Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Regeringens største styrke er de andre partiers svaghed

Den politiske efterårssæson er fyldt med vanskelige forhandlinger, som under normale omstændigheder ville gøre livet surt for S-regeringen. Men hverken opposition og støttepartier er i stand til at levere reel modstand, skriver Lars Trier Mogensen.

Der er spændt op til drama på Christiansborg i efterårets forhandlinger, skriver Lars Trier Mogensen.
Der er spændt op til drama på Christiansborg i efterårets forhandlinger, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lars Trier Mogensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alt det bøvlede har S-regeringen behændigt formået at skubbe foran sig. Delvist af nød på grund af den langstrakte coronakrise, men i høj grad også af taktiske hensyn: Foran regeringen står blandt andet en kontroversiel ydelsesreform, en længe udskudt grøn landbrugsreform, en sprængfarlig sygehusreform og endnu mere eksplosive forhandlinger om højere CO2-afgifter.

Om skribenten

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og vært på P1-programmet ’Guld og grønne skove’. Han er desuden medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information.

Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Alt sammen rummer potentialet til at skabe splid mellem på den ene side S-regeringen og støttepartierne på den anden side, men vil under alle omstændigheder gøre det tæt på umuligt at videreføre det hidtidige mønster med et bredt samarbejde hen over midten i Folketinget.

I de konkrete forhandlingsforløb, som handler om såvel mange milliarder som følelsesladet symbolik, vil det vise sig ufremkommeligt at forene de modsatrettede krav fra de røde og de blå partier. Hverken når det gælder en større reform af kontanthjælpssystemet eller en omlægning af det danske landbrug vil det således være realistisk at kunne binde både Enhedslisten og Venstre sammen i mindelige kompromisser.

Den lange våbenhvile fra coronakrisen er brudt, og i en efterårssæson, hvor partierne samtidig skal dyste direkte mod hinanden op mod kommunal- og regionsrådsvalget til november, er der spændt op til drama på Christiansborg. Eller rettere sagt burde være spændt op til et intenst drama, for i virkelighedens verden tyder intet på, at hverken oppositionen eller støttepartierne vil være i stand til at byde S-regeringen trods.

Mest jammerlig er situationen i den borgerlige blok. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er den svageste blå statsministerkandidat, siden den daværende formand Henning Christophersen kapitulerede i 1978 og gik i fælles SV-regering med Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen som statsminister. I de efterfølgende mere end 40 år har en hvilken som helst borgerlig statsministerkandidat stået stærkere, end Jakob Ellemann-Jensen gør i dag.

Kun de færreste har fantasi til at forestille sig, hvordan Venstre skulle kunne blive genrejst under den vingeskudte formand, og den barske sandhed er, at Jakob Ellemann-Jensen i dag fremtræder som en overgangsfigur, som har endnu mindre chancer for at blive statsminister, end faren Uffe Ellemann-Jensen havde i 1990'erne. Og netop derfor vil Venstre få svært ved for alvor at udfordre S-regeringen. Hvem forestiller sig, at Venstre vil turde stå uden for en større landbrugsreform, der rækker mange år frem?

Konservative har næppe meget kraft, når det kommer til stykket, selv om Søren Pape Poulsen står i spidsen for et parti i fremgang. Den famlende håndtering af #Metoo-anklagerne mod partiprofilen Naser Khader vidner om, at Søren Pape Poulsen også mangler afgørende lederegenskaber. Frem for at gøre kort proces med en skandaliseret politiker, som kompromitterer Konservative, har Søren Pape undveget konfrontationen og blot trukket pinen i langdrag.

Khader-komplekset vidner om, at Søren Pape måske er det bedste bud på en formand blandt de konservative folketingsmedlemmer, og måske også vægtes som en tungere politiker end Jakob Ellemann-Jensen, men han er tydeligvis ikke gjort af det stof, som skaber succesfulde statsministerkandidater. Pape mangler mod til at tage de ubehagelige opgør, og derfor udgør Konservative heller ikke nogen reel udfordring for S-regeringen.

Hvis man ikke engang tør skille sig af med en mand som Naser Khader, der står anklaget for årelange og serielle krænkelser af kvinder – som han ganske vist selv benægter – og i øvrigt heller ikke evner at sætte sig igennem over for en konservativ folketingsgruppe, der trækker i mange forskellige retninger, er det naivt at tro, at man skulle være i stand til at lede en regering. Søren Pape mangler ganske enkelt den magtkynisme, som statsminister Mette Frederiksen har i så rigt mål.

Søren Pape mangler ganske enkelt den magtkynisme, som statsminister Mette Frederiksen har i så rigt mål.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Tilstanden længere ude på højrefløjen kan heller ikke ligefrem siges at skræmme den socialdemokratiske regeringstop. Dansk Folkeparti er paralyseret af retssagen mod næstformand Morten Messerschmidt, som udfolder sig i netop disse dage. Skønt de fleste vælgere for længst er blevet skræmt væk fra Dansk Folkeparti, og de konkrete sager om svindel og dokumentfalsk næppe vil kunne gøre ondt værre, er det også komplet utopisk at se, hvordan retssagen skulle kunne give det ramponerede parti øget tilslutning.

Dansk Folkeparti er på få år gået fra at være den største trussel mod Socialdemokratiet til i dag at være S-regeringens mindste hovedpine. Ikke alene har Dansk Folkeparti lagt stemmer til Mette Frederiksens signaturprojekt med Arnepensionen, men står også i vejen for enhver form for samling af blå blok om en mere borgerlig-liberal økonomisk politik. Siden valget i 2019 har Kristian Thulesen Dahl optrådt som S-regeringens nyttige idiot, og intet tyder på, at Dansk Folkeparti på nogen måde kan eller vil gøre livet sværere for Mette Frederiksens regering.

