Centerchef: Man skal tage det med et gran salt, når Knud Aarup kritiserer evidensbaseret viden

Tværtimod er det en tilgang, der bygger på at anvende den bedste tilgængelige viden – uanset om den kommer fra forskning, praktisk faglighed eller borgerens egne præferencer og ønsker.

Integration af de tre former for viden har været definitionen af evidensbaseret praksis i flere årtier, netop fordi denne kombination skaber det bedste grundlag for den mest effektive hjælp til udsatte borgere.

Evidens forpligter 

Problemet er ikke evidensbaseret praksis i sig selv, men den selektive måde, den anvendes på.

Evidensbegrebet bliver ofte en stråmand for andre argumenter, der ikke har ret meget med begrebets egentlige indhold at gøre.

Sebastian Rylander-Kjær nævner selv et glimrende eksempel: Feedback Informed Treatment (FIT) blev fastholdt på støttekontaktpersonområdet, på trods af at forskning viste, at metoden ikke havde den ønskede effekt.

En ægte evidensbaseret praksis havde taget denne viden alvorligt og justeret indsatsen. Det skete ikke, og det er et problem. Men det er ikke evidensbaseret praksis, der er skyld i det.

Knud Aarup mener, at det var en fejl, at Socialstyrelsen med ham i spidsen satte dette på dagsordenen i sin tid. Det mener jeg bestemt ikke.

Simon Østergaard Møller
Centerchef, Metodecentret

Evidensbaseret praksis insisterer på at gøre viden om, hvordan vores indsatser virker, synlig for alle, så den kan anvendes til at hjælpe borgerne endnu bedre.

Det betyder, at politikere og embedsmænd bør interessere sig indgående for at sikre, at effekterne af sociale indsatser dokumenteres og gøres til genstand for forskning.

Knud Aarup mener, at det var en fejl, at Socialstyrelsen med ham i spidsen satte dette på dagsordenen i sin tid. Det mener jeg bestemt ikke, at det var.

Men den viden, der produceres, forpligter. Den skal tages alvorligt i efterfølgende beslutninger om, hvordan området prioriteres og indrettes. Det sker desværre alt for sjældent.

Fagfolk kan ikke løbe fra ansvaret

Evidensbaseret praksis tager også den fagprofessionelle ekspertise alvorligt.

Viden fra forskning er aldrig direkte omsættelig i praksis, og det kræver kompetente fagfolk at kombinere forskningsviden med praktisk faglighed til virksom hjælp til borgerne.

En autentisk og tillidsfuld relation mellem fagperson og borger spiller naturligvis en afgørende rolle. Det er der i øvrigt masser af evidens for.

Men evidensbaseret praksis insisterer på, at også fagfolk skal kunne forklare sig og vise, at deres hjælp til borgerne faktisk gør en forskel.

Sebastian Rylander-Kjær taler for et opgør med forestillingen om, at faglighed først er legitim, når den er oversat til styringsvenlige formater.

Det er en vigtig pointe, men den må ikke føre til, at fagfolk afviser at stå til ansvar for deres resultater.

Hvis fagfolk ønsker faglig autonomi, hvilket jeg er en stor fortaler for, bør de også vedstå sig det professionelle ansvar, der er forbundet med at hjælpe udsatte borgere på samfundets vegne.

En del af det ansvar er netop at levere den mest virksomme hjælp med de ressourcer, som er til rådighed, herunder at dokumentere, at det faktisk sker. Med faglig autonomi følger dermed også et styringsansvar.

Hvis fagfolk ønsker faglig autonomi, hvilket jeg er en stor fortaler for, bør de også vedstå sig det professionelle ansvar, der er forbundet med at hjælpe udsatte borgere.

Simon Østergaard Møller
Centerchef, Metodecentret

Evidensbaseret praksis nytter

Evidensbaseret praksis bør ikke reduceres til et styringsredskab for politikere og embedsmænd, som efter forgodtbefindende kan bruges til at holde den praktiske faglighed nede.

Socialområdets fagpersoner fortjener at blive mødt med tillid og respekt for deres professionelle skøn. Samtidig er det en del af deres ansvar at bidrage til, at den hjælp, de yder, er så effektiv som mulig.

Det betyder ikke, at de skal stå alene med ansvaret for resultaterne, men at de indgår i en åben dialog om, hvad der virker, og hvad der kan forbedres.

På den måde kan evidensbaseret praksis blive et redskab, der ikke kun styrker borgerens muligheder, men også fagpersonernes professionelle autonomi og anerkendelse.

Det er vejen frem, hvis vi vil sikre, at de udsatte borgere får den bedst mulige hjælp.