LLO: Ghettoplanen virker direkte mod hensigten

DEBAT: Ligesom regeringens definition af de såkaldte parallelsamfund er så uklar og udokumenteret, at den ville føre til dumpekarakter i en gymnasieeksamen, lige så uklar og udokumenteret er forestillingen om, at ejerformen er afgørende for et boligområdes funktion i samfundet, skriver Claus Højte fra LLO.

Af Claus Højte
Direktør i LLO Hovedstaden

”Det er et stød i hjertekulen på den socialdemokratiske boligbevægelse.”

Sådan sagde en begejstret borgmester for Bygge- og Teknikforvaltningen i København, da et smalt borgerligt folketingsflertal i 2004 indførte den første lov om salg af almene boliger.

Borgmesteren var Søren Pind.

I 2018 vedtager Folketinget med stor sandsynlighed en lovpakke, der får den første salgspakke fra 2004 til at blegne i sammenligning, denne gang med et bredt flertal: Ghettoplanen.

Fejlagtig forestilling hos politikerne
De grundlæggende opfattelser hos beslutningstagerne lader til at være de samme som i 2004: Almene boliger tiltrækker mennesker med problemer, der ikke rigtigt kan tage vare på sig selv og deres boligområder.

Hvis man afskaffer beboerdemokratiet og maser ejerboliger ind i ghettoen, vil området blive løftet. Eller rettere, det er kun boligejere, der har rigtigt styr på deres forhold.

Det er min påstand, at denne grundlæggende fejlagtige forestilling hos mange politikere er en væsentlig grund til, at Ghettoplanen får så bred tilslutning.

Ghettoplanen er dog også blevet til på et sammensurium af andre motiver og hensyn.

Øverst på listen står det politiske ønske om at handle resolut for at adressere den skræmte gennemsnitsborgers frygt for bandekonflikter, for lømler med mellemøstlig baggrund, for sharialovgivning, burkaer, terrorister og islamister.

En gennemsnitsborger, der typisk aldrig har været i et såkaldt ghetto-område, og en frygt, der gerne fodres og næres af de partier, der står bag Ghettoplanen.

Søren Pinds drøm
Men Ghettoplanen betød også noget andet for regeringen, da den blev fremlagt.

Den var nemlig i sin oprindelige udgave det, som var Søren Pinds drøm i 2004: En måde at banke den almene sektor ned. Tage lejernes sparepenge i Landsbyggefonden, som skal bruges til at opretholde attraktive almene boliger og på den måde decimere sektoren og måske endda ende ud med, at almene boliger skulle være fattigboliger og ikke boliger for alle.

Men planen holdt ikke for regeringen, der måtte give slip på denne sidegevinst, fordi S og DF ikke ville være med til at ekspropriere lejernes opsparing.

I stedet får vi højst sandsynligt en ghettoplan, der er indrettet på at adressere gennemsnitdanskerens frygt og med udgangspunkt i den holdning, at det er den almene bolig, der er problemet.

At tage udgangspunkt i at nedbringe arbejdsløsheden, uddanne borgerne og trække dem ind i majoritetssamfundet er derimod helt fravalgt. Sådanne tiltag findes ikke i Ghettoplanen, så nu står vi i stedet med en plan for at nedrive og sælge almene boliger.

Men hvad i al verden skal vi bruge sådan en plan til?

Udokumenterede påstande
Planen tager udgangspunkt i den helt udokumenterede påstand, at det er ejerformen, der er altafgørende for et boligområdes kvaliteter.

Altså, flytter man almene boliger til at være ejerboliger, andelsboliger eller private udlejningsboliger, ja, så skal alt nok blive godt.

Disse års fortælling er følgende, at når man blander boligformerne, så bliver et område velfungerende.

Men har det overhovedet noget at gøre med ejerformen – eller har det noget at gøre med, at man ved at blande ejerformerne også blander samfundsgrupperne?

Det ved vi ikke, for ingen har undersøgt det. Det er en påstand, en holdning, ikke andet.

Ligesom regeringens definition af de såkaldte parallelsamfund er så uklar og udokumenteret, at den ville føre til dumpekarakter i en gymnasieeksamen i samfundsfag, lige så uklar og udokumenteret er forestillingen om, at ejerformen er afgørende for et boligområdes funktion i samfundet.

Det, vi til gengæld ved, er, at efterspørgslen på boligformer væsentligt styres af økonomiske parametre.