Liberal Alliance danser nede omkring spærregrænsen, mens Nye Borgerlige indtager stadig mere yderligtgående positioner på de fleste politikområder og er dermed indirekte kun med til at cementere Socialdemokratiets midterposition. For jo længere ud mod ekstremerne, højrefløjen rykker sig, desto nemmere bliver det for S-regeringen. De socialdemokratiske løjtnanter er også hurtige til at lukke enhver tænkelig flanke og indtager gerne nationalkonservative synspunkter i udlændinge- og kønsdebatten for effektivt at neutralisere højrefløjen.

I den modsatte ende af det politisk spektrum er der heller ikke for alvor fare på færde for S-regeringen. SF'erne har for længst besindet sig på rollen som 'hjælpe-socialister', og partiformand Pia Olsen Dyhr kan med tilfredshed notere, at hendes ubetingede loyalitet over for Mette Frederiksen har ført til fremgang i meningsmålingerne. Vælgerne ser ud til at belønne folkesocialisterne for at ikke gøre for meget væsen af sig, og derfor må man forvente, at SF vil være med i alle efterårets forhandlinger og forlig – uanset indholdet.

På papiret har Enhedslisten truet med at optrække skarpere røde linjer i de forestående forhandlinger om en reform af kontanthjælpssystemet. Venstrefløjspartiet fortolker de forblommede formuleringer i forståelsespapiret som et løfte om en permanent afskaffelse af de laveste sociale ydelser, som de selv betegner "fattigdomsydelser". Men ret beset har Socialdemokratiet ikke lovet mere og andet end at nedsætte den Ydelseskommission, som kort før sommerferien fremlagde et katalog over mulige ændringer.

Det afgørende spørgsmål bliver, om Enhedslisten tør vælte en socialdemokratisk regering, som de øvrigt støtter. Hvis S-regeringen enten snor sig uden om og formår at udskyde hele reformkomplekset eller rent faktisk lander et bredt forlig med deltagelse fra SF og Radikale Venstre, vil det blive mere end penibelt for Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen at skulle fremtvinge et folketingsvalg.

Stort set ingen forventer, at Mai Villadsen vil vise sig mere modig – og dumdristig, om man vel – end hendes forgænger, Johanne Schmidt-Nielsen, var tilbage under S-statsminister Helle Thorning-Schmidt. Dengang blev Enhedslisten trukket rundt ved næsen: Tilbage i 2012 indgik SRSF-regeringen en skattereform med Venstre og Konservative, men en oprevet Johanne Schmidt-Nielsen nøjedes med at konstatere, at "regeringen pisser på de vælgere, som har stemt på dem". Hun turde ikke tage de parlamentariske konsekvenser og stille et mistillidsvotum.

I de næste måneders forhandlinger om en reform af kontanthjælpssystemet kan Enhedslisten selvfølgelig vise sig at handle mere anarkistisk. På forhånd kan det ikke udelukkes, at Mai Villadsen ender med at vælte Mette Frederiksen - dog sammen med de borgerlige partier, forstås. Udviklingen i Sverige, hvor Vänsterpartiet fik held med at true sig til realpolitisk indflydelse over for den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven, kan have inspireret Enhedslisten.

Det eneste parti, der kan komme til at generere S-regeringen, bare en anelse, er og bliver Radikale Venstre.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Mest sandsynligt vil Enhedslisten dog fortsætte den pragmatiske kurs, som partiet er slået ind på i de senere år, og selv om partiet næppe vil gå med i et bredt forlig om kontanthjælpen, som også indbefatter Venstre og Konservative, vil Mai Villadsen & co. næppe turde ligefrem vælte S-regeringen. Derfor er Enhedslisten heller ikke en reel trussel.

Det eneste parti, der kan komme til at generere S-regeringen, bare en anelse, er og bliver Radikale Venstre. Hen over forsommeren har Sofie Carsten Nielsen gjort alt, hvad hun kunne, for at distancere sig fra Socialdemokratiet, og der hersker ikke længere tvivl om, at Radikale Venstre vil være klar til at smide grus i lovgivningsmaskinen. Sofie Carsten Nielsen har ikke meget at miste ved at flirte med blå blok og antyde, at partiet kunne være parat til at skifte side igen.

Radikale Venstre og Sofie Carsten Nielsen har imidlertid ét stort problem, som S-regeringen vil forstå at udnytte: Efter det tumultariske #Metoo-opgør, som kostede Morten Østergaard posten som politisk leder, ligger Radikale fortsat og roder rundt på et lavpunkt i meningsmålingerne, og socialdemokraterne ved udmærket, at et nyvalg er det sidste, Sofie Carsten Nielsen ønsker lige nu.

Selv om Radikale har meget mere realpolitisk at true med, end Enhedslisten har, risikerer Sofie Carsten Nielsen at gamble med hele sit partis eksistens, hvis hun i trodsighed vælger at udløse et folketingsvalg i utide. Med Lars Løkke Rasmussen i fri dressur i det samme politiske terræn, har Sofie Carsten Nielsen mere at miste end Mette Frederiksen, og derfor har det også formodningen imod sig, at Radikale Venstre vil blive et alvorligt problem for S-regeringen.

Bundlinjen er, at både oppositionen og støttepartier savner styrke til at presse Socialdemokratiet i de kommende måneders forhandlinger om ydelsesreformen, landbrugsreformen, sygehusreformen og CO2-afgifter. Regeringstoppen mener selv, at det er deres egen genialitet, der har skabt denne enestående styrkeposition. Men de andre partiers svaghed er suverænt S-regeringens stærkeste trumfkort.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00