Socialpædagog: Knud Aarup bryder en tavshed, vi fagprofessionelle har gået med årevis

Et felt, hvor relation, timing og tillid er altafgørende, og hvor konsekvenserne af politiske og administrative beslutninger mærkes hurtigt og direkte i mødet med mennesker.

Et konkret eksempel stammer fra min tid som støttekontaktperson efter Servicelovens paragraf 99. Her skulle vi arbejde med Feedback Informed Treatment (FIT) – en metode, som er udviklet til psykologsamtaler, hvor borgere selv opsøger hjælp og løbende giver feedback, så indsatsen kan justeres.

I vores arbejde var situationen en anden: Det var os, der opsøgte borgerne, ofte i akutte og kaotiske livssituationer, hvor helt basale behov først måtte håndteres.

Rus, abstinenser og akutte behov

Jeg var ny medarbejder, da FIT blev indført i perioden 2017-19. Vi skulle anvende metoden systematisk – også i situationer præget af svær rus, abstinenser eller akut behov for økonomisk og social stabilisering.

I praksis oplevede både jeg og mange kolleger hurtigt en grundlæggende uoverensstemmelse mellem metoden og den virkelighed, vi stod i.

Det giver en form for ro at se, at erfaringer, man har stået alene med, nu anerkendes som et reelt problem.

Sebastian Rylander-Kjær
Socialpædagog

Det var ikke modvilje mod faglig udvikling. Det var en erfaring af, at metoden ikke var forenelig med målgruppen.

Det blev efterfølgende bekræftet, da Vive i et afsluttet effektstudie ikke fandt nogen effekt af FIT på borgernes trivsel, helbred, livskvalitet eller sociale relationer – og heller ikke på centrale mål for bostøtteindsatsen som målopfyldelse, frafald og indsatsens varighed.

Det er værd at understrege, at vi som fagprofessionelle indgik i dette studie og dermed også udgjorde en del af det empiriske grundlag for Vives konklusioner.

Alligevel blev det besluttet, at FIT fortsat skulle anvendes, blandt andet fordi der allerede var investeret betydelige midler i metoden.

Det skabte utilfredshed, splid og faglig afmagt – ikke fordi vi var imod evaluering, men fordi praksiserfaring blev tilsidesat, selv da forskningen pegede i samme retning.

Koncepter fremfor medarbejdere

Jeg har set lignende mønstre gentage sig. I mit arbejde i Hjemløseenheden i Københavns Kommune deltog jeg i flere udviklingsforløb, som aldrig blev fulgt til ende.

Retninger skiftede, midlerne blev brugt, og erfaringerne fra praksis blev sjældent samlet op. Det efterlod en oplevelse af, at der blev investeret mere i koncepter end i os medarbejdere, der skulle føre arbejdet ud i livet.

Et andet eksempel er arbejdet med etablering af nye skæve boliger. Her brugte mine kolleger og jeg betydelig tid på at bidrage med faglige input baseret på vores viden om målgruppen.

Disse erfaringer blev imidlertid fravalgt, fordi de ikke var underbygget af forskning. Arkitektoniske, økonomiske og styringsmæssige hensyn kom dermed til at overskygge praksisviden.

Konsekvensen var, at vi efterfølgende stod med ansvaret for at forklare beboerne, hvorfor boligerne ikke svarede til det, de var blevet præsenteret for.

Knud Aarups indlæg rammer noget væsentligt, fordi det bryder med den tavshed, mange fagprofessionelle har stået i.

Sebastian Rylander-Kjær
Socialpædagog

Aarup har fat i den lange ende

Knud Aarups indlæg rammer noget væsentligt, netop fordi det bryder med den tavshed, mange fagprofessionelle har stået i i årevis. At en tidligere topchef åbent reflekterer over konsekvenserne af styrings- og reformlogikker, skaber ikke konflikt, men mulighed for fælles læring.

For mange i praksis giver det en form for ro at se, at erfaringer, man har stået alene med, nu anerkendes som et reelt problem – og ikke reduceres til manglende omstillingsparathed.

Spørgsmålet er derfor ikke blot, om der blev begået fejl, men hvordan det kan sikres, at erfaringerne fra praksis fremover inddrages og får reel betydning for beslutningerne.

Hvis vi vil gentænke velfærdssamfundet, kræver det et opgør med forestillingen om, at faglighed først er legitim, når den er oversat til styringsvenlige formater. Praksisviden må igen betragtes som et fundament for udvikling og beslutningstagning.

Den erkendelse, Aarup peger på, er et vigtigt skridt.

Det næste skridt må være at sikre, at den også får konsekvenser for, hvordan vi organiserer, styrer og udvikler velfærdsarbejdet i praksis.