Mål uden konkret handlingsplan

Af Cliff Kaltoft
Sekretariatschef, Landsforeningen af VæreSteder

At opstille målsætninger er en del af det politiske arbejde, men at angive retningen og give kvalificerede bud på, hvordan målene nås, er vel den vigtigste del. Vi har en lang tradition for at opstille mål, men desværre også en lige så lang for, at målene ikke nås.

Uheldigvis for regeringen er folkets modtagelse af de sociale 2020-mål blevet et billede på, at al troværdighed og seriøsitet er forsvundet ud af socialpolitiske udmeldinger, og at det er helt legitimt at beskylde socialarbejdere og organisationer på det sociale område for slendrian og dumhed.

Når man forventer en 30 procent forbedring på nærmest alle parametre i et år, som kommer i kølvandet på en årrække med markante nedskæringer, og uden tilførsel af ressourcer eller en plan med nye metoder og tiltag, så må man gøre sig klart, at det kun kan opfattes som en meget voldsom kritik. Man kan vel nærmest sige, at man vil have 30 procent mere for 30 procent mindre.

Hvordan når vi målene?
I årtier har vi lagt øre til skiftende politikeres forsimplede forestillinger om total afskaffelse af narkotika, gæld og hjemløshed. Den seneste bombastiske politiske udmelding stammer fra lanceringen af hjemløsestrategien (2009-12), da velfærdsminister Karen Jespersen proklamerede hjemløsheden afskaffet i 2014!

Modtagelsen af Regeringens socialpolitiske 2020-mål skal ses på netop den baggrund. Målsætninger i den sociale 2020-plan er en helt gratis omgang. Man ville jo blive mere overrasket, hvis bare et af løfterne rent faktisk blev indfriet, end hvis ingen af dem gjorde. Ikke fordi målene som sådan er uopnåelige, men fordi de er løsrevet fra virkelighedens verden og opstillet uden en plan for, hvordan de skal indfries.

Den massive fokusering på hjemløshed, vi oplever i disse år, er mere til gavn for hjemløseområdet eller hjemløse-"industrien", end den egentlig er for de hjemløse.

Cliff Kaltoft
Sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder

Derfor vil hverken indfrielsen eller ikke indfrielsen af målene medføre mærkbar kritik eller politisk uro hverken i dag eller i 2020, hvis der til den tid vil være nogen, som interesserer sig for, at der engang var en regering, som havde en socialpolitisk målsætning, som (heller) ikke holdt.

Nye planer gøre det ikke alene
Ambitionsniveauet i 2020-målene er relativt. På den ene side er det vældig ambitiøst at ville knække både den ene og den anden stigende kurve, men på den anden side er det frygteligt uambitiøst og uinspirerende, at man ikke i højere grad signalerer til danskerne, at man tror på, det er muligt at skabe markante forandringer, fordi man har en plan eller vil gøre tingene på en ny måde.

I mine øjne er underbuddet på ambitioner et mislykket forsøg på at få realisme ind i målsætningen. Problemet er bare, at realismen ikke skal komme fra en nedjustering af målene, men fordi man har en plan, som ikke har været prøvet endnu.

Det er interessant på flere måder, at SANDs formand Per Kragh på netop denne plads i Altinget for et par uger siden konstaterede, at ”mangel på bolig er de hjemløses mindste problem”, og at vi ved at fokusere for ensidigt på boligproblematikken misser det store billede og sammenhængen til de andre problemer.

Det er særligt interessant i et større perspektiv, fordi vi er på bagkanten af en kæmpesatsning af en hjemløsestrategi, som i høj grad har været centreret om ”Housing First”-metoden eller -tilgangen.

Mere til gavn for hjemløseområdet end de hjemløse
Favoriseringen af et problem frem for andre er lige så skadelig for indsatsen og navnlig sammenhængen i indsatsen som favoriseringen af en bestemt metode frem for andre. Den massive fokusering på hjemløshed, vi oplever i disse år, er mere til gavn for hjemløseområdet eller hjemløse-”industrien”, end den egentlig er for de hjemløse.

Hvis vi tager Per Kragh og SAND på ordet, er hjemløseområdet mest et hjemløseområde af navn, fordi selv de hjemløses organisation peger på, at de hjemløse ikke bare er hjemløse, og at der kunne være andre sider af udsatte menneskers liv, man kunne/skulle tage fat i før boligproblemet.

Overfokuseringen på hjemløshed er et symptom på en vedvarende simplificering af den hyper-kompleksitet, der kendetegner social udsathed og socialt udsatte mennesker, som har mere end et svært socialt problem. Politikernes og mediernes behov for enkle løsninger fører til formuleringen af alt for enkle problemer.

Men det fører også til en ugunstig situation, hvor kampen om sparsomme midler bliver til en alles kamp mod alle mellem hjemløse, stofafhængige, prostituerede, kriminelle, og hvor områdets eksperter farer vild i tåbelige diskussioner om, hvorvidt det hedder: ”hjemløs med misbrugsproblem”, ”hjemløs med psykisk sygdom”, eller om det ikke lige så godt kunne hedde ”stofafhængig med boligproblem”, ”psykisk syg med en stofafhængighed”, eller hvad ved jeg.

Udsatteområdets behov er en samlet plan med et konkret indhold, som kan lede os ud af årtiers famlen i blinde og retoriske løben på stedet.