Menneskeret-direktør: Vi må ikke gå på kompromis med retssikkerheden

Af Jonas Christoffersen
Direktør for Institut for Menneskerettigheder

Den seneste tids debat om asylpolitikken har igen sat fokus på Flygtningenævnets sammensætning og eksistensberettigelse.

I Danmark kan vi glæde os over at have et af Europas mest effektive asylsystemer målt på sagsbehandlingstid. Men skal Flygtningenævnet fungere som domstolslignende instans, er det afgørende at holde fast i dets uafhængighed og saglighed.

Én fejl kan føre til tortur
Få afgørelser har så vidtrækkende konsekvenser som på asylområdet. Ét forkert afslag i en asylsag kan medføre tortur eller død for den pågældende. Det er derfor afgørende, at asylansøgninger bliver grundigt behandlet, at retssikkerheden garanteres gennem hele processen, og at ankemuligheder er til stede. Omvendt er det typisk i asylansøgerens egen interesse af få en hurtig afgørelse. Lang ventetid er påvist skadelig for asylansøgeres mentale helbred, og langstrakt sagsbehandlingstid er ressourcekrævende og forbundet med en række økonomiske udgifter til f.eks. ophold i Danmark.

Denne afvejning mellem retssikkerhed og effektivitet var kongstanken bag oprettelsen af Flygtningenævnet som særlig ankeinstans i 1983. Flygtningenævnet skulle sikre en hurtigere og mere smidig ankeproces, end hvis asylansøgere skulle indbringe deres sag for en almindelig domstol, hvor dommeren ikke havde lige så stor viden på området.

Til gengæld er Flygtningenævnets afgørelser endelige. Det er normalt muligt at klage over andre nævns afgørelser til domstolene. Men domstolene kan efter udlændingeloven ikke tage stilling til Flygtningenævnets bevisbedømmelse, kun om der er fejl eller mangler i sagsbehandlingen eller udøvet ulovligt skøn. Det er heller ikke muligt at klage over Flygtningenævnets afgørelser til Folketingets Ombudsmand, der udelukkende behandler asylsager taget op af egen drift.

Flere har stillet spørgsmålstegn ved, om Dansk Flygtningehjælp skal have lov at indstille et medlem. Men ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det måske ikke så meget Dansk Flygtningehjælps rolle, som Justitsministeriets medlem, der burde få alarmklokkerne til at ringe.

Jonas Christoffersen
Direktør for Institut for Menneskerettigheder

Ministeriemedlem udfordrer nævnets uafhængighed
Fraværet af domstolsprøvelse og anden klageadgang betyder, at det er altafgørende, at Flygtningenævnet bevarer sin saglighed og uafhængighed.

I forhold til uafhængigheden kan man for det første overveje nævnets sammensætning. Flere har stillet spørgsmålstegn ved, om Dansk Flygtningehjælp skal have lov at indstille et medlem. Men ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det måske ikke så meget Dansk Flygtningehjælps rolle, som Justitsministeriets medlem, der burde få alarmklokkerne til at ringe.

Selvom alle medlemmer arbejder uafhængigt, er det ikke uproblematisk, at et af nævnets medlemmer repræsenterer det ministerium, hvor Udlændingestyrelsen, der har behandlet sagen i første omgang, også hører under. Man kan tilsvarende overveje, om Flygtningenævnets sekretariat, der i dag også hører under Justitsministeriet, rent principielt bør gøres uafhængigt, ligesom domstolene er det.

Fem medlemmer fungerer godt
Det er derudover afgørende, at Flygtningenævnet i sin sammensætning er fagligt velfunderet. Man har gennem tiden afprøvet forskellige modeller for, hvem og hvor mange der skal sidde med om bordet.

Der var oprindeligt syv medlemmer: en dommer som formand, tre medlemmer udpeget af hhv. Socialministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet, et medlem fra Advokatrådet og to medlemmer udpeget af Dansk Flygtningehjælp.

I 1995 blev antallet skåret ned til fem, idet Socialministeriets og et af Dansk Flygtningehjælps medlemmer faldt fra. I 2002 blev Udenrigsministeriets repræsentant skåret væk sammen med det sidste medlem udpeget af Dansk Flygtningehjælp. I 2012 udvidede man igen, idet Udenrigsministeriet igen er repræsenteret, og Dansk Flygtningehjælp indstiller et medlem.

Det er klart, at der er grænser for, hvor mange ressourcer vi skal bruge på hver sag, men erfaringerne fra de seneste to år peger på, at fem-mandsnævnet fungerer godt. Modsat hvad mange forventede, har det hverken ført til højere omgørelsesprocenter eller længere sagsbehandlingstider.

Det sikrer til gengæld en bredere ekspertise både i forhold til de faktiske forhold i oprindelseslandene og i forhold til det juridiske, da en del af de nye medlemmer har viden om og praktisk erfaring med asylret. Uanset hvordan medlemmerne fremover udpeges, er det afgørende at bevare denne ekspertise, hvis Flygtningenævnet skal fortsætte med at være en forsvarlig erstatning for almindelig domstolsprøvelse.

Vi skal ikke gå på kompromis med flygtningenes retssikkerhed.