestue. Indkøringen er hård for ham.

    De allerfleste babyer tar varigt skade, når de brutalt rives bort fra moderen FØR de frivilligt søger til andre end moderen. (Husk det. )
    På helt samme måde som ALLE danske soldater tager varigt skade efter at de HAR været udsendt til mellemøstlige lande. Prisen er alt for høj. Nedlæggelse vuggestuer anbefales stærkt.

  • Anmeld

    Ole Olsen

    Symptombehandling eller nytænkning

    Maria, en STOR TAK for dit indlæg om et grundlæggende problem i vores samfund i dag, om hvordan vi skaber tillidsfulde og udadvendte børn via den nødvendige omsorg.

    De børn som får den gode start i livet, er dem, som senere er med til at udvikle vort samfund positivt. De er åbne overfor andre, og har via dialog og læring lært, hvad der er rigtigt og forkert. De ser ikke skævt til andre - hvis kognitive evner er begrænset, eller har andre kulturer, hudfarver eller opfattelser – men, de søger nye muligheder og skaber samhørighed og modarbejder krig og ufred.

    Udsagn som ”forældrene skal tage vare på deres børn, indtil de er to år”, kan være meget rigtig for de ressourcestærke forældre. Men er det det rigtige for alle børn og forældre? Jeg tror, at mange gerne ville, men familierne skal også tjene penge, og gavne samfundet. Andre forældre, opfatter det som en gave til børnene, at de får professionel pædagogisk hjælp til at give børnene den fornødne omsorg og integration med andre børn.

    Når politikere og andre taler om ”hvor skal pengene komme fra” - ja, så må vi have fat i de beslutningstagere ”som kan tænke ud af boxen”. Forestil jer de store besparelser der kan opnås, ved et mindre behov for støtte til personer senere i livet. Personer, som eksempelvis indgår i bandemiljøer (hvor de har fundet samhørighed). Personer uden respekt og forståelse for andre, som havner på institutioner og fængsler, og hvor der er behov for store ressourcer, til at hjælpe dem tilbage på plads i samfundet.

    Omsorg er en investering i børnene, som på lang sigt vil gavne samfundet og os alle.

    Jeg håber, du kommer med flere indlæg, som kan virke som en øjenåbner for ansvarlige beslutningstagere.