Er man vellønnet, efterspørger man (gennemsnitligt) en ejerbolig, fordi det offentlige tilskud til en ejerbolig er størst hér, mens borgere med lavere indkomster (gennemsnitligt) efterspørger almene boliger, fordi det offentlige tilskud for dem hér er højst.

Ingen problemer i Ballerup
I Ballerup Kommune er over halvdelen af boligerne almene boliger, der er opført i store velfungerende, samlede bebyggelser. Her er ejerformerne ikke blandede. Men hvis det er de blandede ejerformer, der er nøglen til gode områder, hvorfor er der så ikke massive problemer i Ballerup?

Hvorfor optræder kommunen så overhovedet ikke på den såkaldte ghettoliste?

Hermed er vi tilbage ved det forhold, at der blandt de politikere, der står bag Ghettoplanen, åbenbart er en udokumenteret forestilling om, at man ved at nedrive almene boliger eller sælge dem til private investorer løser en række sociale problemer.

Det er meget markant og overraskende, at denne holdning eller tro, om man vil, deles langt ind i de almene boligorganisationer.

I den såkaldte ghetto Tingbjerg for eksempel, har boligselskaberne FSB og KAB sammen med Københavns Kommune ligefrem entreret med en privat investor, der nu skal “fortynde” de almene boliger med ejerboliger med det formål at løfte området.

De almene selskabers konkrete tiltag er anderledes og meget mere sympatiske end Ghettoplanens, men den bagvedliggende tro er den samme: Hvis man opfører ejerboliger, tiltrækker (eller beholder) man den ressourcestærke middelklasse til området, og så skal det nok gå det hele.

De ressourcestærke får ikke råd
Problemet er i en by som København, at disse ejerboliger kun kan efterspørges af en lille del af befolkningen.

Mange af de ressourcestærke borgere, der, selvom de ikke har høje lønninger, gør et område attraktivt og velfungerende, får simpelthen ikke råd til ejerboligerne, ikke nu og ikke i fremtiden.

Dermed virker den medicin, man vil give for eksempel Tingbjerg – både efter Folketingets og de almene boligorganisationers recept – direkte mod hensigten.

Der vil blive en skarp opdeling mellem ejere og lejere i de såkaldt blandede boligområder.

Hvordan en sådan opdeling skal hjælpe de tilbageblivende, almene lejere til en højere beskæftigelsesgrad, bedre uddannelse, inklusion, integration og større indtægter, står hen i det uvisse.

Tilbage er kun at konkludere, at gennemfører man Ghettoplanen og planerne om at fortynde de almene boliger, ja, så kan man i hvert fald – om ikke andet – glæde Søren Pind. Men det er da også noget.

Forrige artikel Socialdemokrater: Sådan vil vi ommøblere jobindsatsen i København Socialdemokrater: Sådan vil vi ommøblere jobindsatsen i København Næste artikel Aktører: Regelforenkling må aldrig gå ud over fagligheden Aktører: Regelforenkling må aldrig gå ud over fagligheden
  • Anmeld

    Jean Thierry

    Helt rigtigt

    Supergodt og rigtigt indlæg. Måske kommer de forkerte tanker om blandede ejerformer fra udlandet, hvor der ikke er almene boliger for alle, men social housing for de fattigste.

    Endnu mere mærkeligt bliver det hele, når det ikke er ejerboliger men privat udlejning, der f.eks. indføres i Gellerup i stedet for almene boliger, der rives ned.

    Privat udlejning har absolut ingen fordele frem for almene lejeboliger, fra nogensomhelst synsvinkel, bortset fra for ejeren, der kan score kassen på lejernes bekostning.

  • Anmeld

    Bo Vagnby · Arkitekt, byplanlægger

    Pind er ikke den eneste skurk!

    ... også den nuværende boligminister hader den almene boligsektor. Tak for det glimrende indlæg, men læs også boligforskeren Hans Skifter Andersensens kronik i Politiken for nogle uger siden, om den statsautoriserede hetz mod de udsatte boligområder

  • Anmeld

    Pernille

    God vinkel

    "Men har det overhovedet noget at gøre med ejerformen – eller har det noget at gøre med, at man ved at blande ejerformerne også blander samfundsgrupperne?" - ja det er vigtigt at vi blander samfundsgrupperne. Der findes jo rigmandsghettoer hvor man går med skyklapper på.
    Som beboer i Tingbjerg tror jeg på at det er godt at få blandet boligmassen. Jeg håber det lykkes for os at undgå en hel skarp opdeling.