Opråb fra ni borgmestre: Ryd op i loven, og giv udsatte borgere én samlet plan

KRONIK: Social-, beskæftigelses-, og sundhedsområdet modarbejder hinanden på det kommunale niveau. Regeringen skal have mod til at sikre kommuner rum til at skabe sammenhængende forløb på tværs af fagområder, skriver ni borgmestre. 

Vi er optagede af at give udsatte borgere et bedre fodfæste i livet, og de har krav på, at vi yder den bedst mulige hjælp. Det kan vi kun, hvis borgernes handleplan er overskuelig, og hvis de selv kan træffe beslutninger og tage del i de processer, der handler om deres eget liv.

Det giver de bedste resultater for selvhjulpenhed. Men det kræver både mod og lovændringer i den kommende sammenhængsreform.

Borgere med flere udfordringer på samme tid står ofte med flere forskellige handleplaner, som peger i hver sin retning.

Det skyldes ikke, at sagsbehandlere eller fagfolk gør noget forkert - men derimod at hvert fagområde er bundet op på forskellig lovgivning, der hver har deres krav til borgeren om for eksempel fremmøde, indhold og mål for den kommunale sagsbehandling.

Et eksempel kunne være børnefamilien, hvor forældrene er uden fast arbejde og måske har problemer med helbredet eller er ude i et misbrug. Samtidig trives børnene ikke så godt.

De klarer sig dårligere i skolen og har svært ved at omgås kammerater og andre. I det kommunale system er en familie som denne både i kontakt med jobcentret, socialpædagoger, sundhedstilbud, skoleområdet og måske også andre i den kommunale forvaltning.

Som lovgivningen er i dag, skal hver af forældrene – og familien samlet - møde op til en masse obligatoriske møder, som kommunen skal indkalde til, og som borgerne skal komme til. Det står i loven.

Er man som borger i kontakt med flere af kommunens myndighedsområder på én gang, vil man kunne opleve at blive indkaldt til et møde om mandagen, et nyt om onsdagen og så endnu et fredag til at slutte ugen af med.

Det er unødigt ressourcekrævende for både borgeren og sagsbehandlerne - og endnu værre – så ser vi somme tider, at indsatserne spænder ben for hinanden og ikke virker koordinerede eller sammenhængende.

Det er nemt at forstå, at du som borger bliver frustreret, når du skal give de samme oplysninger igen og igen. Faktisk får nogle af vores borgere den opfattelse, at vi ikke stoler på dem.

Sidst, men ikke mindst, bruger borgeren mange timer på at tage til møder med kommunen i stedet for at komme sig, håndtere familie, arbejde og få fodfæste i livet.

Vi må derfor se i øjnene, at de borgere, vi forsøger at hjælpe, ikke nødvendigvis ser kommunen som en hjælpende hånd, men derimod som endnu en udfordring, der komplicerer deres liv og hverdag.

Men hvad kan hjælpe?

Når vi spørger borgerne selv, så savner de gennemsigtighed i de kommunale processer. De ønsker forståelse for netop deres situation, og de ønsker at blive involveret, så de selv kan være med til at tage styringen og stå inde for de mål, som familien og kommunen sammen opstiller.

Med den nuværende lovgivning er det desværre meget svært at opnå. Men vi har et bud på en løsning.

Forsøg med frikommuner på tværs af fagsystemer
I regeringens kommende sammenhængsreform er udmeldingen, at reformen skal give flere borgere en bedre service og dermed hjælp, sørge for at det offentlige bruger ressourcerne på kerneopgaverne og sørge for, at vi tænker mindre i siloer og mere i sammenhænge. Det hilser vi velkommen.

Gældende lovgivning inden for social-, beskæftigelses-, og sundhedsområdet modarbejder nemlig mange steder intentionerne i de forskellige dele af indsatsen.

Lovgivningen spænder altså ben for målet om at hjælpe borgere i særligt udsatte livssituationer, som er i berøring med flere dele af det offentlige.

I kommunerne Allerød, Ballerup, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød er vi derfor gået sammen i frikommunenetværket "Én plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren".

Som frikommuner har vi fået grønt lys af Økonomi- og Indenrigsministeriet til – på forsøgsbasis - at sløjfe de mange obligatoriske opfølgningsmøder og i stedet afholde helhedsorienterede møder med borgeren i forhold til deres livssituation og et fælles ønske om at bringe borgeren tættere på trivsel, uddannelse og arbejdsmarked.

"Hemmeligheden" er, at lovgivningen fremover gerne må sørge for, at kommunens fagpersoner kan tale sammen og vidensdele på tværs af fagsystemer og fagsprog og behandle borgeren ud fra hele personens livssituation – og ikke kun, at personen for eksempel er 1) ledig 2) i et misbrug og 3) har problemer i familien.

