Organisation: Vi er selv med til at skabe hjemløsheden

Af Gitte Frydensbjerg
Sekretariatsleder, WeShelter

Det er alment kendt, at egen bolig ofte kun er én - vigtig - brik i det komplekse, samlede billede af den hjemløse borgers problemer. Psykisk og somatisk sygdom, misbrug og gæld mm. er andre brikker, der ofte er helt centrale, hvis vi skal forstå den hjemløses udfordringer i livet, og være meningsfuldt til stede. Deraf følger, at hvis ikke der tages hånd om disse problemstillinger, så er der høj risiko for, at den hjemløse efter en periode i egen bolig falder tilbage i hjemløshed.

Det ved myndigheder og andre aktører godt, og vi ved derfor også, at der er brug for en helhedsorienteret indsats, der kommer rundt om den enkelte borgers samlede kompleks af problemer og udfordringer. Bl.a. derfor taler man i dag om tilgange som »collective impact«, hvor fx social- og sundhedsprofessionelle arbejder sammen med relevante myndigheder og civilsamfund om 360 graders indsatser. Sådan en indsats kan afhængigt af borgerens konkrete situation omfatte behandling, bostøtte, socialrådgivning, beskæftigelse, uddannelse etc. som en samlet indsats.

Borgeren bliver gidsel
Når det i praksis er sjældent at sådanne helhedsorienterede indsatser rulles ud, så skyldes det - helt firkantet formuleret - at det ikke er sådan vores ellers fintmaskede offentlige systemer er skruet sammen. Tværtimod. I praksis er indsatserne fragmenteret ud i specifikke delfunktioner, der forvaltning- og lovgivningsmæssig er spredt ud over stat (fx kriminalforsorg og retsvæsen), region (fx behandlingspsykiatri og hospitaler) og kommune (fx kontanthjælp, herbergspladser, beskæftigelse og distriktspsykiatri). Vi ser derfor borgere, der udskrives fra behandling, eller løslades fra afsoning, direkte tilbage i hjemløshed.

Økonomisk er ansvaret for indsatserne ligeledes spredt ud på forskellige budgetter – herunder budgetterne i forskellige kommuner. Størstedelen af landets hjemløse opholder sig i dag på herberger og forsorgshjem, men disse ligger ikke nødvendigvis geografisk placeret i den hjemløse borgers hjemkommune. Dermed risikerer borgerne at blive genstand for økonomisk afregning mellem forskellige kasser, og risikerer at blive gidsel ved uenighed om, hvem der har ansvaret, og hvem der skal betale regningen.

Selv i én konkret kommune kan det være vanskeligt at få forskellige forvaltninger (fx social- og sundhedsforvaltninger) til at tale sammen, og koordinere indsatser omkring sårbare borgere. Det er således en hel lille konsulentindustri at sikre effektiv kommunikation mellem forskellige kommunale instanser, og sådan har det desværre været i årtier.

Det spredte ansvar, og den deraf følgende fragmentering i delindsatserne, kan i værste fald medvirke til at fastholde borgeren i hjemløshed, eller at borgeren falder tilbage i hjemløshed.

Gitte Frydensbjerg
Sekretariatsleder, WeShelter

En 360 graders helhedsindsats
Det spredte ansvar, og den deraf følgende fragmentering i delindsatserne, kan i værste fald medvirke til at fastholde borgeren i hjemløshed, eller at borgeren falder tilbage i hjemløshed. Her spiller det naturligvis også negativt ind, at vi taler om en gruppe borgere, der oftest ikke selv kan mobilisere de nødvendige ressourcer til selv at overskue sin situation, og som desuden kan være præget af såkaldt »systemangst« - og derfor så vidt muligt undgår det offentlige Danmark.

Hvis der skal skabes stabile og effektive forudsætninger for føromtalte sammenhængende 360 graders helhedsindsats, så skal ansvaret for den enkelte borgers situation placeres ét sted, hos én instans, der følger borgeren over kommunegrænser, på tværs af forvaltninger, myndigheder og administrative niveauer, og som sikrer, at forskellige fagligheder arbejder sammen – altså lidt filosofien bag bl.a. hjemløsestrategiens CTI-, ACT- og CM-metoder. SFI’s Lars Benjaminsen er her på Altinget inde på nogle af de samme overvejelser, hvad angår boligpolitikken.

Vi kommer ikke udenom at tale om ressourcer, hvis rammerne for sådan en 360 graders-model skal sikres. Formentlig skal der tilføres ressourcer til hjemløseområdet, men der vil formentlig også kunne frigøres ressourcer ved at anvende den nuværende økonomiske ramme klogere. Naturligvis baseret på solid, valid evidens for virkningsfuldt socialt arbejde. Uanset regnestykket, så vil hver en krone både menneskeligt og samfundsmæssigt være givet godt ud. Vi ser frem til debatten!