Socialpædagog: Jeg har måtte vælge mellem akut at hjælpe en borger og acceptere, at dokumentationen kom bagud

Jeg står gerne på mål for mit ansvar. Men ansvar kan ikke reduceres til dokumentation, hvis de rammer, det skal udøves inden for, fastlægges centralt uden tilsvarende råderum.

I praksis kan det eksempelvis betyde, at vi som medarbejdere bruger stadigt flere timer på registrering og afrapportering, mens tiden til det relationelle arbejde ikke følger med.

Samtidig forventes vi at levere den samme – eller højere – kvalitet i mødet med borgeren, uden at det faglige handlerum følger med.

Dokumentationen må vente 

For mig er det her, proportionaliteten kommer i spil: Står de dokumentationskrav, vi underlægges, i rimeligt forhold til det arbejde, der faktisk skal udføres?

I min egen praksis har det betydet, at jeg har måttet vælge mellem at prioritere en borger i en akut situation og acceptere, at dokumentationen kom bagud – eller at sætte mig foran skærmen og lade den relationelle opgave vente. For mig er valget i sådanne situationer ikke vanskeligt: Det menneskelige kommer først.

Dokumentationspligten forsvinder ikke, selvom situationen krævede noget andet i øjeblikket. Det kan efterlade en oplevelse af, at den faglige prioritering skal forsvares.

Sebastian Rylander-Kjær
Socialpædagog

Men konsekvensen er, at man efterfølgende står med en voksende dokumentationsopgave og et pres for at indhente det forsømte.

Dokumentationspligten forsvinder ikke, selvom situationen krævede noget andet i øjeblikket. Det kan efterlade en oplevelse af, at den faglige prioritering skal forsvares, selv når den var åbenlyst nødvendig.

Det betyder i praksis, at man aldrig reelt er færdig. Enten er man til stede i relationen og bagefter bagud med registreringen – eller også opfylder man registreringskravene og ved, at noget andet måtte vente.

Det skaber et vedvarende arbejdspres, som ikke står mål med de betingelser, ansvaret skal udøves under.

Flere og flere krav 

Det er ikke den enkelte registrering eller den konkrete situation, der i sig selv er problemet. Det er den samlede bevægelse, hvor flere krav lægges oven på hinanden, uden at rammerne justeres tilsvarende.

Når ansvar, dokumentation og beslutningskompetence ikke følges ad, opstår der en skævhed i styringskæden.

Denne skævhed har jeg også erfaret i beslutningskompetencen: Selv mindre, dagligdags prioriteringer eller nødvendige arbejdsredskaber skal godkendes centralt. Ansvaret for kvaliteten i arbejdet forbliver det samme, men indflydelsen på de konkrete rammer bliver mindre.

Det kan også få relationelle konsekvenser. Når centrale beslutninger forsinker nødvendige redskaber, er det medarbejderen, der står i mødet med borgeren og må forklare, hvorfor noget endnu ikke sker.

Her bliver asymmetrien konkret: Ansvar og forventning placeres i relationen, mens beslutningskompetencen ligger et andet sted.

Fortsatte uden sikkerhedssko

Jeg har stået i situationer, hvor helt basale forhold som sikkerhedssko – og i nogle tilfælde arbejdstøj – trak ud i godkendelsesprocesser, selvom opgaverne i hverdagen forudsatte dem.

Arbejdet stopper ikke af den grund. Opgaverne skal fortsat løses, og forventningen om kvalitet ændres ikke, selv når de nødvendige forudsætninger mangler.

Den enkelte medarbejder forventes at stå på mål for kvaliteten i arbejdet, men har begrænset indflydelse på de betingelser, kvaliteten skal skabes under.

Sebastian Rylander-Kjær
Socialpædagog

Det betød, at vi var nødsaget til at finde pragmatiske løsninger, for at driften kunne fortsætte – med de belastninger det medførte. Også her bliver asymmetrien tydelig: Kravene består, men forudsætningerne trækker ud.

Når ansvar, dokumentation og beslutningskompetence ikke placeres samme sted, opstår der en ubalance i styringen.

Den enkelte medarbejder forventes at stå på mål for kvaliteten i arbejdet, men har begrænset indflydelse på de betingelser, kvaliteten skal skabes under.

Hvis evidens og ansvar skal tages alvorligt, må der derfor ses på hele ansvarskæden – ikke kun det sidste led.

Ansvar er, som jeg ser det, ikke alene et spørgsmål om at kunne dokumentere sit arbejde. Det er også et spørgsmål om, hvorvidt rammerne giver mulighed for at udøve faglig dømmekraft.

For mig handler det ikke om at undgå ansvar. Det handler om at kunne stå ved det – også når det gælder de betingelser, vi arbejder under.