Organisationer: Det er stadig for usikkert at være medarbejder i psykiatrien

Det er vigtigt at slå fast, at farlighed i psykiatrien sjældent er udgangspunktet, men kan opstå, når sygdom forværres som følge af utilstrækkelige ressourcer, manglende kontinuitet og for sen eller fragmenteret behandling. I et system med begrænset kapacitet og tid bliver patienter mere syge og ustabile — og dermed øges risikoen for vold og farlige situationer.

Farlige situationer opstår ikke kun i retspsykiatrien. De opstår hyppigt i psykiatriske akutmodtagelser og intensive sengeafsnit i almenpsykiatrien.

Claas-Frederik Johannsen, Malene Toft, Merete Nordentoft, Nina Tejs Jørring

Den langsigtede løsning på de sikkerhedsproblemer, som personalet står med i hverdagen, er bedre behandling — et mål, der allerede er formuleret i 10-årsplanen for psykiatrien. Men opbygning af kapacitet, kontinuitet og kompetencer tager tid.

Samtidig står personalet med akutte sikkerhedsproblemer her og nu, som underminerer behandlingskvaliteten og kontinuiteten i patientforløbene. Uden samtidige tiltag risikerer vi at miste erfarne medarbejdere, som ikke kan arbejde under vedvarende utrygge forhold — og uden medarbejdere mister 10-årsplanen sit fundament.

Sikkerhed afhængiger af postnummer

Efter en række alvorlige voldshændelser udsendte de lægelige psykiatriselskaber i sommeren 2024 et fælles opråb med syv konkrete forslag til at styrke sikkerheden her og nu.

Forslagene handlede blandt andet om personalenormering, kompetenceudvikling, fysiske rammer, systematik i sikkerhedsarbejdet og bedre opgørelse af vold og trusler.

I begyndelsen af 2025 bad vi regionernes psykiatrisygehuse redegøre for, hvilke initiativer der var iværksat.

Svarene viste vilje og engagement, men også stor variation. Mange steder var der handleplaner og lokale pilotprojekter, men ingen ensartede standarder – og ingen garanti for, at basale sikkerhedstiltag er implementeret overalt.

I praksis mødes både patienter og medarbejdere med vidt forskellige sikkerhedsniveauer afhængigt af, hvor i landet de indlægges eller arbejder.

Et skridt i retspsykiatrien – men ikke i almenpsykiatrien

Før L 86 måtte personale i retspsykiatrien kun foretage visitation og scanning, hvis der forelå en mistanke om, at patienten medbragte våben eller andre farlige genstande.

Når mistanke i praksis kan være svær at begrunde og dokumentere i situationen, har det kunnet forsinke forebyggelse – og dermed øge risikoen.

Uden tidlig forebyggelse af risikosituationer risikerer vi mere tvang, flere polititilkald og et fortsat tab af erfarne medarbejdere.

Claas-Frederik Johannsen, Malene Toft, Merete Nordentoft, Nina Tejs Jørring

Men farlige situationer opstår ikke kun i retspsykiatrien. De opstår hyppigt i psykiatriske akutmodtagelser og intensive sengeafsnit i almenpsykiatrien. Her er gennemstrømningen høj, vurderingsgrundlaget ofte usikkert, og personalenormeringen typisk lavere end i retspsykiatrien.

Ofte er der tale om patienter, som personalet ikke kender i forvejen, hvor diagnose, rusmiddelpåvirkning og risikovurdering endnu ikke er afklaret. Netop i disse situationer er behovet for forebyggende sikkerhed størst.

Dermed mødes de samme patientgrupper med forskellige sikkerhedsstandarder afhængigt af organisatoriske skel mellem rets- og almenpsykiatri – og ofte også i overgangen mellem psykiatri og somatik. Det giver ikke mening, at sikkerhedsredskaberne stopper ved disse skel. Det er paradoksalt, at de mest uforudsigelige akutmiljøer samtidig har færrest sikkerhedsredskaber til rådighed.

Nationale minimumsstandarder nu

Forebyggende sikkerhedstiltag er ikke et alternativ til bedre behandling – de er en forudsætning for, at behandlingen kan foregå, mens vi arbejder på de langsigtede løsninger. Uden tidlig forebyggelse af risikosituationer risikerer vi mere tvang, flere polititilkald og et fortsat tab af erfarne medarbejdere.

Derfor er der behov for nationale minimumsstandarder for sikkerhed i psykiatrien. Det gælder blandt andet mulighed for ophævelse af mistankekravet i klart definerede højrisikokontekster – ikke kun i retspsykiatrien, men også i almenpsykiatriske akutmodtagelser og intensivafsnit.

Derudover bør der arbejdes systematisk med tiltag, som regionerne allerede i varierende grad har taget hul på, eksempelvis fast sikkerhedspersonale som en integreret del af psykiatrien. Erfaringer peger på, at de kan aflaste klinisk personale, reducere eskalation og mindske behovet for polititilkald – til gavn for både patienter og medarbejdere.

Frygten for, at øget sikkerhed gør psykiatrien mere fængselslignende, er forståelig – men forkert. Fængselslignende forhold opstår, når sikkerheden håndteres tilfældigt i en presset hverdag med personalemangel, hvor politi og mere indgribende tvang bliver sidste udvej.

Forebyggende sikkerhed er derfor ikke modsætningen til behandling, men en forudsætning for, at psykiatrien fortsat kan være et sted for behandling, værdighed og håb.