Opgaveløsninger fremfor opgaveplacering

Jeg har noteret mig, at også indsatsen for personer med sjældne diagnoser er inddraget i debatten. Det kan undre mig, da specialviden på dette felt er så nuanceret, at en enkelt region ikke kan løse denne opgave, som da allerede i dag løses på lands- eller landsdelsdækkende afdelinger

Ole Pass
Landsformand for Socialchefforeningen

Af Ole Pass
Landsformand for Socialchefforeningen og socialdirektør i Rødovre Kommune

I mit første indlæg i Altinget.dks debat om det specialiserede socialområde gav jeg udtryk for en optimistisk eller naiv tro på, at afslutningen på evalueringen af opgave- og strukturreformen samtidig ville blive startskuddet til en konstruktiv debat om, hvorledes den samlede offentlige sektor kan arbejde bedst muligt for at yde - ikke mindst for borgere med størst behov - den optimale støtte.

En styringsmæssig nødvendighed
Måske har min optimisme været en anelse for stor. Det er imidlertid ikke befordrende for konstruktive løsninger, at man sår tvivl om evaluatorernes troværdighed og fastholder gamle dogmer fra før iværksættelsen af opgave- og strukturreformen.

Udlægningen af den statslige særforsorg til amter og kommuner var en af de største bedrifter på det sociale område i nyere tid, og iværksættelsen af reformen i 2007 en naturlig videreførelse heraf.

Reformen var endvidere en nødvendig følge af, at amterne på en lang række punkter netop ikke levede op til sin forsyningsforpligtelse, men overlod løsningen af en række opgaver, ikke mindst i forhold til udsatte børn og unge, til kommunerne.

Ventelister var således specielt under grundtakstfinansieringen et hyppigt anvendt styringsredskab.

Reformen bygger altså både på gode, socialpolitiske erfaringer og visioner, men også på en styringsmæssig nødvendighed.

Specialisterne skal placeres
Før end man for alvor drøfter specialisering, vil det være nyttigt at have en højere grad af fælles forståelse for, hvad dette begreb indeholder.

Følger man debatten siden 2007, kan man desværre let få det indtryk, at samfundet er delt op i to grupper. Den store, der kan klare sig selv eller alene har behov for standardiserede tilbud, og en mindre, der til gengæld har behov for mere vidtgående og kostbare indsatser, der kræver stor faglig indsigt.

Således hænger verden heldigvis ikke sammen! Alle mennesker har i større eller mindre omfang og over tid behov for dele af det samlede spekter. Endvidere består den specielle indsats netop i, at den pågældende kan gøre brug af samfundstilbud, der som udgangspunkt er almene, så som bolig, uddannelse, job, transport med videre.

Den store opmærksomhed på specialisering risikerer i værste fald således at være med til at fjerne fokus fra det hele menneske, herunder muligheden for selv at ”sammensætte” sin tilværelse.

Derfor er det utroligt glædeligt, at evalueringen af reformen fastholder dette sigte med kommunen som den ansvarlige myndighed.

Specialister er selvsagt udtryk for fagligt dygtige folk, som borgerne i høj grad har brug for. Kunststykket er imidlertid at finde den placering, hvor disse personer gør mest gavn i forhold til de borgere, de skal betjene. Det er nok ikke overraskende, at mit udgangspunkt er, at disse kyndige personer gør størst gavn ved at blive placeret i nærmiljøet i fagligt og gerne tværfagligt bæredygtige miljøer.

Inspiration fra hospitalsverdenen
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at der ikke på det sociale område hentes inspiration fra den specialisering, der foregår i hospitalsverdenen. Vi har et effektivt og dygtigt hospitalsvæsen, der er indrettet til specielle opgaver.

At der tænkes i helhed, sammenhæng og individuelle behov er imidlertid ikke blandt dets spidskompetencer eller hovedopgaver for at sige det mildt. Netop samspillet og overgange mellem hospitalssektor og det specialiserede socialområde i kommunerne er derfor af vital betydning for indsatsen.

I stedet for fortsat i evigheder at drøfte opgaveplacering, skal jeg opfordre til, at vi drøfter opgaveløsning! Debatten og de deraf afledte analyser på hjerneskadeområdet har ført til skitsen til en konstruktiv opgaveløsning.

Det seneste tema i debatten om indsatsen for unge med spiseforstyrrelser fortjener en tilsvarende analyse. Alene for at få besvaret de enkle spørgsmål, om kommunerne er tilstrækkeligt gearede til at løse opgaven, eller om der er tale om, at patienten i virkeligheden ikke er færdigbehandlet ved udskrivningen.

Set fra min stol er der en sandhed i begge hypoteser, og at det derfor er nødvendigt at skabe et sammenhængende forløb, der i åben dialog omfatter begge sektorer.

Bjørnetjeneste at fjerne ansvar
Jeg har noteret mig, at også indsatsen for personer med sjældne diagnoser er inddraget i debatten. Det kan undre mig, da specialviden på dette felt er så nuanceret, at en enkelt region ikke kan løse denne opgave, som da allerede i dag løses på lands- eller landsdelsdækkende afdelinger.

Hvad angår den sociale indsats, vil det være en bjørnetjeneste, hvis man fjerner denne målgruppe fra det kommunale ansvar .

En eventuel genskabelse af sygehussocialrådgiverfunktionen, der lang tid før opgave- og strukturreformen er blevet nedlagt eller stærkt reduceret, er i hvert fald ikke løsningen.

Hovedproblemet i forhold til disse yderst sjældne diagnoser er, at kommunerne i sagens natur yderst sjældent kommer i kontakt med borgere og familier, der har problemet inde på livet.

Socialchefforeningen har sammen med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner medvirket i et satspuljefinansieret projekt, hvor organisationen ”Sjældne Diagnoser” udarbejdede sociale profiler, hvor de enkelte diagnoser blev beskrevet med angivelse af, hvorledes den enkelte lidelse udvikler sig over tid og dermed stiller krav til det kommunale beredskab, herunder hvilke specialister det vil være relevant at inddrage.

Et konstruktivt eksempel på at der kan tages vigtige skridt til løsning af også de mest specialiserede områder, hvis der er gensidig tillid og vilje til samarbejde.