Debat

Økonomisk nedtur for massevis af unge

DEBAT: Med kontanthjælpsreformen risikerer vi at sende unge på gaden frem for i uddannelse, skriver Mai-Britt Iversen, rådmand for Familie- og beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.
David Vestergaard Eriksen

Universitetspraktikant fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Researcher på Altinget | Christiansborg, Altinget | Arbejdsmarked samt Altinget | By & Bolig.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mai-Britt Iversen (S)
Rådmand Aalborg Kommune

Fra årsskiftet får mange unge en nedgang i deres indkomst på 45 procent, når kontanthjælpen skiftes ud med uddannelseshjælp. De har ingen mulighed for at supplere indtægten, og for mange kan det betyde, at de ender på gaden eller på en sofa ved en kammerat. Uden ordentlige boligforhold vil drømmen om en uddannelse reelt fortone sig.

Lad mig indledningsvis slå fast, at kontanthjælpsreformen har rigtigt mange positive elementer, og vi ser i Aalborg reformen som en lejlighed til at målrette vores indsats og styrke samarbejdet med de andre centrale aktører på området.

Vi er på vej med en anbefaling til vores byråd om at dele indsatsen op i en række centrale enheder. Vi opretter et Uddannelses-hus for alle unge under 30 år uden en uddannelse, et Jobhus for alle jobparate kontanthjælpsmodtagere og et Job- og Aktiv-hus for de kontanthjælpsmodtagere over 30 år, der har brug for en særlig indsats.

Fakta
BLAND DIG!
Deltag i debatten og send dit indlæg til redaktør af Altinget | Arbejdsmarked Jørgen Skadhede på [email protected]

Store skyggesider af kontanthjælpsreformen
Men reformen har også nogle meget store skyggesider. Der vil blive unge, der havner på gaden, hvis ikke vi gør noget i tide. Reformen betyder, at unge uddannelsesparate i stedet for kontanthjælp fremover skal have uddannelseshjælp, der svarer til SU-niveau.

Reelt stilles de dog dårligere end unge på SU. Studerende kan jo supplere deres indtægt med arbejde ved siden af uden at blive modregnet eller optage lån. Det kan unge på uddannelseshjælp ikke.

Der vil blive unge, der havner på gaden, hvis ikke vi gør noget i tide. Reformen betyder, at unge uddannelsesparate i stedet for kontanthjælp fremover skal have uddannelseshjælp, der svarer til SU-niveau.

Mai-Britt Iversen
Rådmand i Aalborg Kommune

Hvis vi ser på en ung mand på 26 år, der måske på grund af et dårligt folkeskoleforløb ikke har taget en uddannelse. Han fungerer fint socialt, men har læse-stave-vanskeligheder. Med den rette hjælp fra kommunen kan han komme i gang med en uddannelse på SU inden for et år. Han vil efter den nye lovgivning gå fra kontanthjælp på 10.500 til uddannelseshjælp på 5.753 kr. om måneden.

Med en nedgang i indtægt på 4.747 kr. er han er en af mange unge, der får svært ved at blive boende i deres nuværende bolig. Samtidig bliver det svært at finde en anden bolig, der er til at betale. De er simpelthen for dyre.

Ungdomsboligerne er som udgangspunkt forbeholdt studerende. De unge, der er på vej i uddannelse og får uddannelseshjælp i perioden, regnes ikke som studerende.

Samtidig er antallet af små og billige lejligheder reduceret kraftigt i de seneste år. Det skyldes, at store renoveringer, som flere boligorganisationer har gennemført, har betydet, at mange små lejligheder er sammenlagt til større og dyrere lejligheder.

Byrådet i Aalborg har derfor i forbindelse med budgetforliget aftalt, at der skal gøres noget for at skaffe billige boliger til denne gruppe. Vi er derfor på vej med en handlingsplan på området, hvor vi vil se på lovens muligheder for at anvise ungdomsboliger til unge med særlige behov. Vi vil også gå i dialog med boligselskaberne om opdeling af store boliger i mindre, billige lejemål.

Målet er flere unge i uddannelse
Spørgsmålet er dog, om det er nok. Jeg vil derfor opfordre Folketinget til at se på mulighederne for at hjælpe denne gruppe. Eksempelvis ved at sidestille dem med studerende i forhold til at kunne få ungdomsboliger eller supplere uddannelseshjælpen med nogle få timers arbejde, uden det bliver modregnet.

Vi skal løfte de unge og sikre lige muligheder. Det kræver de justeringer, jeg har foreslået. Og det vil være med til at sikre, at vi når vores mål. Flere unge i uddannelse, og flere unge med en lysere fremtid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai-Britt Iversen

Rådmand (S), Aalborg Kommune
cand.odont. (Aarhus Uni. 1996)

0:000:00