Som lovgivningen er nu, betyder det, at der er tre sagsbehandlere med tre forskellige lovkrav at opfylde, som ikke tager hensyn til hinanden og ikke sætter et fælles mål.

I frikommunerne har vi lige nu mulighed for at se på helheden og krydse viden og fagligheder i ét forløb, så vi kan forbedre mulighederne for en meningsfuld og integreret indsats helt fra begyndelsen i samarbejde med borgeren, som har givet sit samtykke og er med på idéen.

Et eksempel fra en af kommunerne er en ledig, enlig mor til tre børn med udfordringer. Børnenes tarv kræver ekstra af hendes tilstedeværelse, så et normalt fuldtidsjob ikke er muligt.

Normalt vil hendes familiære forhold ikke være en naturlig del af samtalen mellem borger og jobkonsulent, og borgeren kan derfor gå i langt tid uden arbejde, da de foreslåede tilbud ikke vil passe til situationen.

I mellemtiden har moren dog fået hjælp af familiekonsulenten til at oparbejde en rigtig god rutine i hverdagen, hvor familien er kommet i bedre trivsel, når der skal hentes og bringes i specialtilbud, og alt andet skal klares.

Det levner tid til et deltidsjob, og i det sammenhængende forløb taler jobkonsulenten og familiekonsulenten sammen om fælles mål, hvilket ender med, at moren nu er begyndt i praktik i en virksomhed.

Første skridt er taget for én sammenhængende plan for borgerne
Innovationsminister Sophie Løhde(V) har fremsat et lovforslag, som skal give borgere med komplekse problemer en bedre og mere sammenhængende hjælp.

I praksis skal det ske ved at tilbyde borgere og familier, der får hjælp fra eksempelvis flere forskellige kommunale forvaltninger, én samlet handleplan. Det er et lovforslag, som trækker på frikommunernes erfaringer fra halvandet års arbejde. Det bakker vi op om.

Men vi er ikke i mål endnu. Vi håber, at ministerierne fortsat vil arbejde videre med at undgå lappelovgivning, hvor enkeltsager har skabt lov oven på lov.

Hvor nye paragraffer er blevet indført, hver gang der har været en tvivlsom sag. Hvor de gode intentioner har fejlet, og vi har fået en lovgivning, som ikke er til at gennemskue hverken for sagsbehandleren eller borgeren.

Her skal Christiansborg have modet til at rydde op.

Det kræver først og fremmest, at lovgivningen bliver ændret, så det ikke er kommunens placering af opgaver inden for forskellige myndighedsområder, der bestemmer forløbet.

Der er behov for et helhedssyn på tværs af myndighedsområderne, der tager udgangspunkt i borgerens situation. 

På den måde kan vi sammensætte løsninger ud fra en høj faglig vurdering og en vilje til at forstå og samarbejde med borgeren eller hele familien og sætte deres egne ønsker i spil.

En opfordring til innovationsministeren skal derfor være at indarbejde de fritagelser inden for lovgivningen, vi har fået som frikommuner, i den videre udvikling af sammenhængsreformen og i den kommende revision af lov om aktiv beskæftigelse.

Her taler vi eksempelvis om fravigelse af proceskrav, fravigelse af at det er lovgivningen, der udelukkende dikterer indholdet i borgerens plan, frihed til at planlægge møderne i forhold til borgerens bedste og så videre.

Ministeren har taget et godt skridt i den rigtige retning – men vi er ikke i mål endnu.

Vi borgmestre ser frem til den videre dialog om sammenhængsreformen.

Både på Christiansborg og i de danske kommuner må den fælles ambition være at skabe helhedsorienterede og sammenhængende forløb for udsatte borgere. Derfor har vi også inviteret en række ministre til et årskonvent for frikommuneforsøget.

Her vil vi arbejde med, hvordan vi i fællesskab – uanset partipolitiske, nationale og kommunale politiske dagsordener – kan hjælpe borgere i udsatte livssituationer på bedst mulig vis.

Indlægget er skrevet af:
Benedikte Kiær (K), Karsten Längerich (V), Jesper Würtzen (S), Thomas Lykke Petersen (S), John Schmidt Andersen (V), Ole Bondo Christensen (S), Anders Gerner Frost (G), Steffen Jensen (S), Kirsten Jensen (S)

Forrige artikel Enhedslisten om FGU: Djævlen kan gemme sig i detaljen Enhedslisten om FGU: Djævlen kan gemme sig i detaljen Næste artikel Det Kriminalpræventive Råd: Sæt unge kriminelle sammen med deres ofre Det Kriminalpræventive Råd: Sæt unge kriminelle sammen med deres ofre