Leder af ludomaniklinik: Sundhedsministeriet skyder med skarpt og sender centrale behandlingstilbud i økonomiske problemer

Thomas Marcussen
Klinikleder og autoriseret psykolog, Forskningsklinikken for Ludomani, Aarhus Universitetshospital
Organiseret spil om penge har udviklet sig i raketfart de seneste år, hvor spilområdet både har gennemgået en liberalisering og samtidig er blevet mere digitaliseret.
Produkterne er synlige overalt, hvor vi færdes, og de er lige ved hånden på vores telefoner. Det bidrager til højere risiko for udvikling af risikabel spilleadfærd og er formentligt årsagen til, at antallet af borgere med ludomani er i vækst, og at flere søger behandling.
Derfor har området også fået stor bevågenhed hos politikerne.
I 2022 foreslog den daværende skatteminister Jeppe Bruus (S) i et udspil på spilområdet eksempelvis, at "flere midler skal sikre kvalificeret forebyggelse og behandling af spilafhængighed og mere viden om spilafhængighed", og at der skal være "større stabilitet på behandlingsområdet".
Desværre er de politiske forhandlinger, der har været i gang i flere år, endnu ikke kommet i mål. Mens vi venter, er de institutioner, der behandler mennesker med ludomani, blevet ramt af den perfekte storm.
Ludomanipuljen skaber unødvendig konkurrence
Indenrigs- og Sundhedsministeriet administrerer Ludomanipuljen, som finansierer behandlingen og forebyggelsen i Danmark.
Herfra bliver der hvert andet år udloddet cirka 80 millioner kroner, som behandlingsinstitutionerne kan søge. Denne finansieringsform har en række uheldige konsekvenser.
Vi risikerer, at mennesker med ludomani, der altid står i en meget akut situation, ikke vil kunne få hjælp.
Thomas Marcussen
Klinikleder og psykolog, Forskningsklinikken for Ludomani
Den tvinger behandlingsinstitutionerne til at konkurrere om midlerne, hvilket medfører mangel på vidensdeling, og de korte bevillingsperioder skaber manglende stabilitet og mulighed for at tænke langsigtet for institutionerne.
Men den perfekte storm handler om økonomi, og her er de etablerede behandlingsinstitutioner nu ramt af tre kugler i maven.
For det første er ludomanipuljen ikke blevet indeksreguleret, og derfor er den langsomt blevet spist af inflation og voksende lønudgifter.
For det andet har ministeriet nu (igen) givet en ny aktør, Fonden Novavi, andel i puljen, hvilket betyder, at midlerne til de etablerede aktører er blevet smurt meget tyndere ud.
For det tredje har ministeriet først udloddet midlerne for 2025 midt i maj, hvilket efterlader de institutioner, der holdt åbent, mens de ventede på finansiering, med et underskud.
Alt dette betyder, at de etablerede behandlingsinstitutioner som Center for Ludomani og Forskningsklinikken for Ludomani nu er i store økonomiske problemer.
Ministerium kører dobbeltspil
Djævelens advokat ville nok spørge: Hvad er problemet, for den samlede mængde af puljemidler har ikke ændret sig?
Her skal man forstå, at konsekvensen af at reducere en institution med 20 procent kan nemt blive en større reduktion i behandlingskapacitet på over 40 procent.
Vi kan nemlig kun reducere på behandlerne, da alt andet i forvejen er skåret ind til benet. En ny aktør på området vil på ingen måde kunne kompensere for dette store tab i kapacitet og kompetencer, og vi risikerer, at mennesker med ludomani, der altid står i en meget akut situation, ikke vil kunne få hjælp.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har med den ene hånd i 2023 givet støtte til et stort flerårigt forskningsprojekt på Forskningsklinikken for Ludomani med fokus på internetbehandling.
Men med den anden hånd reducerer ministeriet nu selvsamme internetbehandling og bringer derved også forskningsprojektet i risiko. Manglen på en langsigtet strategi er himmelråbende.
Robuste institutioner skaber god behandling
Når puljemidlerne smøres tyndere ud, har det store konsekvenser for de enkelte institutioner. For der er en sammenhæng mellem størrelsen på den enkelte institution og omkostningseffektiviteten og kvaliteten af behandlingen.
God ludomanibehandling udspringer af robuste institutioner og stærke faglige teams med forskellige kompetencer.
Kære politikere, I må ikke lade ludomanibehandlingen smuldre mellem hænderne på os.
Thomas Marcussen
Klinikleder og psykolog, Forskningsklinikken for Ludomani
Små klinikker bliver let overbelastet, når en medarbejder bliver sygemeldt, og der ikke er nogen til at overtage vedkommendes klienter.
Store klinikker kan gribe og udvikle nye idéer, hvor små klinikker ikke har de samme kræfter at trække på.
Vi bevæger os fra at kunne udnytte synergier mellem medarbejdere – og mellem forskning, forebyggelse og behandling – til at bruge tid på damage control.
Kære politikere, I må ikke lade ludomanibehandlingen smuldre mellem hænderne på os.
Hvis vi ønsker et samfund, hvor mennesker med ludomani kan få kvalificeret hjælp i tide – og hvor vi fortsat kan forske i effektive behandlingsmetoder – så kræver det, at politikerne:
- Sikrer en akut tillægsbevilling, der kompenserer for de uventede nedskæringer i 2025.
- Indfører en mere stabil og langsigtet finansieringsmodel, som ikke underminerer etableret behandling og forskning.
Lad os ikke tabe dem, der har allermest brug for hjælpen, på gulvet.
Artiklen var skrevet af
Thomas Marcussen
Klinikleder og autoriseret psykolog, Forskningsklinikken for Ludomani, Aarhus Universitetshospital
Omtalte personer
- Ombudsmanden går ind i sag om lovbrud i børnesager
- Ngo: Private bosteder præsterer bedre end offentlige. Alligevel frygter de lukning
- Kommunalpolitiker om DR-dokumentar: Ressourcesvage forældre har også omsorg at give
- Socialrådgiver til DH: Hvordan kunne det tage jer så lang tid at reagere på omstridt radioprogram?
- Ny DD-ordfører vil kulegrave anbringelser og bortadoptioner efter ”kradsbørstig” rapport
Nyhedsoverblik

Ombudsmanden går ind i sag om lovbrud i børnesager

Eksperter afviser kommuners forklaring i sag om lovbrud på børneområdet

Nogen må undersøge, hvad der stjæler socialrådgivernes tid i anbringelsessager

Fagforening om lovbrud i anbringelsessager: Socialrådgivere har ikke tid til at overholde kravene

Anbragte børn har været udsat for et systematisk politisk svigt i flere år

Borgmester går i rette med vagthund efter hård kritik: Det er sket fejl, men slet ikke i det omfang

























